Sidder her og skriver, mens alkoholen og tømmermændene i synkron tempo langsomt opløses i min ellers solide krop, som dog pt. føles en smule ramt. I går var jeg vært for endnu et byggemøde. Og meget symbolsk blev det afholdt netop under den overdækkede terrasse, som for nogle år tilbage egentlig startede byggemøderne.
Vi skulle drøfte, hvordan den overdækkede terrasse skulle laves, men endte med alene at drikke vin. Og det blev en lille tradition. At holde såkaldte byggemøder, hvor vi blot drikker vin og spiser god mad. Og jeg måtte selv bygge min terrasse … uden hjælp fra “byggesjakket”. Men i går sad vi så under selvsamme terrasse til en aften, som jeg havde planlagt skulle være med temaet; “en mandeaften med vin & musik”.
Byggesjakket var ikke intakt, idet Coco aka. Danmarks grimmeste sygeplejerske var arbejdsramt, men ellers kom alle løsarbejderne, sjakbejs Jesper … til dagligt kaldt paphovedet, den storsnakkende, wanna-bee Lyngvild og Tånums svar på Otto Leisner aka Brix – også kendt under navnet “nullermanden”, kuli Keeper og arbejdsdrengen Flemming – ung i arbejde.
Da vi manglende Coco, så manglende vi selvfølgelig én til at svine Tånum-Kaj til, men det havde Coco løst ved at sende en SMS med teksten; To ting er uendelige; universet og Brix’s dumheder … og når det gælder universe, er jeg endda ikke helt sikker.
Jeg havde valgt 14 vine, hvilket selvfølgelig er alt for mange, men det gør heldigvis også, at der er godt med slanter til de kommende dage. Og de 14 vine skulle serveres parvis – to ad gangen – med en lille overskrift eller tema, som måske kunne være vejledende eller vildledende. Samtidig ville jeg krydre det ekstra med et stykke musik, som skulle være med til at illustrere og fortælle lidt om vinene.
Måske en kende ambitiøst, når man kender byggesjakket … men hvo intet vover, intet vinder.
Madmæssigt får I lige aftenens menukort (og de 7 vinøse overskrifter for vinene):
Brød & dyppelse
På den madmæssige front startede vi med en hjemmebagt brød … god økologisk mel, bagt i støbejerngryde i ovnen. Hertil lidt humus, tomatpesto, almindelig grøn pesto, en herlig pesto på ruccola og lidt citroner samt en olie med smag granatæbler. Det er sgu altid godt med brød, dyppelse og god vin.
Sprøde rejer i panko på hjertesalat a la Caesar
Første snack var denne fantastiske ret. Det er kæmperejer, som kommes i pankorasp, fritteres og kommes ovenpå en blad hjertesalat med lidt dressing og parmesanflager. Hvor passer disse ting bare rigtigt godt sammen. Jeg kunne ikke skaffe pankorasp, så jeg måtte lave det selv. Hvidt brød (uden kanterne), som rives og tørres i ovnen. Tror også, at de små hapsere faldt i alles smag.
Flæsk/persille/ris
En lille moderne udgave af den traditionelle flæsk med kartofler og persillesovs. Her blev det en lille forret med bacon bagt med ahornsirup og chili, en udgave med mørdej samt en lille risotto med persille. Jeg fik lavet en super risotto … men glemte i farten af komme persille i. Men sig det ikke til nogen, for byggesjakket var tilfredse med retten.
Musling/bacon/citron
Næste ret var kammuslinger på spyd, og så ellers bacon viklet omkring. Så blev de grillet sammen med nogle halve citroner. Saften fra de grillede citroner blev derefter presset over grillspyddene. Nemt … og hvor klæder kammuslinger, bacon og citron dog hinanden. Jeg har desværre ingen foto af denne ret.
Løgtærte med parmaskinke
Endnu ikke lille snack, en løgtærte med lidt god parmaskinke ovenpå. Nemt, og smager ret godt.
Ribbensandwich
Til en rigtig mandeaften hører mandemad … og en god ribbensandwich med hjemmelavede boller, god rødkål og hjemmesyltede agurker falder i den kategori.
Pizza
Jeg er efterhånden blev ganske ferm til at lave pizzaer på weberen … hvis jeg selv skal sige det. Det skulle byggesjakket selvfølgelig mærke, så jeg lavede 3 forskellige pizzaer, en pizza bianca med tynde kartofler og rosmarin, en med oksekød og artiskok samt en pepperoni med jalapeños. Sidstnævnte var en anelse for stræk for Tånum-drengen. Billedet er taget, da pizzaerne var kolde … sorry.
