Kategoriarkiv: Besøg hos vinproducenter

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg på Cobue inkl. dinner med naboer

Azienda Agricola Cobue ligger på lokationen Cobue Sopra tæt ved Pozzolengo i Lombardiet ikke langt fra det majestætiske 66 meter høje San Martino della Battaglia tårn. Cobue var sidste destination på vores første dag rundt til vinproducenter på vores Lugana International Press Tour.

Hos Cobue skulle vi samtidig afslutte dagen med en light dinner sammen med Gilberto Castoldi fra Cobue, men også med 4 andre Lugana producenter, som også havde taget lidt vin med til middagen. Der var med andre ord lagt op til en fin afslutning af første dag.

Og med udsigt til både god vin og mad, så fik vi bussen parkeret og spadserede af stien til ned til det totalt tjekkede vinhus, der også har udlejning af 6 moderne lejligheder, en afdeling med spa, wellness og swimmingpool foruden moderne smagslokaler.

Faktisk består Cobue af 3 bygninger … hovedbygningen med butik, smagelokaler, lejligheder og wellness afdeling, et topmoderne vineri nærmest bygget godt skjult ind i landskabet og så den oprindelige gamle bygning, der tidligere har huset et kloster.

Foran hovedbygning blev vi mødt af Gilberto Castoldi, som bød os velkommen til Cobue og så startede vin ellers med en udendørs tur rundt på vingården, bl.a. oppe på bakken ovenover vineriet, hvor vi kunne beundre udsigten … bl.a. til  Torre di San Martino. Imens fortalte Gilberto Castoldi lidt om Cobue vinhuset,

Azienda Agricola Cobue

Cobue er et af de nyere vinhuse i Lugana og blev købt i 1971 af Gettuli familien, men drives i dag af Gilberto Castoldi og søsteren Simona som den 3. generation på vingården. De har overtaget driften fra far Aurelio Castoldi og hans hustru Laura.

Gården stammer tilbage fra 1770 og har tidligere været et lille nonnekloster, hvor der i forlængelse var stalde. Driften har da også oprindelig været almindelig landbrugsdriften med fokus på kvæg.

Men der har nok også altid været lavet vin på stedet, for overfor klosteret var der en gammel grotte og vinkælder. Det er der, at man i dag har bygget det moderne vineri.

Samlet ejer Cobue 25 hektar, men heraf er alene 17 hektar vinmarker, som drives så økologisk som muligt … men man sprøjter hvis det er nødvendigt. Ellers sørger man egentlig blot for at klippe græsset mellem vinstokkene.

Den årlige produktion udgør ifølge Gilberto Castoldi omkring 100.000 flasker vin og heraf er alene 8.000 flasker rødvin. Det er derfor Lugana vinene, som er de vigtigste på vingården og de laves i flere udgaver, men fælles for alle hvidvinene er, at der slet ikke anvendes egefade i produktionen.

For Gilberto Castoldi hader eg … og han fortalte, at der aldrig, så længe han lever, vil blive brugt eg i produktionen af Lugana vinene på Cobue.

Besøget på vingården

Efter turen på græstaget, så gik vi i vineriet, som er topmoderne. Man var lige gået i gang med produktionen af de mousserende vine, så der er god aktivitet.

Gilberto Castoldi viste os nogle flasker af de mousserende vine, der havde et tryk på 6 bar. Det var en hvid 2018 Spumante lavet på den røde drue Groppello, men altså ikke en Lugana vin. Han fortalte samtidig, at de alene laver vinene med druer fra egne marker.

Selvom Gilberto vitterlig HADER egefade i Lugana vinene, så fandt vi dog også en række egefade i kælderen, men de var fyldte med de få rødvine, som der laves på Cobue.

Efter rundturen, så gik turen over til hovedbygningen, der virkelig er smukt og moderne indrettet. Der er virkelig styr på tingene og havde også dækket op til os … klar til en vertikalsmagning og middag.

Vinsmagning og italiensk dinner

For første gang under vor tur skulle vi have en decideret vertikalsmag og det blev med Cobues basis Luganavin, som de har kaldt Monte Lupo, i årgangene 2018, 2017, 2016 og 2015 og så lige suppleret med deres Lugana Camp 8 i årgang 2019.

Dermed så HEAT 1 sådan her ud:

Det var superfint at smage samme vin i 4 årgange og der var faktisk stor forskel på vinene, hvor 2015’eren var suverænt bedst, mens de to yngste stod svagest … men det kan i jo læse om i mine kommende anmeldelser.

Derefter blev der lige et break inden middagen … og der dukkede der lige 4 andre Lugana producenter op, nemlig:

Francesca Fiorentini fra Citari
Matteo Silva fra Cantina Ceresa
Marco Raengo fra Malavasi
Alessandro Cutolo fra Marangona

De havde alle taget en af deres vine med til middagen og menuen havde allerede ligget foran os på bordet … fristende, spændende og samtidig lidt uforståelig udover genkendelige ord som tartare, burro og risotto, men det gjorde bare forventningen endnu større.

Og lad os da bare lige gennemgå retterne:

Per Iniziare: Tartare di trota marinata agli agrumi del Garda finocchietto e aneto

Til at begynde med fik vi tatar. Det ligner måske almindelig tatar, men det er en ørredtatar, der er marineret med lokale citroner fra Garda suppleret lidt fennikel samt dild. Dertil fik vin endnu en Cobue Lugana vin, nemlig deres Monte Lupo blot i nyeste årgang 2020.

Poi: Risotto all’ortica con tinta affumicata

Derefter fik vi risotto … en risotto lavet med brændenælder og nogle røgede noter. Jeg elsker risotto og italienerne forstår virkelig at lave lave den al dente. Hertil smagte vi vist de næste par vine … en 2020 Lugana Conchiglia fra Citari og en anden Lugana 2020 fra Cantina Ceresa … og begge vine blev kommenteret af henholdsvis af Francesca Fiorentini og Matteo Silva.

A Seguire: Filetto di salmerino al burro e bietoline

Så fulgt endnu en fiskeret … en røget sø-ørred fra Gardasøen serveret sammen med smørstegte sølvbeder. Det er sjovt med fisk fra Gardasøen, som har denne specielle smag af sø og dermed i mine øjne mangler den friskhed, som havvandet normalt giver.

Men vinmæssigt smagte vi igen to vine, som blev kommenteret af de to vinmagere; Marco Raengo fra Malavasi med vinen San Giacomo Lugana og Alessandro Cutolo fra Marangona med deres Lugana TreCampane.

Infine: Bianca mangiare alle vaniglia e frutti rossi

Det forstod jeg næsten 100% … en slags hvid panna cotta med vanilje og røde frugter. Dejligt med lidt sødt efter fiskeretten og Gilberto Castoldi fandt hurtigt en passende vin til … en Lugana Vendemmia Tardiva 31 Ottobre.

Dermed bestod det HEAT 2 af disse vine:

Som vanlig har jeg anmeldt alle vinene og skrevet lidt om de øvrige vinhuse, som deltog i middagen … og der er links ovenover.

Men samlet blev det en utrolig hyggelig aften. Vi sluttede – som man altid gør i Italien – med en kop kaffe. Jeg bestilte en cappuccino, men sætte inkassere et stort grin fra alle … man bestiller tilsyneladende en espresso efter et måltid og ikke cappuccino.

Men det holdt jeg imidlertid fast i og fik også hjælp fra Francesca Fiorentini, der fortalte alle, at hun selv var underlig og kan li’ ananas på sin pizza 🙂 Snart var klokken dog godt over 23.00 og det var tid til returnering til hotellet … alle godt trætte efter en dejlig og hård dag med masser af vin, snak og … mad.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg på Corte Sermana

Dagens 3. besøg i Lugana blev hos den rare Filippo Bottacini, hvor vi fik vor lille vinsmagning af hans vine på Corte Sermana i haven under to gamle træer … totalt italiensk og vildt idyllisk.

Corte Sermana er et lille, nyt og mere ydmygt vinhus end de to forrige, men var så tredje stop på den første hele tourdag af vores Lugana International Press Tour arrangeret af  Consorzio Tutela Lugana DOC.

Corte Sermana ligger kun små 1-2 kilometer fra vor sidste besøgte Le Moretto, så vi er dermed fortsat tæt på San Benedetto di Lugana, men Sermana ligger lidt længere mod vest  faktisk nærmest på grænsen mellem Veneto og Lombardiet.

