En gammel kending … Campogadis Valpolicella doc Superiore fra Ernesto Ruffo, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2010 og 2011, kaldt Valpolicella med superkræfter, stærkere end kryptonit og dynamit-Harry tilsammen.
Og sådan er det stadigvæk, når man smager vinen fra den autodidakte og unikke vinmager i denne årgang 2012 … det er fortsat Fantomet, Ironman og basserne, som møder månestråle og Cate Blanchett. Det er underligt, vidunderligt og forbudt for børn.
Campogadis Valpolicella Superiore er lavet fra druer fra de vulkanske bakker omkring San Briccio. Corvina og Rondinella druerne tørres i 30 dage, hvilket kaldes en let tørring, og vinen lagres derefter på eg. Den trækker en højoktan på små 16% – smak – og så laves der sølle 1.100 flasker af vinen hvert år.
Det er som tidligere en voldsom magiterning med atombombe intensitet. Det er tørret frugt. sorte kirsebær, dybt fra mørkeste afkrog, blåbær, blommer, dadler og enebær, mahogni ædeltræ, jernbanesveller, lakrids, chokolade og lidt mentol.
Smagen er også nærmest eksplosiv i 5. potens med saft, kraft, fedme, sødme, eg, stor tørhed, chokolade og tydelige tanniner. Der er rå power med rå kakao og crossfit for rigtige mænd. Tyg den, bid den og nyd den. Voldsomt og så alligevel satans dragende.
Forhandles i dag hos Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 6 flasker.