Vi startede smagningen hos Perla del Garda med bobler og den første var denne Lugana Spumante Brio 2019 lavet efter charmat metoden.
Det er selvfølgelig 100% Turbiana druer, som kommer fra 20 år gamle stokke på marker i 150-250 meters højde i Lonato del Garda.
Vinen er lavet på rustfrie ståltanke ved lav temperatur på omkring 15 grader. Efter endt fermentering er andengæringen sket i autoclave tanke efter charmat metoden og først derefter er vinen så flasket og gemt yderligere 16 måneder inden frigivelse.
Vinen er overraskende overvældende i næsen … meget landlig aroma med både kardemomme, kanel, vanilje og nelliker, bløde pærer, hasselnødder, blomster og grønne urter.
I munden er der gode bobler … fin mousse og samtidig masser af syre, citronsyre, bitter lemon, en svag sødme og så ellers godt med mineraler.
Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 9,90€ … svarende til 74 kr.