2013 Viña Errazuriz, Merlot Max Reserva, Aconcagua Valley, Chile

Byggemødet bød også på denne Merlot Max Reserva fra det store chilenske vinhus Viña Errazuriz, som er et af Vinspecialistens store sællerter og et vinhus, som jeg tillige også har skrevet om her på bloggen nogle gange.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden.

Og husets Cabernet Sauvignon Estate er da også kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, mens en af husets topvine Viñedo Chadwick tidligere har vundet en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux.

Vinene hos Errazuriz er opdelt i 4 serier, nemlig først Estate Reserva, som er husets basisvine, Reserva fra specialudvalgte marker og en videreudvikling af Estate Reserva-vinene, ofte med lidt længere/intens fadlagring. I denne serie finder vi bl.a. de populære Max Reserva vine, og det er netop én af disse, som vi her har fat i.

Så laver huset og en serie med specialiteter, fx Single Vineyard, Wild Fermented, Organic og Late Harvest og i toppen deres ikonvine, som fx Viñedo Chadwick, Seña, Founder’s Reserve og KAI.

Denne Merlot Max Reserva er lavet med druer, som efter høst er håndsorteret. Efterfølgende kværnes de, og gæringen foretages med kunstgær ved 24-28 grader. Under gæringen foretages der jævnligt pumpovers, dels for at give vinen mere farve og aromastruktur, dels for at polymerisere de reaktive tanniner, der ellers vil give vinen den for Merlot klassiske duft af grøn peber. Vinen lægges derefter på 85% nye franske egetræsfade i 12 måneder, mens der foretages en malolaktisk gæring.

I næsen er det solmoden frugt … og den megen sol fornægter sig ikke. Der er solbær, blommer og næsten rosiner, læder, chokolade, lakrids, mynte, Tea Tree Oil, blomster og sødme. I munden er der saft og kraft, solbær, stor tæthed, let peber, lidt bitter chokolade og godt med tanniner. Meget ren frugt, og bestemt vellavet vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen normalt er 125 kr., men pt. på bud til 100 kr.

Rating 4/7  

Skriv et svar