Vinaften 24. november 2018 … et vinøst Kinderæg

Jeg er enten foran med at drikke eller bagud med at skrive mine blogindlæg eller måske er det en kombination af begge dele. I hvert fald er det vist på tide, at jeg får skrevet om den seneste vinaften med vingutterne sidst i november … en vinaften med mig som vært, gæstgiver, traktør og beværter.

Aftenen havde været svær at sætte i kalenderen, og den 24. november var eneste possible mulighed … men denne aften skulle fruen sørme også ha’ sine gamle veninder fra skoletiden på besøg. Men når rådne dyr er gode … øh gode råd dyre, så endte vi med idéen om alligevel at holde de to middage samtidigt. Om jeg laver mad til 4 eller 8 personer er jo reelt totalt lige meget.

Således endte det med, at vinaftenen blev et vinøst Kinderæg aka Kinder Surprise med hele 3 ting, altså fruens fnisende kvindetamtam i tilstødende lokale i det houlbergske palæ, drengenes traditionelle blindsmagning med god mad og sluttelig smed jeg også en test af Weingut Teschs Riesling Vineyard Box ind som et yderligere forstyrrende tredje element.

Det tredje element passede imidlertid fruerne ganske vel, da de så kunne nyde de 6 Riesling vine efter vi ganske kort, som indledning på vinaftenen, havde smagt os igennem kassen. Min anmeldelse af Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch kan du i øvrigt læse i blogindlægget.

Aftenens to mandskaber arriverede med snorlige punktlighed kl. 18.00 … men efter lidt forvirring over de mange mennesker i jeres flittige vinbloggers gamle 70’er samtalekøkken, så fik jeg stanget et glas mousserende vin i drengenes glas, mens hustruen havde besluttet, at fruentimmerne skulle starte med en Hugo.

Mens vi derefter testede de 6 x Rieslinger, så serverede jeg lidt fattigmands foie gras aka kyllingepaté med cornichoner på bruschetta, valnødde- tapenade på bruschette samt nogle bacon/butterdejs twisters … halvdelen til drengene i havestuen og den anden halvdel til pigerne i stuen.

Udover de små starters, så havde jeg forberedt en lille 3-retters middag, som så sådan her ud:

  • Forret; Laks – kærnemælk – dild – radiser – oliven
  • Hovedret; Okse – kakao – pastinak – mysli – kirsebær
  • Dessert; Peberrod – is – hindbær – fløde
Laks – kærnemælk – dild – radiser – oliven

Lidt godt røget vildlaks serveret i en sauce af kærnemælk med dildolie i, lidt syltede agurker, skiver af friske radiser og så lidt hjemmelavet gurkemeje mayo, krydret græsk yoghurt og så en smule dild på toppen.

Retten skulle ha’ været drysset med nogle sorte oliven, som jeg i løbet af dagen havde tørret i ovnen og knust i små stykker … men midt i alle serveringerne, så glemt jeg sgu at drysse oliven henover retten … pokkers, men sådan kan det gå.

Det er jo også lige før, at retten ser ganske smuk ud … og vinmæssigt serverede jeg til drengene lidt virkelig lækker og eksklusiv Albillo Viñas Vejas fra vinhuset Dominio del Aguila.

Okse – kakao – pastinak – mysli – kirsebær

Hovedretten bestod af oksemørbrad rullet i kakao. Dertil lidt pastinak creme, hjemmelavet ristet mysli med bl.a. tranebær samt masser af nødder og så en indkogt sauce af rødvin og kirsebær.

Peberrod – is – hindbær – fløde

Til dessert havde jeg lavet lidt hjemmelavet peberrodsis, hvilket faktisk giver en ganske specielt og lækker smag med lidt bid. Jeg serverede det ovenpå knuste hindbær og dryssede retten med hindbærpulver … nemt, men egentlig ganske elegant.

Inden den 6-dobbelte Riesling test, så skulle vingutterne dog igennem aftenens første blindsmagning, nemlig den mousserende Grüner Veltlinger fra Weingut Zuschmann Schöfmann, som jeg nok tænkte ville volde dem en del kvaler … og jeg fik ret.

Efter Riesling testen gik den ordinære blindsmagning i gang med vinene fra hver af os. Det betød, at der for aftenen blev et udvalgt sortiment med følgende vi

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og bedømmelserne af vinene.

Skal jeg komme med mine vinøse højdepunkter, så blev det den hvide Albillo Viñas Vejas, Huber selvfølgelig … men det var også meget specielt at smage de to sidste vine, som begge var lavet på Grenache, men som nat og dag … den ene mørk, fed, tung, intens og den anden lys, let og blomsterrig. WOAW.

De 6 x Riesling + 2 x mousserende var ekstra i forhold til vort normale program. De ekstra vine med procenter og opsamlede promiller samt fruentimmere i nærheden så ud til at påvirke de ellers sobre vingutter, for stemningen steg hurtigt i takt med aftenen skred frem.

I blindsmagningen endte jeg som nummer sjok … mens Jan og Steffen endte af point. Når det sker, så bliver de to med lige antal point jaget udenfor døren, mens vi hælder en af aftenens vine i deres glas. Så skal de såmænd blot gætte, hvilken vin de har i deres glas.

Lad os bare afsløre, at de måtte udenfor døren en del gange. I takt med, at de gensmagte den ene vin efter den anden, så synes det også at påvirke deres evner til vurdering af vinene … men efter et lang stykke tid fik vi dog kåret en vinder, og det blev Steffen.

Vi fortsatte til langt efter midnat … godt humør og gode vine, men efter fruerne var taget hjem, så ebbede festen også langsomt ud og nu glæder vi os bare til næste vinaften.