Denne 2017 J.J. Adeneuer Spätburgunder er nok bedste value for money køb hos Weingut Adeneuer og én af de vine, som jeg absolut skulle købe med hjem, selvom pladsen i bilen efterhånden var noget udfordret … for nu at sige det pænt.
Druerne til J.J. Adeneuer Spätburgunder kommer fra flere af Adeneuers marker og igen er vinen lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Lagringen er en tand længere end ved foregående vin, nemlig 18 måneder … halvdelen i brugte fuders og den anden halvdel i brugte barriques. Der er 1,3 gram restsukker pr. liter i vinen.
Næsen er spot on … let, lys, luftig med lyse bær, hindbær, ribs, lyse kirsebær, lidt gærede i udtrykket og samtidig med et svagt fadpræg med en lille smule kanel, fin inderlighed, lidt røg og et lille mineralsk islæt. Nice.
Smagen er bare så ren og fin, virkelig sart og delikat, samtidig rank og stringent, fin og med et blidt tanninbid. Det er bare let, feminint, drikkevenligt og har en vild flot balance … virkelig imponerende af nærmest en billig basisvin.
Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, hvor en flaske koster 179 kr., men pt fås på tilbud til 159 kr.