Fra 2 til 1 … for næste vin i glasset hos Weingut Adeneuer var hans 2016 J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, hvor der alene anvendes de bedste druer fra vinhuset marker … eller i hvert fald de druer, der ikke anvendes til enkeltmarksvinene.
Druerne er høstet med håndkraft ved 103° Oechsle, hvor Adeneuer finder koncentrationen størst. Vinen er så lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder, men nu på en kombination af både brugte og nye 225 liter barriques. Der er 1,4 gram restsukker pr. liter i vinen og vinen er aftappet ufiltreret.
Man kan allerede i næsen godt mærke, at vi nu er steppet et par skridt op, for næsen er nu virkelig klassisk Ahr, røget og med nogle grønne noter. Næsen byder derudover på friske bær, lyse kirsebær, hindbær og lidt mørkere bær, meget fast og moden i frugten, syrlig, mineralsk og måske endda med lidt tobak og krydderier.
Smagen er blød, cremet, fast … meget frisk i frugten, ung, streng, syrlig og mineralsk. Det er en let og delikat vin, hvor lidt mentol, salte mineraler og fast syre dominerer. Det smager vildt godt og også en tak bedre end foregående … selvom det måske ikke er meget, så det bliver 5 houlbergske fingre med pil op.
Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster en flaske 25€ … svarende til 186 kr.