Vi blev modtaget af Filippo Bottacini, der driver vingården sammen med sin bror Nicolo, der havde travlt ved vineriet. Efter den formelle velkomst, så fik vi en rundvisning på vingården … først i vinmarken og så bagefter i selve vineriet.

Corte Sermana

Filippo og Nicolo Bottacini driver deres vingård med 6 hektar vinmarker, der ligger lige op til gården, som tidligere i 1990’erne har været et almindeligt landbrug for opdræt af kyllinger. Det var først i 2009, at brødrene overtog gården og startede med at lave vin.

Filippo var egentlig uddannet automekaniker, men havde efterfølgende taget en uddannelse indenfor vin og havde derfter også arbejdet en periode i Sancerre. I dag driver de så vingårdens 6 hektar vinmarker … fortsat med lidt høns, kyllinger og 3 stædige æsler, som vor søde Ambra Berardi også blev ganske betaget af … den tager vi lige lidt senere.

Brødrene driver Corte Sermana som et helt konventionelt vinbrug, men uden brug af kemikalier. I stedet anvendes grøn høst i alle deres marker, som også passes med håndkraft. For at undgå, at fuglene tar’ alle druerne, så har brødrene et række falke på deres marker … og de holder alle fugle på god afstand.

Deres 6 hektar marker er opdelt i 6 bloks … og hver blok vinificeres separat og Filippo fortalte, at klimaforholdene er forskellige fra år til år, hvorfor man ikke starter høsten med samme mark hvert år, men at det faktisk er totalt afhængig af årgangen.

I vineriet arbejdes med 100% afstilkning, 10-12 timers maceration og presning af druerne i tæt vakuum, så man dermed i videst muligt omfang undgår oxidering i vinene.

Vineriet er langt mere simpelt en de første vinhuse, som vi besøgte, for det er nærmest en stor hal med store ståltanke. Og alle vinene er da også lavet i ståltanke … men med deres Riserva har 10% dog lagret en smule på tonneaux egefade.

Husets samlede produktion ligger på 25.000 flasker årligt, men målet er 50.000 flasker. Produktionen er fordelt på 7 forskellige vine samt 2 grappa’er. Og heraf er altså 5 af dem Lugana vine.

Besøget

Filippo Bottacini er en utrolig rar og venlig mand … han viste stolt vinhuset frem. Han er helt nede på jorden og fortalte velvilligt hele historien om Corte Sermana.

Da vi havde været omkring vinmarker og vineriet, så gik vi tilbage mod selve hovedbygningen, hvor Filippo har sit kontor og vinbutik … og såmænd også en lille stald med de stædige æsler. Men udenfor i haven var der dækket fint op under to træer, hvor de første blade lige vare begyndt at blive gule.

Vi var imidlertid forkælet med et godt vejr … 28 grader og kun få skyer på himlen. Det var med andre ord perfekt for dagens tredje vinsmagning, så vi satte os hurtigt til bords. Ved hver plads havde Filippo lavet en udskrift om huset og de vine, som vi han nu ville servicere for det lille team af vinjournalister.

Smagningen i haven

Filippo Bottacini havde nemlig forberedt 7 vine, som han havde klar i en is køler foran os … 2 mousserende vine, 2 almindelige Lugana vine, 2 Riserva vine og en enkelt sent høstet dessertvin.

Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Ovenover er der som vanligt links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.. Jeg kan dog godt afsløre, at Bottacini brødrene bestemt godt kan lave god vin og trods deres størrelse, så var besøget bestemt et af de mest mindeværdige besøg på vor tur.

Selvom vi jo tidligere havde fået frokost på Tenuta Roveglia, så kunne vi selvfølgelig ikke bare smage vine uden lidt så, så udover de næsten obligatoriske små poser med grissini og tarallini monodose, så kom der også lidt gode parmasan oste på bordet. Italiensk gæstfrihed omfatter altid mad … elsker italienerne.

Derefter sluttede vi besøget … men Ambra Berardi og flere andre skulle selvfølgelig lige se æslerne, mens Filippo Bottacini tog os med ind i den lille butik og insisterede på, at vi hver skulle have en af hans vine med som en lille gave. JC og jeg insisterede på, at han satte en autograf på etiketten … helt som en vaskeægte rockstar.

Vi slutter derfor med et foto af Ambra Berardi og det elske æsel samt et foto af den signede flaske. Da Ambra skulle giftes indenfor den kommende periode, så håber vi ikke, at hendes kommende mand bliver for misundelig på æslet … der nok også som Filippo følte sig som en vaskeægte rockstar.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg på Le Morette

Det andet besøg på vor Lugana International Press Tour var til vingården Le Moretto. Godt mætte efter en klassisk italiensk light lunch, så væltede vi nærmest ud af bussen klar til smage mere vin, men ikke mindst opleve endnu et vinhus.

Vi var måske en anelse forsinket, så det blev et effektivt besøg, men vi nåede dog det hele … først en rundvisning og en smagning af 8 af husets Lugana vine.

Vi blev modtaget af den energiske, selvsikre og tjekkede Fabio Zenato, som storsmilende startede med at vise os  vingården … først ud i markerne og derefter i det imponerende og moderne vineri … inden vi havnede i det flotte og stilsikre smagslokale,

Dér var der gjort klart til vores lille vinsmagning. Educational Tour in Lugana – Consorzio Tutela Lugana DOC – 15th september 2021 stod der helt korrekt på dækkeservietten under hver plads.

Le Morette

Vinhuset Le Morette også kaldet Azienda Agricola Valerio Zenato ligger i San Benedetto di Lugana. Det er grundlagt af Gino Zenato i 1955 … i starten mest med fremavl af vinplanter, men det blev hurtigt suppleret med egen vinproduktion.

I 1981 blev driften overtaget af hans søn Valerio Zenato og han øgede produktion af kvalitetsvine, hvilket også betød tildeling af flere priser for vinene. Valerios vine blev nemlig hurtigt kendt for deres markante mineralitet og struktur – de typiske egenskaber i Lugana – og han fortolkede dette i en elegant og raffineret stil.

I dag er det dog Valerios 2 sønner Fabio og Paolo, der som 3. generation har overtaget driften af vinhuset. De står nu i spidsen for arbejdet med 30 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 store marker … to i San Benedetto di Lugana en nær Sirmione og yderligere 20 hektar marker i Veneto til røde og rosé Bardolino vine.

De har også midt i den ene 10 hektar store mark i San Benedetto i 2013 bygget et topmoderne vineri. Byggeriet er også lavet efter alle kunstens regler med design inspireret af traditionelle vingårde, men med nyeste teknologi i vineriet, en stor vinkælder i 9 meters dybde under jorden med murede hvælvinger, kontrolleret temperatur og luftfugtighed optimal designet til vinlagring.

Det betyder, at man kan udnytte tyngdekraften ved produktionen af vinene. Samtidig er vinhuset næsten også selvforsynende med el via et stort 92 KW integreret solcelleanlæg … og kravler du op på taget eller i et af husets to tårne, så er der en smuk udsigt til de omkringliggende marker.

De laver i dag primært Lugana vine, men også røde og rosé Bardolino vine, men kernen er fortsat den planteskole, som Gino startede med.

Det betyder, at alle de vinstokke, der plantes i området stort set alle kommer fra Le Morette og efter vor vinsmagning viste Fabio os også, hvordan man poder en vinstok med en ny sort. Det sker med en lidt speciel maskine

Det har vinhuset selv gjort for flere af deres marker og Fabio fortalte, at det er langt mere økonomisk end fx at hive vinstokke op og plante nye sorter. Med en podning med en ny sort, så vil man ret hurtigt kunne høste igen og langt hurtigere end ved nye vinstokke, som kræver mindst 3-4 år for at give anstændige druer.

Besøget

Vi startede rundvisningen på Le Morette ude i vinmarkerne, hvor Fabio Zenato Viste os den hårde lerjord, som de arbejder med i de meste af Lugana området.

De bruger – som mange andre producenter – afvandingssystemer, men for at disse kan virke ordentligt, så kræver det åben jord, som Fabio kaldte det. Det betyder, at jorden lige rundt om vinstokkene ikke må være helt tæt, men skal være nærmest pløjet op, for ellers vil vandet have svært ved at trænge igennem laget af hård ler.

Vi så på senere besøg i Lugana nogle konkrete eksempler på, hvor hård denne type ler kan blive … faktisk så du vil tro, at der en sten og ikke ler. Men det er jo også det, som gør vinene fra Lugana unik og specielle.

