2017 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, TysklandPaul Schumacher startede vor lille smagning i den hyggelige bistro med denne almindelige Spätburgunder … som vel – selvom Schumacher ikke er medlem af VDP – kan betegnes som en Gutswein eller basisvin.

Vinen er – som med alle rødvinene hos Weingut Paul Schumacher lavet med tidlig høst, kold maceration og spontangæring i åbne gæringskar alene med druernes naturlige gærceller og en efterfølgende lagring i franske egefade … og denne Spätburgunder basisvin er lagret 18 måneder på brugte egefade. Paul anvender kun fine barriques fra Tonnelier Chassin i Bourgogne.

Duftmæssigt lys, let, syrlig og moden frugt, kirsebær, hindbær, blåbær og mentol. Der er lidt Ahr røg, mineraler og eg … virker meget tør. I munden har vi da også stor tørhed og masser af syre, virkelig et syrehoved med kant og en meget ren, frisk frugt. Det er næsten alt for ung en vin … syrlig, streng og let grøn.

Dansk importør er Rotweiss Vinimport, men denne er ikke i sortimentet og koster 9€ på vingården … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4/7