2011 Accordini Igino, Le Viole Recioto della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2011 Accordini Igino, Le Viole Recioto della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienTil den kakaooverdyngede Tirami Su skulle vi selvfølgelig ha’ lidt dessertvin og det blev denne Le Viole Recioto della Valpolicella Classico fra vinhuset Accordini Igino.

Både Jesper og jeg har for nogle år siden besøgt vinhuset, der ligger midt i Valpolicella området i byen San Pietro in Cariano i Pedemonte.

Du kan læse om besøget og lidt om vinhuset i blogindlægget om deres charmerende hvidvin Golfina Lugana … men sjovt nok smagte vi slet ikke Recioto under besøget, men koncentrerede os om de tørre hvid- og rødvine.

Derfor var det også sjovt, at vi nu denne aften skulle smage denne Le Viole Recioto della Valpolicella Classico, som er lavet på 65% Corvina, 20% Rondinella og 15% Corvinone fra marken Le Viole.

Druerne tørrer på store reoler frem til midten af februar, hvor vinifikationen sker. Efter den første fermentering lagres vinen i små 7 hektoliters tønder før den malolaktiske gæring. Efter en periode på omkring 12 måneder flaskes vinen … og den trækker heftige 15% alkohol.

Duftmæssigt er det overmodne blommer, rosiner, blomster, violer, mandler, vanilje, sødbrændte fade og godt med honningsødme. Smagsmæssigt en sød fætter, mandler, vanilje … noget bittert, sorte og mørkerøde kirsebær.

Forhandles af Italiensk Vinimport, hvor en flaske på 0,5 liter koster 230 kr.

Vinanmeldelse 4/7