Denne Lugana Riserva Fabio Contato – opkaldt efter husets grundlægger – er husets Lugana topvin. Vi smagte den i årgangen 2017 sammen med hovedretten af stegt kalv med svampesauce og stegt polenta.
Vinen er lavet på Turbiana druer fra nogle af de ældste vinstokke fra forskellige vinmarker høstet med et ganske begrænset udbytte.
Vinificering og lagring er foregået på en kombination med 50% i ståltanke samt 50% i nye franske egetræsbarriques og tonneaux. Denne årgang 2017 er flasket i april 2019 … dvs. med omkring 18 måneders lagring og har derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske.
WAUW … vild tyk, smørfed og fadpræget næse, letbrunet smør, tørret abrikos, kandiseret, rosiner og moden frugt, let lemon, vanilje, kanel, honning, peber, mandler og blomster. Det er virkelig svulstig og epo-forstærket med store muskler.
Smagen er sgu også cremet, fed og svulstig. Det er voldsomt lækker, totalt bella figure med sexet body, men det bliver heldigvis aldrig for fedt, for vinen har en slank, elegant og vedkommende krop, hvor en portion salte mineraler og lemon giver elegance og en form for friskhed. Dejlig vin.
Forhandles herhjemme af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 250 kr.