2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienBrunello har nogenlunde samme effekt på folk som Barolo … folk nikker med hovedet, når de læser navnet Brunello på etiketten. Med denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Collemattoni er der bestemt grund til at nikke – ja faktisk ryste hele kraniet voldsomt – for det er sgu klassevin og mit absolutte højdepunkt i den toscanske smagning forleden.

Dermed ser det også ud til, at Montalcino tager næste point i tvekampen – dermed scoren 2-0.

Azienda Agricola Collemattoni Di Bucci Marcello ligger omkring 5 kilometer syd for Montalcino by ved Sant Angelo in Colle, og drives – som navnet fortæller – af Bucci familien. Vingården kan dateres helt tilbage til 1672 og familien Bucci som vinbønder til Bucci 1798, hvor registreringer i de offentlige registre omtaler Giuseppe Bucci som landmand og leder af en stor familie.

I dag ejes og drives vingården af Marcello Bucci, der med hjælp fra både forældrene Ado og Vera samt onkel Franco fortsætter familiens traditioner gennem mange generationer.

Familie ejer samlet 7 hektar vinmarker, og markerne er fordelt på 4 parceller, nemlig marken Sesta mellem Sant Angelo og Castel Nuovo del Abate, Fontelontano i bakkerne ved Sant Angelo in Colle, Di Cava i Castel Nuovo del Abate og endelig marken Collemattoni, som ligger tæt på gården er har givet navn til vinhuset.

Den årlige produktion er i dag på 25.000 flasker Brunello di Montalcino, 25.000 flasker Rosso di Montalcino, 10.000 flasker Adone IGT og i specielt gode årgange 2.500 flasker Riserva Brunello Fontelontano. Siden 2012 har vingården været certificeret økologisk.

Denne Brunello er selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso, lavet på store temperaturstyrede, rustfrie ståltanke ved 28-30 grader, maceration 28-40 dage og derefter med 36 måneders lagring på store slovenske fade.

Og hvilken herlig vin, som i næsen er skøn animalsk med lethed, lyse blommer, kirsebær, sød tobak, vanilje, kanel, blomster, lavendel og bare en total balance, elegance og imødekommenhed uden lige. I munden er vinen blød, let, cremet, elegant med blommer … næsten blomme i Madeira, virkelig dyb frugt, karamel, lakrids, tobak og lidt slutsødme i finalen. Det bliver aldrig for sødt, idet syren er meget præcis og til stede til at afbalancere tingene. Hvor er dette dog bare godt. Far er glad.

Forhandles af Toscavini, pris 249 kr.

Rating 6,5/7 

2 tanker om “2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien”

  1. Hej Houlberg,

    Hvis du kan li´ Collemattonis normale, så vil du være eksalteret over flagskibet Fontelontano. Smagte 04´eren forleden – og det er altså godt! Meget moderne i stilen og med beskedne 15.5%, det bliver heldigvis aldrig “for meget”. Rart at vide, at man har 3 flasker liggende i skabet….:-). Du må jo sige til, hvis du kommer til Djævleøen. Har også en enkelt 04´er af den vin, du anmelder her, og det er vel også ved at være tiden med den.

    Hilsen Lars

  2. Hej Lars
    Collemattoni er fantastisk … glad for, at jeg bestilte nogle flasker af vinen. Og vildt, at de laver én, som er endnu bedre. Lyder som en vin, som jeg på et tidspunkt skal ha’ tjekket ud. Det var første gang, at jeg smagte en vin fra huset, som er forholdsvis nyt hos Toscavini. Og tak for indbydelse …
    Bedste hilsner herfra hovedlandet.
    Ulrik

Skriv et svar