Currywurst
Sidste hovedret hører vist også til i mandekategorien, nemlig currywurst. Den tyske klassiker. For helvede … der findes endda i Berlin et museum for currywurst.
Ostelagkage
Vi sluttede med lidt sødt … en ostelagkage, hvor opskriften stammer fra Gl, Skovridergaard i Silkeborg. Lidt af en klassiker der.
Det med vinene og musikken gik egentlig ganske fornuftigt. Her får i lige det samlede overblik over temaerne, vinene og de valgte sange.
For tekniknødderne … effekten af melolaktisk gæring
- 2010 Cannonball Wines, Sonoma County Chardonnay, Californien, USA
- 2014 Clos de Fous, Chardonney Locura 1, Cachapoal Valley, Chile
One – U2 / Johnny Cash
Hvad var mere oplagt end at starte med nummer 1 … One. To versioner af sangen, først med U2, hvor lydbilledet er fyldigt, smukt, stort, helstøbt og moderne. Og så med Johnny Cash, bare guitar og klaver, helt nøgen, mere rå, usleben og skarp. Dette skulle illustrere forskellen i de to vine, begge på Chardonnay, hvor den første har fået malolaktisk gæring og den næste er lavet uden melolaktisk gæring.
Godfathers enke og en lastbilchauffør
- 2012 Weingut Bernhard Huber, Spätburgunder Alte Reben Trocken, Baden, Tyskland
- 2010 Andrea Oberto, Barolo Albarella, Piemonte, Italien
Across the Universe – Fiona Apple / Beatles
Et lidt kryptisk tema, hvor godfathers enke referencer til, at Benhard Huber jo blev kaldt godfather af Kaiserstuhl, men desværre døde i 2014, hvorfor vinhuset i dag drives af hans hustru og børn. Lastbilchaufføren refererer til Andrea Oberto, som jo netop var lastbilchauffør inden han blev vinproducent.
Og igen musisk med samme nummer Across the Universe, hvor udgaven med Fiona Apple er klassisk, moderne, smuk, enkel og elegant. Tempoet er sat lidt ned og signalerer tydeligt, at dette her kan jeg sgu. Lidt ligesom Hubers Spätburgundere. Og selvfølgelig Beatles … mere klassisk kan det næppe blive. Ægte, autentisk … og 38 år ældre end Fiona Apples udgave. Det er bare godt.
Den gamle stamfader fra skyggen … i forskellige afskygninger
- 2008 Domaine Guion, Bourgueil Cuvée Prestige, Loire, Frankrig
- 2014 Ampeleia, Cabernet Franc, Toscana, Italien
Mack the Knife – Lou Donaldson / Ben Webster
Cabernet Franc i 2 afskygninger, og formentlig fra de to områder, hvor ren Cabernet Franc vine laves allerbedst, nemlig Loire (selvfølgelig) og Toscana. Og til at følge vinene på vej, så havde jeg valgte det gamle jazznummer Mack the Knife, først i udgave fra 1959, hvor den 33-årige Lou Donaldson viser hans dygtighed i bedste blues/jazz/soul vis. Og så i en udgave fra 1965, hvor den 56-årige Ben Webster spiller nummeret tilbagelænet, luftigt … hvor var han dog eminent.
Det minder jo om
- 2010 Bodegas Puiggròs, Signes, Cataluña, Spanien
- 2012 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien
Smells Like Teen Spirit – Tori Amos / Nirvana
Næste tema, hvor de to valgte vine måske minder om noget andet, den spanske minder lidt om en italiensk Nebbiolo og den italienske minder måske om en Bordeaux. Og igen musikalsk fulgt til døren af det vel efterhånden klassiske grunge-nummer Smells Like Teen Spirit, først i en skrøbelig og sart udgave med Tori Amos. Hun gør nummeret til sit eget … man kan høre, at man har hørt det før … men hvilket nummer er det egentligt. På den måde bestemt nogle ligheder med vinen Signes fra Bodegas Puiggròs.
Og med Nirvana kommer der selvfølgelig mere kraft på … lidt på samme måde, som Do Ut Des IGT egentlig i starten virker lidt stram og grøn … men med lidt luft bliver kraftig og volumiøs. Det er powerblend på 1/3-del af druerne Cabernet Sauvignon, Merlot og Sangiovese.
