Fra den hvide kalkstensholdige undergrund på Monteseroni gik vi direkte til denne Vigne della Brà, hvor marken består af en brunlig blanding af ler og lidt basaltisk sten.
Brà er den parcel, hvor Filippo har de ældste vinstokke, hvor de ældste er plantet i 1950’erne på den sydvestvendte mark.
Druerne er høstet manuelt og der anvendes hele klaser uden afstilkning. De er presset blidt, hvorefter vinen gærer sammen med den forgæring aka Pied de Cuve, som er startet en uge forinden og efter fermentering er vinen så lagret omkring 9-10 måneder inden ufiltreret aftapning på flasker.
Igen er det en moden og fyldig aroma … lidt mere parfumeret, men på en totalt anden facon, hvor det mere er et møde mellem honning, melon og rosmarin … minder mest om Castelcerino, men virker på en eller anden måde bare mere mineralsk. Der er honningmelon, lemon appelsin samt nogle eksotiske frugter som abrikos, selvom det nok er pærer og honningmelon, der kommer mest frem sammen med nogen mandelbitterhed.
Smagsmæssigt har vinen en god syre, men bestemt ikke vild. Den er i stedet som foregående vin simpelthen bare blød og cremet. Meget behagelig smag, givende, udtryksfuld og har både citroner, lemon og lidt grape, men er alligevel rund. Igen fornemmer man, at denne Garganega vin har et ekstra gear end mange andre af slagsen.
Forhandles af Vintrovin, hvor en flaske koster 225 kr.