I vinkælderen – der ligger 9 meter nede under jorden – fik vi set vineriet med de store tanke og selve lagringskælderen med murede hvælvinger.

Undervejs fortalte Fabio lidt om vinhuset, historien, om Lugana og deres vine, men det er var forholdsvis hurtigt rundfart, så derfor havnede vi snart i smagelokalet … klar til at smage Fabio vine.

Vinsmagningen

Det moderne og tjekkede smagelokale hos Le Morette stod i skærende kontrast til den istandsatte staldbygning hos Tenuta Roveglia, men der var lige så meget styr på tingene. Fabio Zenato Havde nemlig god hjælp fra Valentina Frignani, som havde forberedt en række vine, som vi skulle igennem. Samlet blev det et felt bestående af disse vine:

Undervejs fortalte Fabio om, hvordan vinene var lavet. Som vanligt har jeg selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Selve smagningen gik også ret hurtigt, men samlet blev det et fint besøg.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg på Tenuta Roveglia

Rise and shine … første hele dag i Lugana og et travlt program med afhentning på Hotel Desenzano klokken 9.00 og så afgang til første vingård Tenuta Roveglia, som ligger i Pozzolengo i Lombardiet regionen.

På Tenuta Roveglia blev vi gæstfrit taget godt imod af Babettli Azzone – der ejer vinhuset sammen med sine søstre – og vinmageren Paolo Fabiani samt Luca Formentini fra et andet vinhus kaldet Selva Capuzza … og Luca skal jeg nok vende tilbage til senere.

Efter en kort hilsen på, så startede vi med en rundvisning på Tenuta Roveglia anført af Paolo og Babettli. Høsten til husets Spumante var lige gået i gang, så der var godt godt i vineriet … og derfor er det altid spændende at besøge vinproducenterne i september/oktober … hvis de altså har tid.

Tenuta Roveglia

Vingården Tenuta Roveglia har en historie, der går helt tilbage til 1404, hvor familien Roveglia startede med at købe en ejendom og marker fra klosteret San Salvatore i Santa Giulia i Brescia. Det er da også derfra, at vingården fik sit navn.

I 1980’erne blev ejendommen overtaget Giovanni Felice Azzone, som var en professor i patologi ved universitetet i Padua og medlem af Accademia Nazionale dei Lincei. Hans bedstefar Federico Zweifel havde allerede i slutningen af det 19. århundrede startet med at købe vinmarker og lave vin.

Federico Zweifel havde selv forladt Glarus i Schweiz og rejst til Italien for at finde bedre arbejdsvilkår. I Italien blev han forelsket i Gardasøen, hvor han fandt frodige landskaber og jordbund, der skulle vise sig at være ideel til dyrkning af vin.

Han begyndte at købe jord og omdannede de ofte misligholdte marker til vinmarker … og hans søn Giusto gjorde det samme og han begyndte også at producere vin, der oprindeligt kun bestemt til venner og lokale kunder.

Sådan fortsatte familien i mange år … altså indtil Giustos svigersøn Giovanni Felice Azzone i 1988 købte Tenuta Roveglia og dermed skabte et pænt stort vinhus med i dag sammenlagt 110 hektar vinmarker.

Giovanni Felice Azzone investerede derefter i moderne udstyr til vinproduktionen og havde som videnskabsmand allerede masser af erfaring med forskning. Han allierede sig samtidig med sin gode ven Paolo Fabiani, der var vinmageren og nu blev samarbejdspartner.

De fik sammen revideret både produktionsmetoderne og indført mere moderne systemer til vinificeringen. Og det virkede, for i dag er Tenuta Roveglia en stor og moderne vingård. Det er 4. generation, som i dag driver vingården i form af Giovanni Felice Azzones 3 døtre Sara, Vanessa og Babettli Azzone … men fortsat med Paolo Fabiani som vinmager og leder af vingården.

De producerer i dag 850.000 flasker vin årligt og 95% af druerne er fra egne marker og fordelt på 10 forskellige vine samt 3 acquavite og grappas. Og det foregår i et totalt moderne vineri og senest har de bygget en imponerende vinkælder til opbevaring af vinene.

Kælderen er tegnet af Babettli Azzone, der har en uddannelse som arkitekt … og designet er inspireret af historien, bl.a. med hvælvede lofter som i den gamle del af vingården. Men det fik vi at se under rundvisning på Tenuta Roveglia.

Besøget på vingården

Rundturen startede totalt pædagogisk lige der, hvor druerne ankommer til Tenuta Roveglia … og de var allerede godt i gang med høsten. Fra kasserne på vognene læssede medarbejderne druerne på transportbånd videre til vinificering.

Paolo Fabiani førte an … og vi fik fra de store 200 hektoliter tanke lov at smage den friskpressede saft, som skulle anvendes til husets spumante vine.

Derefter gik turen videre til husets tappelinje, så en væg med minder fra vingårdens familie og ansatte inden vi endte i den nye og fantastisk flotte kælder, som næsten lige var færdigbygget og klar til opbevaring af egefade og vinene generelt.

Lys i skiftede farve fremhævede de hvælvede buer, mens der ved et fabelagtigt designet rundt loftsvindue var placeret et lille display af nogle af husets vine … en imponerende sted at smage husets vine. Det skulle vi dog ikke der … men i den gamle del af vingården.

Vi sluttede vor rundtur i netop den gamle del, som Tenuta Roveglia fortsat anvender til smagninger og til opbevaring af egefade. Men de har derudover et lille skattekammer … omkring 100-400 flaske af hver årgang af deres vine siden 1988 og dermed en fabelagtig bevisførelse for, at vinene ældes med ynde.

Det skulle vi snart få lov af smage, så derfor gik vi retur til husets store smagelokale, som er indrettet i en tidligere kostald, dengang gården havde en blandet landbrugsdrift. Man kan endda faktisk i dag fortsat se de gamle stenspalter, som køerne gennem tiden har gnedet deres horn på.

Vinsmagningen

Men vi fik hurtigt sat os til bords, for vi var jo kommet for at smage Lugana vinene. Da det var vores første rigtige smagning, så startede Luca Formentini med at fortælle om området, historien og vinene fra Lugana.

Luca Formentini er i dag en af Consorzio Tutela Lugana DOCs 4 vicpræsidenter og var endda præsident før Ettore Nicoletto. Han driver sin egen vingård Selva Capuzza et par kilometer fra Tenuta Roveglia og det skulle vise sig, at vor smagning denne morgen var med vine fra begge vingårde.

Derfor skal jeg selvfølgelig også nok ved beskrivelse af den første vin fra Selva Capuzza skrive lidt om netop dét hus samt den rare og karismatiske  vinmager.

Vi fik god og grundig gennemgang af hele Lugana området og samtidig også Turbiana druen, som Luca selv betegner som kan være næsten neutral i smagen som ung, har et tykt skind, kræver en lang modningstid og har brug for tid til at udfolde sig. Luca Formentini sagde, at tiden er Turbianas bedste ven,

Druen kan også på grund af de tykke skind hænge lang tid på vinstokkene og selv når de ser ret skidt ud, så er der fortsat masser af saft i druen.

Vi drøftede også det ironiske i, at de fleste Lugana vine sælges og drikkes unge, men faktisk performer bedst med alder. Men det er jo en balancegang for producenterne, som selvfølgelig gerne vil sælge vinene hurtigt og tjene penge på den ene side, men også gerne vil sælge ældre vine … hvis der er købere og det kan svare sig.

Vi smagte samlet 10 forskellige vine og heraf 2 spumante vine, hvor den ene var lavet efter charmat metoden og den anden helt klassisk med andengæringen i flaske. Af de 10 vine, så var er også 2 med alder, hvor specielt Selva Capuzzas fine 2011 Lugana Riserva Menasasso imponerede.

Samlet kom feltet til at se sådan her ud:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Efter smagningen havde Paolo Fabianis hustru Patricia forberedt en lille Light Lunch … Houlbergs første møde med dette begreb på vor tur og lad mig slå det fast med det samme; italienerne tager deres mad meget seriøs, så der er intet let over Light Lunch.

Fabelagtigt besøg … og helt passende slutter jeg med lidt flere fotos fra besøget på Tenuta Roveglia.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Cantina Filippi … og majestætiske, vilde Filippo Fillippi

Jeg havde egentlig regnet med, at sommerferien med los familios ved Lago di Garda skulle omfatte besøg hos en del vinproducenter, men det blev faktisk kun til et enkelt besøg, men dog nøje udvalgt, for det var nemlig hos Filippo Filippi på Cantina Filippi, der ligger i den lille by Castelcerino omkring 8 kilometer nord for Soave by.

