Med den sidste vin hos Tenuta Roveglia skruede vi godt op for alderen, for det var nemlig lige husets Lugana Riserva Vigne di Catullo i en ældre årgang 1994 … altså med 27 år på bagen.
Det er selvfølgelig 100% Turbiana fra nogle af husets ældste vinstokke. Der er alene anvendt 50% af det frit løbende saft til vinen, som hargæret i ståltanke, men har efter endt fermentering lagret 24 måneder i tankene og herefter 6 måneder på flaske inden frigivelse. Denne har så blot været gemt i husets kælder indtil nu.
Men duften er dog noget oxideret med en sherryagtig note suppleret med gammel æblemos og nødder. Trods den tydelige oxidering, så er vinen bestemt ikke over-the-hills, for frugten er egentlig okay frisk og levende.
Men smagsmæssigt bliver den lidt flad, selvom der fortsat er syre tilstede i vinen, hvilket er ganske imponerede. Frugten er også ret tydelig i form af melon og nedfaldsæbler, men helt stort bliver det dog aldrig, men spændende at smage og flot, at en 27-årig hvidvin kan holde så fin syre og frugt.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske i årgang 2017 koster 179 kr.