2 måneder og 2 dage siden sidste byggemøde. Men alligevel tilstrækkelig tid til at man havde nået at glæde sig til et nyt af slagsen, og sensommerens udgave var vanen tro lagt i de landlige omgivelser hos Brix a.k.a. Monsieur Lyngvild.
For dog ikke at klæbe til dette image, så havde Brix i dagens anledning fået uldtotten opmagasineret andetsteds, og i stedet havde han forberedt en kanon aften med fantastisk mad og et imponerende felt af vine.
Med på alkoholdet var denne gang den charmerende sygeplejerske Mikkel iført orange uniform samt den kokkekyndige nabo Kenneth, så det samlede hold var denne gang 7 mand høj … ikke fordi den gode Brix jo ellers har meget at prale af med sine knap 150 cm i højden.
Men allerede fra første fløjt var der godt humør, og vel ankommet røg aftenens første vin da også i glasset … eller rettere en champagne, nemlig den ikoniske Dom Perignon, og endda i en ældre udgave anno 1993. Fornem start.
Vi placerede os fluks i havemøblerne og nød dette glas syndigt eksklusive druesaft, lavet på Pinot Noir og Chardonnay, men det er nu ingenlunde til at smage. I stedet får man en oplevelse, som er helt anderledes end andre champagner, og hurra for det. Tak for den oplevelse … kanon. Og generelt havde Brix forberedt aftenen godt, og kunne så forkæle sine gæster med en menu, som bestod af:
- Appetizers; Bruschetta med pølse, tomat, gedeost m.m.
- Forret; Bagt laks med ostecreme
- Hovedret; Sukkermarineret oksemørbrad med kartoffelrösti, caprese salat og en asparges/bønnesalat?
- Dessert; Hjemmelavet is og brombærtærte
Bruschetta
Dejlig måde at starte aftenen på. Fantastisk velsmagende bruschettaer, nogle med chorizo, nogle med tomat & basilikum, nogle med seranoskinke & artiskok … klasse.
Bagt laks med ostecreme
Forretten var bagt laks med lidt smøreost, som vistnok var blandet med lidt løg, purløg og andet godt. Vinen hertil var en amerikansk Chardonnay, men den del vender jeg fluks tilbage til.
Sukkermarineret oksemørbrad med kartoffelrösti, caprese salat og en asparges/bønnesalat?
Veltilberedt oksekød … så er der næsten intet bedre, og dette var helt perfekt. Havde fået en slags sukkermarinering, og ellers tilberedt ganske let. Fantastisk mørt, og hertil en slags hjemmelavet kartoffel-rösti eller noget i den retning, en tomat caprese, en salat med asparges og andet godt samt en indkogt sovs … øhhh ´sauce, som havde en fantastisk intensitet … havde garanteret stået og indkogt hele dagen. Smagte fantastisk.
Hjemmelavet is og brombærtærte
Og desserten var også top-dollars. To slags hjemmelavet is, den ene med lakridssmag og hertil en hjemmelavet brombær/rabarbertærte … mener jeg det var.
På den vinøse side havde Brix også gået all-in, og vinene denne aften var:
- 1993 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig
- 2013 Bodegas Muga, Rosado, Rioja, Spanien
- 2011 The Other Guys, Pennywise Chardonnay, Californien, USA
- 2011 Staete Landt, Map Maker, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand (tidl. anmeldelse)
- 2009 Château Saint Hubert, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig
- 2006 Ca’ Viola, Barolo Sottocastello, Piemonte, Italien
- 2001 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien (tidl. anmeldelse)
- 2011 The Other Guys, Pennywise Pinot Noir, Californien, USA
- 2008 Viña Echeverría, Cabernet Sauvignon Limited Edition, Maipo Valley, Chile
- 2004 Bodegas Vinicola Real, 200 Monges Reserva Selección Especial, Rioja, Spanien (tidl. anmeldelse)
- 2004 Bodegas y Viñedos Pintia, Pintia, Toro, Spanien (tidl. anmeldelse)
- 2004 Bodegas Muga, Selección Especial, Rioja, Spanien
- 2003 Gerardo Cesari, Il Bosco Amarone Classico, Veneto, Italien
- 2009 Gianfranco Fino, Es Primitivo di Manduria, Puglia, Italien
Et flot felt … og de sidste 12 selvfølgelig alle serveret blindt, hvor vi – as usual – skal dække drue … eller hovedrue samt land. Keeper og jeg måtte dele førstepladsen med 12 point hver … eller halvdelen rigtigt, hvilket vel egentligt ikke er så ringe endda. Vores sygeplejerske endte vistnok sjok, men det er også kun anden eller tredje gang, at han har været med, så det må bestemt være en gyldig undskyldning.
Ellers – som vanligt – en sjov og hyggelig aften med god musik, masser af sjove indslag og historier … og ikke mindst gode vine. Et stort tak til Brix for en flot aften, som selvfølgelig efterfølgende endte i en bytur med oktobertelt, grosse beer og masser af klog snak.