Der sætter vi grænsen
- 2013 Weingut Rosi Schuster, Blaufränkisch, Burgenland, Østrig
- 2010 Weingut Juris, Syrah Juris Villa, Badacsony, Ungarn
Black Wings / Russian Dance – Tom Waits
To vine på hver siden af grænsen … grænsen mellem Østrig og Ungarn. Og hvem kan bedre fortolke det end gode, gamle Tom Waits, som jeg næsekuld har beundret siden jeg var en ung knøs. Med nummeret Black Wings bliver det skummelt, skævt, krydret, lidt drævende … men smukt underneden. Sådan lidt som en Blaufränkisch, mens han går fuldstændig grassat på nummeret Russian Dance, underlidt, mærkelig som en kosakdans, men alligevel bekendt og vidunderligt. Sådan er vinen Syrah Juris Villa fra Weingut Juris.
Et tilbud, du ikke kan afslå … og en kvindelig komiker
- 2011 Tenuta Terre delle Nere, Etna Rosso Santo Spirito, Sicilien, Italien
- 2012 Vinding Montecarrubo, Il Carrubo, Sicilien, Italien
Space Oddity – Exitmusic / David Bowie
For at lede byggesjakket lidt på vej havde jeg valgt ordsproget fra filmen Godfather … I’m going to make you an offer, you can’t refuse. Tænkte at det måske kunne lede dem mod mafiaens højborg Sicilien. Referencen til vulkanen Etna på Sicilien via komikeren Dane Edna var nok et resultat af en brist i min hjerne og mere way out … men hvad, det var musikken også.
Space Oddity i to udgaver … først en moderne udgave med Exitmusic og så med Bowie himself. Svævende og fyldt med energi, kraft forener elegance, fylder og dominerer.
Arvingerne … og hvorfor arv betyder noget?
- 2009 Domaine Vincent Paris, Cornas Granit 60 Vielles Vignes, Rhône, Frankrig
- 2007 A. Clape, Cornas, Rhône, Frankrig
Poor Edvard / Fish and Bird – Tom Waits
Hvordan kan man slutte bedre end to gamle vingårde. Musisk kan det kun ledsages af poesi, så der havde jeg igen valgt Tom Waits til at fortolke det. Først med sangen Poor Edvard, som har et kvindelig ansigt på hans baghoved. Det kan ikke opperes væk, holder ham vågen om natten med historier fra helvede. Det ender med, at den stakkels Edvard må hænge sig … og hende.
Fish and Bird er en rigtig sømandsvise, som handler om en lille fugl, som forelsker sig i en hval. Et umage par kan man vist roligt sige, men kærligheden overvinder – som bekendt – jo alt. Synes ikke, at jeg kunne beskrive de to sidste vine på anden måde … eller det blev i hvert fald den måde, som jeg gjorde det.
Det er selvfølgelig link til beskrivelse og vurdering af vinene.
Med 14 vine, hvor der skulle gættes hoveddrue og land, så var der hele 28 point at løbe efter. Der blev to vindere, nemlig kuli Keeper og Lyngvild, som begge endte på 4 point, mens Flemming skrabede 2 point og Falk 1 point sammen.
Det var ikke kønt, men det blev en rigtig hyggelig aften. Jeg havde egentlig gjort klar til, at vi – i løbet af aftenen – kunne fortsætte indendørs, men den hyggelige stemning under den overdækkede terrasse var god, så med lidt hjælp af ild i bålstedet, deraf følgende godt med røg og et par varme tæpper, så var der ingen, som hellere ville ind.
Som et lille minde havde jeg lavet en CD til drengene med aftenens sange. Coveret selvfølgelig med stemningsfotos fra nogle af vore minderige aftener.
Altså altid en fornøjelse for andre end deltagerne at læse om disse byggemøder. Det er til stor inspiration og må tage sin tid at forberede alt dette + tanke-virksomhed én masse ! 🙂
Hejsa Lars.
Takker … og ja, det kræver lidt overvejelser, men det er en sand fornøjelse.
Hvilke vine, hvilken rækkefølge, hvilken mad og nu også temaer og musik? Nogle gange gør man det også svært for sig selv. Men det gælder jo, når alt kommer til alt, om hyggen, snakken og kammeratskabet, hvor vinen jo blot en af de ting, som danner rammen og undskyldningen for at mødes. Men en vigtig ramme selvfølgelig.
Bedste hilsner
/Ulrik