Udvælgelsen af Filippi var således ingenlunde tilfældigt, for jeg havde tidligere smagt vin fra vinhuset og det rangerer – efter min ydmyge mening – blandt noget af det bedste Garganega vin i hele Soave og jeg har smagt en del vin derfra og har da også besøgt området et par gange tidligere.

Det var bl.a. på Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour tilbage i juni 2019, hvor jeg også deltog i Soave longevità, en smagning af 10 udvalgte Soave vine, som blev kommenteret af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe. Men ellers bød turen på tonsvis af Soave vine.

For mere viden om Soave og vinene, så kan du læse de 4 Houlberg i Soave blogindlæg, som jeg lavede i forbindelse med vinturen:

Med al den viden i bagagen, så skrev jeg til Cantina Filippi om et besøg og fik hurtigt svar fra Paola Giagulli og aftalte et tidspunkt den kommende dag.

Om Cantina Filippi og historien

Cantina Filippi drives af Filippo Fillippi … en stoisk, majestætisk vildmand, som kun snakker italiensk, men utrolig imødekommende, sjov, smilende og rar. Han har drevet vinhuset selv siden 2007 og drev det tidligere sammen med sin bror og flaskede de allerførste vine tilbage i 2003.

Fillipo har mange betegnelser … og søger man lidt på nettet, så dukker der titler op som troldmand, oprørsk vinmager, hundehvisker og ensom ulv. Alle betegnelserne vidner om, at han er respekteret i det meste af verdenen for sine vine.

Hans vinhus ligger i byen Castelcerino på et af de højeste punkter i hele Soave i 400 meters højde og gården er nabo til Azienda Agricola Coffele, som jeg netop besøgte tilbage i juni 2019. Så dermed var det også et glædeligt gensyn med området … og på en eller anden måde, så er der også en sammenhæng mellem de to vinhuse.

For Cantina Filippi hedder egentlig Visco & Filippi Aziende Agricole Associate. Visco er navnet på Filippo Fillippi mors familie og det har da også været i familiens Viscos eje siden 1874, selvom vingården opringelig stammer fra det 12. århundrede.

Vinhuset Coffele er imidlertid en del nyere, grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele, men han var gift med Giovanna Visco, der var den sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino og den gamle 1700-tals kælder La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave centrum.

Cantina Filippi gamle vingård i Castelcerino havde siden 1300-tallet været ejet af den rige toskanske Conti Alberti familie, men blev købt af Visco familien i år 1874, hvor de også startede med at producere vine, så derfor er der til vingården marker med meget gamle vinstokke helt tilbage fra 1950’erne.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke det store ud af markerne.

Samlet har Filippi i dag 20 hektar jord ligger i 320-400 meters højde og fordelt 15 hektar vinmarker … primært fordelt på de 4 vinmarker Castelcerino, Monteseroni, Vigne della Brà og Turbiana, hvorfra Filippo Fillippi laver hans 4 enkeltmarksvine.

På Castelcerino, Monteseroni og Vigne della Brà markerne dyrker Filippi Garganega og på Turbiana Trebbiano du Soave. Markerne er alle omkredset af skov, hvilket Filippi er stolt af, da det beskytter de mange vinstokke for det værste uvejr. Alle marker dyrkes økologisk certificeret og derudover anvendes også biodynamiske principper i nogen udstrækning.

De 4 vinmarker har hver deres helt specielle og forskellige undergrund, hvor Castelcerino har en sort, lava-fyldt, basaltiske jord, Monteseroni derimod en hvid, kalkstensholdig jord, Vigne della Brà en hård, gråbrun og leret jord og endelig Turbiana med en mere lys skiferholdig undergrund. Det giver vine med en utrolig forskel samt spændvide.

Mange af Filippis vinstokke er meget gamle, fx er de på Monteseroni  plantet i 1960’erne og 1980’erne, mens de ældste på Vigne della Brà er tilbage fra 1950’erne. Det er vist Filippis Trebbiano du Soave, som er de yngste med deres omkring 20 år.

Alle Filippis vinstokke er ophængt i pergola, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien. Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder.

Det betyder en lav plantetæthed og normalt også  højt udbytte pr. vinstok. Druerne modtager også lidt mindre sollys, da de hænger i skygge … men det betyder selvfølgelig også, at høsten kun er muligt via håndkraft.

I vinkælderen laves vinene alene med druerne naturlige gær, hvor der kun anvendes begrænset svovl og ellers med så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Gæringen sker med en forgæret most, som er lavet på en lille høst en uge inden den almindelige høst. Så  får druerne lov til at stå en uge i kold gæring. På fransk kaldes dette princip Pied de Cuve. Alle vinene laves udelukkende i rustfrie ståltanke og lagring sker sur lie,

Tidligere afstilkede Filippo alle druerne, men for omkring 5 år siden ændrede han denne praksis, så der i dag udelukkende anvendes hele klaser ved presning. Det har helt gjort, at vinene er blevet mere friske og måske endda også en anelse mindre oxidative,

Ved aftapning på flaske filtreres vinene der ikke og så tapper Filippo vinene to gange, første gang i maj og senere i september, så dermed giver det også variationer i vinene, selvom det er samme årgang. Ved mit besøg smagte jeg fx Filippos 2020 Castelcerino både på flaske og senere fra tank, hvor første var tappet i maj … og resten ventede på aftapning til september.

Smagningen

Besøget hos Cantina Filippi startede med lidt i glasset … altid en god idé. Jeg satte mig i smagelokalet i den gamle ejendom sammen med Paola Giagulli og Filippo Fillippi. Samlet smagte jeg disse vine:

Det er nu en sandhed med modifikationer, da jeg ikke på vingården smagte den sidste vin Vin da Góti. Den var en gave, som jeg fik med og smagte senere på aftenen. Det er en vin, som der kun laves 1.000 flasker af årligt og dermed ikke særlig udbredt.

I det hele taget, så producerer Filippi ikke vildt mange vine … årligt kun 30-40.000 flasker Castelcerino, små 2.700 flasker Monteseroni, 6.000 flasker Vigne delle Brà og 2.500 flasker Turbiana Trebbiano.

Derudover smagte jeg også Filippos egen Castelcerino Drio Casa, hvor Garganega druerne kommer fra en ultralille parcel kaldes Drio Casa tæt på vingården. Vinen er lavet i en 54 liter glasballon, så dermed er der kun lavet 72 flasker af den vin.

For hver af de 4 enkeltmarksvine viste Paola og Filippo en sten fra pågældende mark, således jeg tydeligt kunne se de store forskelle i undergrunden.

Filippo styrede rækkefølgen med hård hånd. Den første vin Castelcerino er den vin, som de klart producerer flest af og den havde de flasket med skruelåg, som første vin nogensinde. De øvrige tappes fortsat med korkpropper, selvom det kan give nogle problemer.

Vi drøftede lidt om Garganega vinene, hvor jeg ofte er blevet begejstret for vine med alder. Filippo selv fortrækker dog vinene unge og gør også store bestræbelser for at sikre friske vine, bl.a. med brug af hele klaser i vinifikationen.

Hans 2019 Turbiana Trebbiano var nok den ringeste,  men Filippo fortalte, at 2019 høsten af Trebbiano di Soave var særlig dårlig, så derfor smagte vi også vinen i årgang 2018 og den var langt mere kompleks og interessant.

Vinene fra Cantina Filippi importeres i Danmark af Vintrovin i København og det var Filippo Filippi meget tilfreds med. Han laver vin til hjertet og dedikerede forbrugere, Han fortalte også, at de kun får besøg af vinfolk, som kender til huset eller har læst om det og ikke tilfældelige turister.

Der er selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Rundvisning og mere smagning

Da vi var igennem vinene, så bad Filippo mig tage mit glas med, hvorefter vi gik ind i vinkælderen til de mange ståltanke, hvor to medarbejdere var i gang med at pakke vinkasser, der skulle sendes til Canada, da Cantina Filippi eksporterer deres vine en lang række lande bl.a. lande som Canada og Brasilien for at nævne et par stykker langt væk.

