Weingut Adeneuer var vores sidste besøg inden vi senere på aftenen drak hjernen ud ved den festlige winzerfest på torvet i Ahrweiler. Absolut sjovt. Besøget hos Paul Schumacher havde kun varet en times tid, så vi ankom til Adeneuer i Ahrweiler lidt tidligere end aftalt på forkant med Marc Adeneuer.
Men vi entrede med nærmest kyndig erfaring vinhuset, og døren med skiltet Probierstube & Verkauf fortalte med tydelige Algerian gamle og tydelige skrifttyper, at her var det nok et godt sted at starte. Det gjorde vi så.
Vi blev mødt af Frank Adeneuer, som passede smagestuen denne dag, mens Marc tilsyneladende var optaget andetsteds. Det var fint for os og vi satte os ved et af bordene i smagestuen … og så fik vi ellers en supersmagning, selvom der egentlig var pænt travlt.
Historien
Weingut Adeneuer kalder sig også en rotweingut, for Adeneur laver primært vine på Früh- og Spätburgunder og kun et par enkelte hvide vine på Weißburgunder og en enkelt Blanc de Noir – selvfølgelig også på Spätburgunder – samt lidt Sekt.
Vinhuset ligger i den lille by Ahrweiler og drives af de to brødre Marc og Frank Adeneuer, som nu viderefører familiens gamle, stolte traditioner, idet vingården har været i familiens eje i omkring 500 år.
Da Marc og Frank Adeneuer overtog driften af vin gården i 1984, var alt temmelig nedslidt, men siden da er der sket meget. Gården er renoveret og vinkælderen er bragt op til moderne standarder.
Siden overtagelsen har brødrene også forøget markerne, således de i dag har 12,5 hektar, som bl.a. omfatter parceller på topmarkerne Ahrweiler, Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg, Walporzheimer Kräuterberg og specielt 0,64 hektar på den ultimative perle Walporzheimer Gärkammer.
Vinene hos fermenteres spontant og med så kold maceration som muligt. De bedste af vinene lagres på barriques i 18-20 måneder og lagring sker altid separat for hvert enkelt parcel.
Den samlede produktion ligger årligt på omkring 100.000 liter, svarende til cirka 130.000 flasker vin.
Vinsmagningen
Frank Adeneuer havde travlt i smagestuen, men han serverede løbende et bredt udsnit af husets vine og havde også tid til en snak med os omkring vinhuset, historien og vinene. Samlet kom vi til at smage disse vine:
- 2018 Weingut Adeneuer, Blanc de Noir Spätburgunder
- 2018 Weingut Adeneuer, Weissburgunder
- 2018 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Spätburgunder
- 2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer Spätburgunder
- 2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder
- 2016 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder
- 2016 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder Goldkapsel
- 2016 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder GG
- 2016 Weingut Adeneuer, Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder GG
- 2015 Weingut Adeneuer, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder GG
- 2016 Weingut Adeneuer, Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder GG
Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Vinene fra Adeneuer hører til blandt toppen af poppen i Ahr og bare deres billige J.J. Adeneuer basisvin er toplækker, mens specielt Grosses Gewächs vinene i den grad imponerede med 2015 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder GG som den allerbedste gudedrik.
Vi fik ikke en rundvisning i vinkælderen, for der så ud til at være travlt, men måtte nøjes med nogle fotos ind i det allerhelligste, men så købte vi i stedet lidt af de forskellige vine.
Mange producenter i Ahr har ingen dansk importør, hvilket også gælder også Adeneuer … i hvert fald indtil nu, hvor Vinvärket er ved at slå dørene op, og de får netop også nogle af vinene fra Weingut Adeneuer med i sortimentet. Godt gået guys.
Det er Morten fra Vinvärket, som har sendt mig de to nederste billeder af Marc og Frank Adeneuer.