Vi sluttede besøget på S’vinbar med denne Riesling Feuerbruhn fra Weingut Bernhard Ott … jep Grüner Veltliner mesteren, som vi også smagte vinen Grüner Veltliner Fass 4 fra et par dage forinden på Restaurant Substans.
Det er den lille, spændende, økologisk og biodynamisk producent, som holder til i den lille by Feuersbrunn i Wagram, tidligere kendt som Donauland i Niederösterreich og har helliget sig produktion af vine på Grüner Veltliner, men dyrker altså også en ganske lille mængde af Sauvignon Blanc og Riesling, som bl.a. anvendes til denne Riesling Feuerbruhn.
Druerne til vinen kommer fra marker på Hengstbjerget ved Feuersbrunn og vinen er alene vinificeret på ståltanke, så jeg har ikke så mange yderligere oplysninger. Vi farer derfor direkte til mine smagsnoter.
God intens Riesling næse … friske gule æbler, pærer, abrikos, let parfumeret, men uden petroleum. Der er et let touch af citrus, men ellers både søde aromaer og søde krydderier.
I munden er vinen landlig, frisk og flot balanceret. Der er en vis fylde og samtidig er vinen cremet, blød med sødme, lidt afdæmpet syre samt en smule mineraler. Intensiteten fader lidt ud efter en periode i glasset, men en meget let drikkelig vin.
Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 169 kr., men pt. er på tilbud til 129 kr.