Så smagte vi ellers vine fra samtlige ståltanke … mest årgang 2020 af de 4 enkeltmarksvine, men mener også, at der var nogle 2019’ere, der havde fået lov at lagre længere. Det blev et hyggelig lille tur rundt blandt ståltankene med godt humør og smil.

Paola tog et et foto af Filippo og mig … og vi trak begge vore maver ind med et stor smil. Generelt blev det en hyggelig stund, hvor jeg endte med at købe en kasse vin med … og fik vinen VinDaGoti med som gave …. to be enjoyed senere på aftenen.

Og inden jeg gik, så kom Filippo også med en ekstra gave … en flaske af de 72 producerede Castelcerino Drio Casa. Ingen etiket  og bare rendyrket drikkeglæde. Tak til Paola og Flippi for godt besøg.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr

Weingut Adeneuer var vores sidste besøg inden vi senere på aftenen drak hjernen ud ved den festlige winzerfest på torvet i Ahrweiler. Absolut sjovt. Besøget hos Paul Schumacher havde kun varet en times tid, så vi ankom til Adeneuer i Ahrweiler lidt tidligere end aftalt på forkant med Marc Adeneuer.

Men vi entrede med nærmest kyndig erfaring vinhuset, og døren med skiltet Probierstube & Verkauf fortalte med tydelige Algerian gamle og tydelige skrifttyper, at her var det nok et godt sted at starte. Det gjorde vi så.

Vi blev mødt af Frank Adeneuer, som passede smagestuen denne dag, mens Marc tilsyneladende var optaget andetsteds. Det var fint for os og vi satte os ved et af bordene i smagestuen … og så fik vi ellers en supersmagning, selvom der egentlig var pænt travlt.

Historien

Weingut Adeneuer kalder sig også en rotweingut, for Adeneur laver primært vine på Früh- og Spätburgunder og kun et par enkelte hvide vine på Weißburgunder og en enkelt Blanc de Noir – selvfølgelig også på Spätburgunder – samt lidt Sekt.

Vinhuset ligger i den lille by Ahrweiler og drives af de to brødre Marc og Frank Adeneuer, som nu viderefører familiens gamle, stolte traditioner, idet vingården har været i familiens eje i omkring 500 år.

Da Marc og Frank Adeneuer overtog driften af vin gården i 1984, var alt temmelig nedslidt, men siden da er der sket meget. Gården er renoveret og vinkælderen er bragt op til moderne standarder.

Siden overtagelsen har brødrene også forøget markerne, således de i dag har 12,5 hektar, som bl.a. omfatter parceller på topmarkerne Ahrweiler, Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg, Walporzheimer Kräuterberg og specielt 0,64 hektar på den ultimative perle Walporzheimer Gärkammer.

Vinene hos fermenteres spontant og med så kold maceration som muligt. De bedste af vinene lagres på barriques i 18-20 måneder og lagring sker altid separat for hvert enkelt parcel.

Den samlede produktion ligger årligt på omkring 100.000 liter, svarende til cirka 130.000 flasker vin.

Vinsmagningen

Frank Adeneuer havde travlt i smagestuen, men han serverede løbende et bredt udsnit af husets vine og havde også tid til en snak med os omkring vinhuset, historien og vinene. Samlet kom vi til at smage disse vine:

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Vinene fra Adeneuer hører til blandt toppen af poppen i Ahr og bare deres billige J.J. Adeneuer basisvin er toplækker, mens specielt Grosses Gewächs vinene i den grad imponerede med 2015 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder GG som den allerbedste gudedrik.

Vi fik ikke en rundvisning i vinkælderen, for der så ud til at være travlt, men måtte nøjes med nogle fotos ind i det allerhelligste, men så købte vi i stedet lidt af de forskellige vine.

Mange producenter i Ahr har ingen dansk importør, hvilket også  gælder også Adeneuer … i hvert fald indtil nu, hvor Vinvärket er ved at slå dørene op, og de får netop også nogle af vinene fra Weingut Adeneuer med i sortimentet. Godt gået guys.

Det er Morten fra Vinvärket, som har sendt mig de to nederste billeder af Marc og Frank Adeneuer.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr

Lørdag var vor hele sidste dag i Ahr og den startede selvfølgelig atter med et besøg hos en vinproducent, nemlig hos Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal. Vi havde en tidlig aftale med Anne Schumacher, men det blev nu Paul Schumacher himself, som vi mødte på vingården og forestod smagningen.

Vingården ligger på hovedvejen og minder mest om en forvokset villa, og når du kommer ind, så ligner det mest af alt om en lille bistro eller restaurant, men den fungerer faktisk også som bistro og drives også en gang årligt også som Straußwirtschaft … en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter.

Vi blev budt hjertelig velkommen i de hyggelige lokaler med spændende kunst på væggene. Paul Schumacher spurgte til, hvad vi kunne tænke os at smage, og vi svarede – belært af de foregående dage – at vi gerne ville koncentrere os om de røde vine.

Nu laver Weingut Paul Schumacher også primært Früh- og Spätburgunder – og derudover alene lidt Riesling – så valget og vor bevidste selvofring var nok alligevel ikke stor. Men det betød blot, at vi kunne have fuld fokus på de dejlige rødvine.

Historien

Weingut Paul Schumacher er ikke et gammelt vinhus i Ahr, men etableret for 10-12 år siden, hvor Paul besluttede selv at lave egne vine fra sine marker. Indtil da havde han både arbejdet for et af de store kooperativer og samtidig også leveret sine druer til dem.

Sammen med sin hustru – som vistnok hedder Ulla – driver Paul 5,2 hektar vinmarker, hvor de bedste marker klart er Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay.

Han dyrker 70% Spätburgunder, 12% Frühburgunder, 15% Riesling og så lige 2% Merlot. Vinstokkene med Riesling er primært på hans Leutesdorfer Gartenlay mark, der ikke ligger i Ahr, men i Mittelrhein vinregionen … et par parceller, som han overtog i 2014.

På markerne i Ahr er 75% af Schumachers vinstokke typisk mellem 40-70 år gamle, så det betyder – sammen med omsorg for druerne i markerne, håndkraft samt et meget hårdt og slidsomt arbejde – at der virkelig er kvalitet i hans vine, som også har fået flotte anmeldelser fra de store vinguider.

Paul Schumacher har således høstet 3 stjerner hos Eichelmann og Vinum med en særlig udmærkelse for hans 2015 Spätburgunder, som en af de bedste og endda til en attraktiv pris.

Smagningen i den hyggelige bistro

I den lille hyggelige bistro serverede Paul Schumacher en række af sine vine for de vinglade danskere. Det betød et lille smageprogram, som så sådan her ud:

Paul Schumackers vine er klart til den mere stringente og mere syrerige side, men utrolig elegante. Det var selvfølgelig alle meget unge vine, som – uden undtagelse – vil havde godt at lagring nogle år, men de bedste var klart vinene fra Rosenthal og Kräuterberg.

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Rundvisning i vinkælderen

Efter smagningen – og køb af lidt af Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder – fik vi en rundvisning i vinkælderen … en ganske overraskende lille kælder, meget tætpakket med også med et langt, stort og hvælvet rum til at lage vinene på barriques.

Som hos nogle af de andre producenter vi besøgte, så havde Paul også et lille skattekammer med nogle af hans ældre vine. Vi fik undervejs også en god snak om vin og produktionen.

Sammenlagt et fint lille besøg, som heller ikke varede så lang tid, men stor tak til flinke Paul Schumacher.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Peter Kriechel … og vollgas med den rareste spas- og vinmager Peter

Det vildeste, vådeste og festligste af vores besøg på roadtrippet i Ahr var klart besøget hos Weingut Peter Kriechel … både i vinhusets kældre på adressen Walporzheimer Straße udenfor Ahrweiler og senere inde på Weinstube Coels i Ahrweiler by samt til den årlige Ahrweiler Winzerfest med Peter som vinguide.

Peter Kriechel havde nemlig – udover den aftalte vinsmagning aka unsere Verkostung – også inviteret de tre roadtrippende og vinglade danskere til en lille Vesper und Verkostung der anderen Ahrweine ude i byen.

Vi vidste ikke, hvad en Vesper var … men da det ikke lød hverken kriminelt, farligt eller forbudt – og alene som om, at det involverede mer’ vin – så havde vi takket pænt ja tak til det venlige tilbud.

Så derfor stod besøget hos Peter Kriechel således på en lille vinsmagning, en rundvisning i vinkælderen og så en Vesper, som skulle finde sted hos Weinstube Coels … en lille restaurant, vingård og weinsalon i et gammelt bindingsværkhus – ja faktisk den ældste weinstube – i den gamle Ahrweiler middelalderby.

