Jeg smagte tilbage i oktober Weingut Peter Kriechels monstrøse, monumentale og mægtige 2015 Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R og sagde WOAW. Nu smager jeg hans 2015 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder og er bare målløs, stum og afatisk af henrykket begejstring.
Historien om vinhuset kan I læse i det tidligere blogindlæg. Her vil jeg i stedet kigge nærmere på denne Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder og marken, der i øvrigt også leverer druer til Weingut Burggartens absolutte topvin.
Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim. Det er en af de bedst beliggende marker ved byen og marken på samlet 5,15 hektar og er en del af marken Großlage Klosterberg. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af sort og brun skifer
Den øverste del af Klosterberg er Walporzheimer Gärkammer, og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer og ligger i en højde af 110-180 meter. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.
Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret 18 måneder på franske barriques. Der er 2,8 gram restsukker pr. liter i vinen. Som de øvrige vine hos Kriechel kan men ikke se, hvilken vin, som man har fat i … det afsløres alene på etiketten bagpå.
Uha og fuck det dufter godt … pardon my french, men det er skræmmende godt. Det er både den klassiske søde, animalske kostald, en kølig elegance, lyse, lette og svagt gærede bær, syrlige kirsebær, ribs, kul, røget eg, mineraler, vanilje samt en syrlig nerve. Det dufter bare vildt godt.
Og det smager også vildt godt … det er den pæneste pige i klassen, som bare samtidig er sød, klog, villig og smidig. Du bliver genert, rødmer og får straks mindre selvværd, men mander dig op for dit livs kærlighed, for det er smukhed i anden potens, svævende let og elegant. Det er tørt og præcist med en kontrolleret syre, mineraler, saftighed, balsamisk syre og balance. Du får det hele … og lidt mere alder vil helt klart gøre den pæne pige mere erfaren og fortjent til den sidste halve tommel.
Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske koster 319 kr., hvilket faktisk er rørende billigt for denne vin.