Sidst jeg drak vin fra Marchesi Antinori, da var det hans 1990 Solaia, men mindre ka’ jo gøre det og nu er det en nyere Villa Antinori Chianti Classico Riserva, som jeg har i glasset … og det er jo også ganske godt.
Hvis du skal læse lidt om det legendariske vinhus, så læs det blogindlæg, som jeg har linket til ovenover. Vi bruger i stedet tiden til at kigge nærmere på denne Villa Antinori Chianti Classico Riserva, som er lavet på 90 % Sangiovese og 10 % Cabernet Sauvignon. Vinifikationen har fokus på den blidest mulige ekstrahering for at sikre bløde tanniner, hvorfor vinen er lavet med afstilkning og blid presning, hvorefter fermentering sker i rustfrie ståltanke i en uge ved 28-30 grader efter 8-9 dages maceration.
Efter endt fermentering har Sangiovese druerne undergået malolaktisk gæring i ståltankene, mens saften fra Cabernet Sauvignon druerne er lagret i egefade.
Efter en kort periode blandes vinen og lagrer nu delvist på traditionelle store botti og resten på små barriques af fransk og ungarsk eg, inden vinen er flasket i juni 2015.
Og det er klart bedre Chanti end foregående vin, for her er der god frisk frugt, mere frugt, mere krop, mere bundtræk, men også fortsat en god syre. Frugten er en kende mørk og har elementer af mørke, overmodne bær, den fine balsamiske syrlighed og et drys krydderier. Dejlig næse.
Smagen er stram, men præcis … blid og alligevel med en markant syre, blæk, grafit samt tørre men nærmest bøjelige tanniner, som sikrer en fin elegant og stringent smag.
Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 209 kr.