Vi havde aftalt at mødes med Peter Kriechel til alle herligheder omkring kl. 16.00, men vi ankom omkring et kvarter for sent, da vi – totalt fejlagtigt – først havde kørt til adressen Marienthaler Straße i Marienthal, hvor Kriechel har en mindre restaurant, som drives af Sandra Marquard.

Men vi var ikke helt galt på den, for det var faktisk på den adresse, at vingården oprindelig lå inden flytningen i 1970’erne  til nuværende adresse Walporzheimer Straße udenfor Ahrweiler.

Men efter en kort guidning i rigtig retning og et telefonopkald om forsinkelsen til vingården – hvor det lød som faderen i telefonen – så ramte vi endelig Weingut Peter Kriechel, som holder til i nærmest en tyrolerlignende villa med masser af blomster på balkonen og beliggende på en stille villavej.

Men så hørte al stilheden også op, for vi blev glædestrålende modtaget af en storsmilende Peter Kriechel, som til mødet var iført en rigtig winzerhat. Han startede med at vise os rundt i huset og vinkælderen, mens han fortalte lidt om vinhuset, historien og hvordan han kom med i familieforetagendet.

Jeg havde tidligere i år mødt Peter Kriechel i Danmark til en smagning, så jeg havde hørt noget af historien tidligere. Det var tilbage i majog det har jeg skrevet om i blogindlægget Vinsmagning med Peter Kriechel … der große winzer fra Ahr,

Historien

Kriechel familien har været vinavlere siden 1670, men Weingut Peter Kriechel er grundlagt i 1952 af Peter Kriechel Senior, som i mange år havde leveret druer fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ, men besluttede at starte sin egen produktion … og det blev starten på Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af vingården, som de samtidig øgede fra 3 hektar til samlet 20 hektar vinmarker.

I 2003 overtog 3. generation driften, nemlig Ernsts 2 sønner Markus og Michael Kriechel samt fætteren Gerd Kriechel med Markus som driftsleder, Michael som vinmager og Gerd som ansvarlig for vinmarkerne.

Ernst sidste søn Peter Kriechel Junior havde valgt en karriere indenfor bankverdenen, men vendte i 2013 tilbage til vingården, da Markus blev alvorligt syg med kræftknude i hovedet. Peter lagde så finansverdenen bag sig og har siden været leder af Weingut Peter Kriechel sammen med primært broderen Michael og kældermesteren Michael Hewel.

Markus er reelt set trådt ud af driften, men har fortsat en fantastisk viden om vin, hvilket vi skulle opleve senere om aftenen, idet Markus deltog i den lille Vesper inde hos Coels. Han rejser også fortsat rundt og besøger vinhuse og rådgiver familien om vinene.

I dag har familien 24 hektar vinmarker og det gør dermed Weingut Peter Kriechel til den største private, familie drevne vingård i Ahr og den ubetinget største producent af Frühburgunder i Ahr, da 4 hektar af de samlede marker er tilplantet med diva druen.

Peter Kriechel ejer bl.a. parceller på marker som Ahrweiler Forstberg, Rosenthal og Steinkaul, Neuenahrer Schieferlay og Sonnenberg samt Walporzheimer Kräuterberg, Himmelchen og Pfaffenberg.

Markerne er primært tilplantet med røde druer, som fylder 85% af den samlede produktion. Det er røde sorter som Spätburgunder, Frühburgunder, Portugieser, Dornfelder, Regent og Domina.

Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Markerne er stejle og kræver meget arbejde. Peter Kriechel fortalte, at de typisk bruger 1.300 timer årligt pr. hektar, hvilket fx er langt mere end hos vinbønder i fx Nahe eller Pfalz, hvor de nogle steder kan nøjes med omkring 200-300 timer pr. hektar.

Udover driften af vingården har Peter Kriechel siden 2017 også været formand for foreningen af alle de samlede vinbønder i Ahr … Gebietsweinwerbung Ahr, og er således i dag en markant skikkelse blandt alle producenterne og højt respekteret, hvilket vi også senere på aftenen mærkede til vinfestivalen i Ahrweiler.

Siden 2016 har Peter også været involveret i endnu et vinprojekt, nemlig vingården Stora Horns Vingård, som ligger i det sydsvenske på øen Haseselö. Der hjælper Peter og Michael Kriechel nemlig Mikael og Johan Larsson – far og søn – med at producere vin.

Smagningen i vinkælderen

Vi startede besøget hos Peter Kriechel med at se kælderen, som summede af aktivitet, da der i det store smagelokale var et større selskab, som skulle smage vinene suppleret med en stor buffet, som sendte vellugt vores vej … og da vi fortsat ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden, så var det næsten rent tortur.

Vinkælderen var noget større end lige forventet, så både os samt det andet store hold besøgende kunne få en rundvisning  samtidig uden at rende ind i hinanden. Men omvendt er Weingut Peter Kriechel også det største private vinhus i Ahr.

Peter Kriechel er en rigtig flink spasmager og man kunne mærke, at han her på hjemmebane virkelig var i sit es. Han var en perfekt vært og viste os efter rundvisningen hen til et lille smagebord med stole skåret ud af gamle egetræsfade … fandens tunge, men sjovt.

Og så startede showet … først med en lille blindsmagning, hvor vi skulle gætte, hvad vi fik i glasset. Det var en lille aromatisk hvidvin, og jeg gættede på, at det var Solaris … BINGO. Jeg vidste imidlertid ikke, at Kriechel havde et joint venture projekt i Sverige, men Peter fortalte lidt om projektet, mens vi smagte vinen.

Derefter smagte vi en række af Peter og Michaels vine, herunder enkelte med lidt alder. Samlet kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Michael Kriechel kom også forbi og spottede med det samme, at Peter havde åbnet en 2009’er Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder og var hurtig til at få lidt i glasset. Resten ville han ha’ med hjem til fruen, mens Peter fortalte, at han havde en friaften, og dermed god tid til vores Vesper samt vinfestivalen i byen.

Jeg fik lavet noter på vinene, dog undtagen den allersidste 2016 Walporzheimer Kräuterberg  Spätburgunder Goldkapsel, som blev sidste vin om aftenen inde i byen. Enkelte havde jeg smagt tidligere, så der har jeg selvfølgelig blot linket til mine tidligere beskrivelser samt anmeldelser. De andre kommer selvfølgelig i de kommende dage.

Til vores mavers høje tilfredshed, så var det efter smagningen tid til den tilbudte Vesper. Vi skulle lige omkring vort hotel og aftalte, at vi blot kunne mødes inde hos Weingut Franz Coels på Ahrhutstraße 13 inde i Ahrweiler midtby.

Som sagt … så gjort og da vi ankom til Weinstube Coels sad Peter samt hans broder Markus der allerede ved et bord i Coels hyggelige gårdhave klar til endnu en smagning og hyggelig aften med de vinglade danskere fra det høje nord.

Peter havde inden vort besøg haft kontakt til nogle udvalgte vinbønder i Ahr og lokket dem til at sende nogle af deres flasker fra til Coels, således vi også kunne smage vine fra nogle af de mindre producenter.

Forude ventede dermed atter masser af god vin fra Weingut Franz Coels himself, Weingut Kurth, Weingut Peter Lingen, Weingut Max Schell, men også fra de to kooperativer Dagernova Weinmanufaktur og Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr. Samlet stod den på ikke mindre end 14 vine … ovenpå de 16 hos Kriechel … og så lige et par flasker mere til vinfesten sidst på aftenen.

Smagningen i Coels gårdhave

Heldigvis startede Markus Coels, som er vinmageren på Weingut Franz Coels, med at servere os lidt mad. Den ukendte Vesper bestod af noget, som mindede om lidt smørebrød og så masser af forskellige lækre flammkuchen. Herlig og vi langede godt til og fik snart fyldt det hul i maven, som havde larmet hele eftermiddagen.

Imens kom den første vin i glasset, og det var Markus Coels egen Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir. I får her lige oversigten over de vine, som vi smagte hos Coels:

Weingut Franz Coels
Weingut Kurth
Weingut Peter Lingen
Dagernova Weinmanufaktur
Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr
Weingut Max Schell

Jeg har selvfølgelig linket til mine noter og anmeldelser af vinene … og jeg har også skrevet lidt mere om hvert af de små vinhuse, historien og deres vine.

