2010 Familia Zuccardi, Zuccardi Zeta, Mendoza, Argentina

2010 Familia Zuccardi, Zuccardi Zeta, Mendoza, ArgentinaEfter en amerikansk slagside i de oversøiske vine til seneste byggemøde, så var næste vin dog argentinsk … nemlig denne Zuccardi Zeta fra vinhuset Familia Zuccardi, som holder til i Maipú provinsen, lidt øst for Mendoza by.

Der driver de – foruden vinhuset – også restauranten Casa del Visitante.

Vinhuset er grundlagt i 1963 af ingeniøren Alberto Zuccardi, som allerede i1950 slog sig ned i Mendoza. I starten af 1960’erne begyndte han at plante nogle vinstokke og eksperimentere med et system for kunstvanding. Det var et system, som han selv havde opfundet baseret på metoder, som ellers kun bruges i Californien.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Alberto Zuccardi ville lave vin. Han ville bare afprøve afvandingssystemet i praksis, og til det formål anlagde han en mindre vinmark. Forsøget var meget vellykket, og samtidig blev han grebet af vindyrkning, således det blev startskuddet for vingården.

I dag drives vingården af 3. generation i form af Sebastián Zuccardi, som dog får hjælp af faderen José Alberto, mens broderen Miguel står for gårdens produktion af olivenolie, ligesom søsteren Julia har ansvaret for restauranten. Med andre ord et rigtigt familieforetagende.

Men det er et pænt stort familieforetagende, for Familia Zuccardi har i dag ikke mindre end 837 hektar vinmarker, fordelt med 37 hektar på La Consulta, 55 hektar på Vista Flores og 90 hektar på Altamira … i Valle de Uco. Derudover 475 hektar i Santa Rosa og endelig 180 hektar i Maipú. 35% af vinmarkerne drives økologisk.

I september 2015 blev winemaker Sebastián Zuccardi for anden gang kåret til “Winemaker of the Year” i Gaucho Annual Winemaker Awards i London. Wine Enthusiast har nomineret Familia Zuccardi til New World Winery 2015 og Decanter har udråbt José Alberto og Sebastián Zuccardi som værende blandt de fem mest indflydelsesrige personligheder i argentinsk vin.

Zuccardi laver vine under 3 brands, nemlig Zuccardi, Santa Julia og Malamado. Under Zuccardi brandet er vinene delt op i serier, bl.a. Serie A, Q, specialiteter samt Icon vine.

Denne Zuccardi Zeta er lavet på 87% Malbec og 13% Cabernet Sauvignon, alle fra ca. 40 år gamle vinstokke. Fremgangsmåden er den samme som med Zuccardis anden topvin med en grundig håndsortering både før og efter afstilkning af druerne. Gæringen starter spontant med de i kælderen naturligt forekomne gærstammer. Efter gæring og maceration over ca. 30 dage lagrer vinen i franske fade i omkring 12 måneder inden den endelige blanding.

Næsen er sådan godt fyldig med mørke bær, solbær, svag blomme, saft og kraft, lidt kaffe og kakaopulver, lakrids, grønne grene, vanilje … men virker til at hænge godt sammen. Intet stikker ud og virker meget tillokkende med svag blomsternote til sidst.

I munden er der selvfølgelig også saft og kraft, fed og cremet, men det bliver her ikke for voluminøs, for der er både syre og godt med tanniner i vinen. Der er syrlige mørke bær, solbær, blommer, let peber og virkelig tør.  Måske aftenen bedste vin.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 259 kr. ved køb af 1 flaske og 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7