Barbera d’Alba Ruvei er Marchesi di Barolos mest solgte vin og de har efterhånden lavet den i omkring 20 år … men er ikke helt ren Barbera, da der kommes op til 15% Nebbiolo i vinen.
Marchesi di Barolos historie har jeg skrevet om før, så den kan I læse om på mit blogindlæg tilbage fra 2014, hvor jeg også smagte denne Barbera d’Alba Ruvei, blot i en årgang 2012, under en smagning, som blev forestået af Alvise Lunardi, som til daglig er eksportchef hos netop Marchesi di Barolo.
Vinen er som nævnt indledningsvis lavet på 85% Barbera og op til 15% Nebbiolo … og alle druer selvfølgelig fra Alba området. Det vides ikke helt præcist hvor stor andel Nebbiolo, som der er i vinen, men der godt med Nebbiolo i for at øge finessen og elegancen.
Macerationen er forholdsvis kort med omkring 8 dage, hvorefter vinen lagrer på Slovensk eg … hvor lang tid ved jeg ikke præcis, for det oplyser vinhuset ikke ved deres beskrivelse af vinen.
Duftmæssigt er der som sidst godt med bitre kirsebær, ribs, masser af eg, røg, violer, syre og ganske tilbageholdende modenhed. Der er noget landligt, støvet og indelukket syrligt udtryk over vinen, som ikke er helt nem at bide skeer med.
Som sidst er syren også ganske skarp i smagen og dominerer mere end ønskværdigt. Der er også godt med eg, som presser sig ud i smagen sammen med frisk og syrlig ribsfrugt. Jeg var ikke så begejstret for vinen første gang, men denne gang er det en smule bedre … men også kun en smule.
Forhandles i Vinspecialisten, pris 150 kr.