Det blev en fantastisk aften i gårdhaven, hvor Peter hele tiden trak nye vine op … og hvor vi forsøgte at holde trit. Vi snakkede om vin og om alt muligt. Markus Kriechel var en rigtig rar fyr, som har en vild stor viden og vin. Han besøger mange producenter og har sine meninger om vin.

Vi spurgte Markus om, hvem han – udover Kriechel selvfølgelig – anså som bedste producent i Ahr, og der mente han, at Jean Stodden nok stod øverst. Men der er virkelig mange gode producenter i Ahr … og det fik vi bestemt bevist under vort roadtrip, men også mange gode små producenter, hvilket denne aften også beviste.

Vi var til sidst både godt fyldte, småfulde og trætte, men Peter Kriechel insisterede på, at han ville vise os Ahrweiler Winzerfest oppe på torvet midt i byen. Den var vi med på, og med Peter som bannerfører fik vi set festen fra sin bedste side. Vi fik hilst på nogle flere vinbønder, som Peter rendte ind i og også hilst på den lokale Ortsweinkönigin Carlotta Müller … og så smagt mere vin.

Peter farede nemlig fluks i et af boderne og købte en flaske af hans egne bedste flasker Spätburgunder … mener, at det var en 2016 Neuenahrer Sonnenberg, hvilket lidt senere – trods vores talrige protester – blev suppleret med endnu en flaske … vistnok af hans egen Blanc de Noir.

Til sidst måtte vi dog kapitulere og takke Peter Kriechel for en helt fantastisk oplevelse. Peter var den mest fantastiske, sjove og rareste vært, som man kunne forestille sig og vi fik en ekstraordinær aften udover det sædvanlige … samt en indsigt i både Kriechels vine og vine fra nogle af de mindre producenter.

Derefter luntede vi hjem … vi besluttede, at den lune sensommeraften nok havde godt af os, så derfor tog vi den 3-4 kilometer lange tur langt Ahr floden til bens hjem til hotellet … trætte, mætte af både mad og indtryk, småfulde og totalt opstemte over en sådan aftenen. Godnat og sov godt.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer

Vort roadtrips næste besøg var hos Weingut Burggarten, hvor vi præcist kl. 14.00 havde en aftale med Paul Schäfer junior. Vi havde ikke spist siden morgenmaden – kun drukket – og ramte derfor både vingård og Weinquartier Burggarten midt i Heppingen med maver, der rumlede om kap med samme intensitet som et kamelvæddeløb med 1001 kameler i Ras al Khaimah.

Vi entrerede forsigtigt gitterporten ind til gården ved siden at ejendommen, og mødte fluks Paul Schäfer, som dirigerede os tilbage til fordøren … for inde bag den mørklakerede dør og det nye, flotte og blankpolerede messingskilt med teksten Mitglies im Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter har Weingut Burggarten nemlig deres lille krostue og smagelokale.

Derinde huserede mor Gitta, som i øvrigt er en fremragende kok fortalte Paul Schäfer, mens vores maver lavede krum bøjninger i de mest fantasifulde forestillinger om, hvilke lokaler ensretter en ældre og garvet kvinde som Gitta nok kunne frembringe. Men i stedet stod menuen på fantastiske Ahr vine … og det var jo også derfor, at vi havde taget turen til familien Schäfer.

Vi satte os i krostuen, hvorefter Paul serverede en række vine for os og fortalte om Weingut und Weinquartier Burggarten. Paul er en utrolig rar og åben person … og vi fik en helt fantastisk smagning, mens vi overfaldt en lille skål med nogle små salte kiks.

Historien

Weingut Burggarten eller Weingut und Weinquartier Burggarten drives af familien Schäfer og er grundlagt for knap 100 år siden, nemlig i 1920 af Peter-Josef Schäfer.

I dag er det dog 4. generation i form af Paul-Josef Schäfer, der ejer vingården sammen med hustruen Gitta, men i dag er det sønnerne Paul-Michael, Heiko og Andreas, som har overtaget driften.

Paul-Josef Schäfer har i høj grad sat sit præg på vinhuset, siden han overtog driften i starten af 1980’erne. Han startede med i 1985 at købe den store nuværende ejendom på adresse Landskroner Straße 61, der tidligere havde huset det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Heppingen.

Selv var Weingut Burggarten dengang medlem af kooperativet Winzergenossenschaft Walporzheim, men Schäfer besluttede at bryde med kooperativet og var endelig ude af det i 1990, hvorefter der kunne satses 100% på egenproduktionen, hvilket blev understøttet via opkøb af yderligere marker.

På det tidspunkt var vinproduktionen i Ahr i krise. Kooperativerne havde magten, men havde svært ved at sælge deres varer, og derfor styrtdykkede priserne på vinbøndernes druer. Der var faktisk kun én vej, hvis man ville leve af vinproduktion, nemlig at blive selvstændig og satse på kvalitet.

I dag har Weingut Burggarten 15 hektar vinmarker og de bedste marker er klart Neuenahrer Sonnenberg og Schieferlay, Ahrweiler Ursulinengarten, Walporzheimer Kräuterberg samt Heimersheimer Burggarten. Årsproduktionen ligger på omkring 120.000 flasker og 80% af vinen bliver købt direkte på vingården.

På markerne er Spätburgunder den primære drue, som samlet udgør omkring 70%. Derudover dyrker Schäfer også sorter som Cabernet Sauvignon, Domina, Dornfelder, Frühburgunder, Weissburgunder, Merlot, Regent, Portugieser og Zweigelt samt lidt Riesling og Grauburgunder.

I dag er det Paul-Josefs tre sønner der varetager alle opgaver på vingården. Det er Paul Schäfer junior, der i dag står for produktionen af vinene, mens Heiko tager sig af markarbejdet og Andreas driften af det lille hotel, som de kalder Weinquartier Burggarten,

Familien investerede nemlig i 2005 omkring 1 million euro på en istandsættelse af et lille hotel på den store ejendom på Landskroner Straße … Weinquartier Burggarten, som Andreas står for driften af sammen med mor Gitta.

Familien Schäfer udlejer 17 værelser med forskellige temaer … værelser med navne som Burgunder Domizil, Domina Kammer, Dornfelder Klause, Grauburgunder Gemach, Portugieser Stube, Weißburgunder Gelass og mange flere.

Derudover passer Gitta også – som vi jo netop oplevede – vinhusets store smagelokale, der Probierstube, med plads til 40 personer … og suppleret med hendes evner for at lave god mad i køkkenet.

Tidligere har Paul Schäfer junior også lavet lidt vin fra en 1,3 hektar parcel på marken Goldtröpfchen ved Piesport i Mosel, men marken tilhørte hans daværende hustrus familie … en vinfamilie i Wintrich. Paul blev skilt for 4 år siden … og så stoppede Mosel eventyret selvfølgelig samtidig.

Men Weingut Burggarten er også mest kendt for deres Ahr vine og har bl.a. vundet den Deutschen Rotweinpreis af tidsskriftet Vinum flere gange. Specielt husets Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder får ofte mange lovprisninger.

Da vi besøgte Weingut Burggarten var de lige kommet ind i VDP … altså Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, hvilket Paul Schäfer var meget stolt af. Han satte endda en skyllespand på bordet med VDP logoet på.

Smagningen

Som med den lille skål salte crackers så smagte vi et bredt udsnit af Weingut Burggartens fantastiske vine. Jeg havde smagt en del vine fra vinhuset inden vort besøg, så jeg kendte deres høje kvalitet.

Samlet smagte vi disse vine:

Flere af vinene havde jeg smagt tidligere, så der har jeg selvfølgelig blot linket til mine tidligere anmeldelser. Udover ovennævnte vine smagte vi faktisk også Burggartens 2015 Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder, men der fik jeg hverken taget noter eller foto.

Det var specielt de bedste Lagenweine, som imponerede os, Schieferlay, Sonnenberg og Kräuterberg. Paul fortalte, at de i gamle dage normalt altid høstede druerne til topvinene sidste, men på grund af klimaændringerne, så er det i dag omvendt. Nu høstes druerne til topvinene først.

Min favorit var klart Kräuterberg, men også den billigere Ortswein Walporzheimer Spätburgunder imponerende mig, så den skulle jeg selvfølgelig ha’ en kasse med hjem af.

