Aureto betyder blid brise på provencalsk, men det blæser vi på, når vi smager denne Alouette fra Domaine Aureto, der ligger ved den lille by Gargas i appellationen Côtes du Luberon, den allersydligste del af Rhône omkring 30 kilometer øst for Avignon.
Domaine Aureto aka Cave Aureto er tidligere kendt som Cave de la Coquillade eller Domaine de la Coquillade, men blev i 2006 købt af Andreas Rihs samt den rige schweiziske forretningsmand Werner Wunderli og hans hustru Carmen.
De har siden omstruktureret vingården og investeret en pæn sum penge i at bygge højteknologiske vinkældre samt et stort 5-stjernet luksushotel La Coquillade midt i vinmarkerne.
Selve vingården ligger på en lille bakke i Vaucluse, omgivet af vinmarker og med en storslået udsigt ud over Luberon og Mont Ventoux i hjertet af Parc Naturel Régional du Luberon.
Der hører 36 hektar til domænet, heraf 8 hektar i Luberon og 28 hektar i Ventoux. Med respekt for naturens cyklusser er vingården de senere år blevet fuldstændigt revideret og re-designet.
Omkring 8 hektar vinmarker blev rykket op ved rod og omplantet i overensstemmelse med Domaine Auretos kvalitetsmål, opbinding på tre metalskinner, bæredygtighed og selektiv udvælgelse af vinplanterne.
Kælderen er med topmoderne udstyr. Werner og Carmen Wunderli har investeret store summer i at bygge en moderne vinkælder – og intet er blevet overladt til tilfældigheder.
Den usædvanlige vinkælder, hvor 2/3 ligger under jorden, er konstrueret med tanke i rustfrit stål for at sikre så ren most som muligt.
I produktionen sker gæring efter den innovative, teknologiske proces Tecinox Ganimede – kombineret med mikro-iltning, der giver en afbalanceret iltmængde. Denne sammenblanding af traditionelle og moderne teknologier i forbindelse med vinfremstillingen giver vinene generøsitet, balance og kompleksitet.
Alouette her er lavet på 75% Chenanson samt 25% Syrah fra 25 år gamle vinstokke. Druerne er efter høst afstilket, knust og derefter overført til rustfrie ståltanke til kort maceration inden gæring af mosten. Derefter en malolaktisk gæring og lagring på de rustfrie ståltanke inden blanding og aftapning.
Chenanson druen er jeg ikke stødt på tidligere, men er en fransk drue, som er opstået i 1958 som en blading af Grenache og Jurançon Noir. Den har siden 1978 været en officiel godkendt druesort og så er den kendt for at give et meget stort udbytte.
Duftmæssigt byder Alouette på blåbær, kul, sten og er samtidig let blomstret, nærmest med lidt blomstersæbe. Den er klart lettere og lysere, end jeg lige havde forventet, men meget venlig i aromaerne med sødme, lethed og et sødkrydret touch. Det sødkrydrede går også igennem i smagen, hvor der er tørhed, en god moden frugt, saftig, let, luftig og virkelig nem at drikke.
Domaine Aureto forhandles af Jysk Vin, men denne er ikke pt. i programmet. Har tidligere kunnet købes til omkring 79,75 kr. ved køb af 6 flasker.