Med de næste vine steppede vi nogle niveauer op, for nu var det to Riserva vine i årgang 2017 og vi fik først Selva Capuzzas 2017 Lugana Riserva Menasasso.
Som foregående Lugana Selva har Selva Capuzza lavet denne vin siden 1983 og det er atter en 100% Turbiana vin med druer høstet med 65 hektoliter pr. hektar fra de ældste vinstokke på Selva marken.
Vinen har først gæret i rustfrie ståltanke og derefter vælges den allerbedste tank … og kun den anvendes til denne topvin, som så er lagret 18 måneder på i ståltankene.
Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.
Uha … virker duftmæssigt flot balanceret, cremet og samtidig overraskende luftig, cremet og næsten svævende, men fadpræget er yderst beskedent og godt integreret. Der er grønt æble, lime, flint og kaprifolier med lidt grønt oveni.
I munden er der medium fyldighed, god intensitet og modenhed i frugten, men det er uden at miste friskheden. Der er lemon og nogle eksotiske frugter, abrikos, tørret abrikos endda, melon, let honning samt salt. Det smager voldsomt godt og glider gennem halsen som en letløbsgearkasseolie.
Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme, men denne koster 15,50€ i hjemlandet … svarende til 115 kr.