Stilmæssigt ligger vinene fra Weingut Burggarten i den blide, lidt venlige og imødekommende side, men fortsat med de ranke, fine og røgede Ahr gener. Det kan måske minde en smule om Meyer-Näkel i stilen og er generelt vildt indbydende vine … og jeg er fortsat total fan af Weingut Burggarten.

Rundvisning

Efter smagningen spurgte Paul Schäfer, om vi ville se vinkælderen, og det var vi selvfølgelig friske på. Ja, vi havde vel egentlig håbet på det … ellers havde vi også spurgt om det samme.

Paul Schäfer viste os rundt i vinkælderen, hvor vi så de rustfrie gæringstanke i stål, vinpressen, et lille skattekammer med gamle vin låst inde bag smukke jerngitre og endte selvfølgelig i Burggartens virkelig flotte barriques rum, hvor vinene lagres.

Det er et smukt rum … totalt show-off, men der smagte vi et par fadprøver fra nogle af de Spätburgunder vine, som endnu ikke er helt færdige.

Jeg fik nuppet en hel masse billeder fra vinkælderen, så dem slutter vi selvfølgelig med inkl.  et stort tak til Paul Schäfer for en fantastisk smagning og rundvisning på Weingut Burggarten.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Deutzerhof … og vinmageren Hans-Jörg Lüchau i hopla

Weingut Deutzerhof ligger helt idyllisk i en stor smuk, gammel herskabsvilla aka vingård på adressen Deutzerwiese i Mayschoß … i en lille dal omgivet af stejle vinmarker, skov og kurvede bakker. Det var også vores næste stop på dagens raid hos vinproducenterne i Ahr … endnu en spændende destination på vores Ahr roadtrip.

Vi havde booket en aftale med Hans-Jörg Lüchau, der i dag driver Weingut Deutzerhof og arriverede punktligt til aftalen kl. 12.00, og kunne starte med at nyde det betagende view til stejle Mönchberg vinmark, mens et skilt udenfor tillokkende bød os Herzlich Wilkommen im Deutzerhof.

Bingo … vi havde atter ramt plet og blev indenfor mødt af Hans-Jörg Lüchau, som spurgte, om vi først ville ha’ en rundvisning på stedet og det ville vi hjertens gerne. Så vi traskede spændte efter Hans-Jörg, mens han fortalte lidt om stedet.

Historien

Weingut Deutzerhofs historie går helt tilbage til 1574, hvor ejeren Caspar Cossmann sammen med hustruen Catharina allerede første gang i officielle papirer blev nævnt som vinbønder. Og familien Cossmann drev også vingården gennem 11 generationer.

Senere medlemmer af Cossmann familien var bl.a. med til at stifte et af de landets første kooperativer i 1868. Det lå netop i Mayschoß i Ahr, og blev egentlig grundlagt af nødvendighed.

Vinproduktionen i Ahrdalen havde på det tidspunkt været i en dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, flere angreb af vinlusen Phylloxera og et sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød faktisk også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahrdalen … ganske stort tal i forhold til områdets samlede størrelse.

Den reelle etablering af vingården skete dog først i 1952, hvor Alfred Cossmann besluttede at træde ud af kooperativet for at lave vine under eget navn … Weingut Cossmann. Og det blev en succes … forretningen blomstrede og Alfred solgte sine vine både til private samt restauranterne i Ahr.

Det blev dog svigersønnen Wolfgang Hehle, som efterfølgende overtog driften. Han var egentlig bagersøn, men arbejdede sig med skat. Han kunne dog lide at arbejde med sin svigerfar i vinkælderen og blev også langsomt bedre til selv at lave vine.

Han blev bl.a. inspireret af vinene fra Bourgogne med lagring af vinene på barriques og startede også en omlægning til både økologisk og biodynamisk drift.

Wolfgang stod også bag opførelsen af den nye vingård i 1980, hvor navnet på vingården også blev ændret til Deutzerhof, som var mere uafhængigt i forhold til det gamle navn. Der blev også nu i højere grad satset mere på højere kvalitet bl.a. via mindre udbytter.

Imidlertid blev periode fra 2010 til 2013 skelsættende for familien Hehle. Først døde gamle Alfred Cossmann i en alder af 83, men værre var det, at Wolfgangs søn Johann – der allerede var godt i gang med at overtage driften efter faderen – samme år døde i en bilulykke blot 27 år gammel.

Det påvirkede selvfølgelig Wolfgang og hustru Hella voldsomt, så produktionen blev overtaget af Wolfgangs ven og sommelier Hans-Jörg Lüchau.

Men for at gøre det hele værre, så døde Wolfgang i 2013 af kræft, hvorefter Hella Hehle, svigerdatteren Dorothee Hehle samt Hans-Jörg Lüchau stod tilbage med resterne. Siden 2014 har Hans-Jörg Lüchau imidlertid driftet Deutzerhof videre, hvilket i dag sker sammen med ingeniøren Christoph Hoffmann.

Weingut Deutzerhof har samlet 7 hektar vinmarker, og de bedste marker er Altenahrer Eck, Mayschosser Mönchberg, Dernauer Schieferley samt Heimesheimer Landskrone.

Der dyrker de primært sorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Dornfelder, Portugieser, Riesling og lidt Chardonnay. Den årlige produktion ligger vel omkring 40.000 flasker.

Rundvisningen

Vi startede med at se huset – sådan oppefra og ned. Vi gik nemlig først op i et lille smagelokale øverste i husets tårn/spids … et lille og charmerende lokale med loftet op i kip. I dette lille lokale er der sikkert holdt mange festlige smagninger.

Derefter gik vi ned i husets gamle og fugtige kælder, hvor alle hvidvinene laves og sikkert også nogle få af de røde. Det er i hvert fald der, at Deutzerhof har deres ståltanke og nogle af de større, gamle egefade og nogle indeholdt da også Weissburgunder.

I den fugtige, gamle kælder – der emmede af god vin – havde huset også en lille skattekiste … eller en stor samling af vine fra andre huse rundt om i verdenen. De lå godt gemt bag tremmer og hængelåse.

Derefter gik vi over i den nyeste tilbygning … en stor bygning, hvor Deutzerhof har bedre plads til en moderne vinproduktion end i den lidt trange kælder, hvor tilgangen også er lidt besværlig.

I den moderne del af lokalerne kommer druerne nu ind og der fandt vi selvfølgelig også vinpressen, de store gæringskar til de fantastiske Spätburgunder vine og selve pakkeriet. Hans-Jörg Lüchau viste stolt faciliteterne frem fortalte lidt om hans tilgang til produktionen, hvor han i dag bestemmer alt omkring stilen på vinene.

Hans-Jörg har bl.a. den tilgang til produktionen, at den skal ske så naturligt som muligt, hvorfor der vinmarkerne også passes med respekt for naturen, fx med græs mellem vinstokkene og en løbende streng grøn høst for at sikre bedst mulig kvalitet i druerne, som høstes, når de er modne med en sund sukker/syre balance.

Smagningen

Men det skulle vi snart få at smage,  for derefter gik turen retur til den havestue, som ligger lige ved indgangen til vinhuset. Der skulle vi ved et bord centralt i lokalet igennem en række vine … og vi aftalte med Hans-Jörg, at vi ville koncentrere os om de røde Spätburgunder vine, men måske suppleret med en start af en eller to flasker hvidvin.

Det var en god idé, for vi skulle sammenlagt igennem 13 forskellige vine, nemlig disse vine:

Jeg fik faktisk lavet smagsnoter på samtlige vine, så dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover. Min favorit i vor smagning var klart Deutzerhofs 2016 Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs, som også var klart bedre end 2017’eren.

Vi sluttede også her med at købe lidt vino … lidt blandet, herunder faktisk nogle af de spændende hvidvine og selvfølgelig nogle af den fantastiske 2016 Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs.

Samlet fik vi et fantastisk indtryk af Deutzerhof … og min tidligere erfaring fra husets 2013 Alpha & Omega Frühburgunder kom rigtig til skamme. Da jeg smagte den tilbage i marts sidste år, så var den varm, skæv og overdone … jeg faktisk gav jeg den alene 3 af de fedeste fingre, men jeg vil mene, at der var en flaskefejl.

Denne gang smagte jeg samme Alpha & Omega Frühburgunder i en frisk årgang og det var noget andet … virkelig cremet, let og lækker, men det vender jeg jo tilbage til i mine beskrivelser og anmeldelser af alle de smagte vine fra Deutzerhof.

En stor tak til Hans-Jörg Lüchau for en fantastisk oplevelse.