Kategoriarkiv: Store oplevelser

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Laure Adam fra Jean-Baptiste Adam

Mit næste møde ved Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 vinmessen var med Laure Adam fra vinhuset Jean-Baptiste Adam, der som foregående heller ikke er en producent, som jeg er stødt på tidligere.

Det er dog et af Alsaces ældste vinhuse, som blev etableret i 1614, ligger i Ammerschwihr og i dag drives af den 15. generation i form af Laure Adam, der dog fortsat får lidt hjælp fra hendes far Jean-Baptiste.

Jean-Baptiste Adam

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1614 af Jean-Baptiste Adam, der også blev kaldt gourmet-vinmageren, for på det tidspunkt kom mange lokale restauranter til Ammerschwihr for at smage Jean-Baptiste Adams vine, for at finde det perfekte match til deres måltider.

Dengang var titlen gourmet-vinmager … en titel som dengang var ganske officiel, men alene eksisterede i Alsace. I dag er titlen dog helt forsvundet, men hos mange vinhuse er der i dag fortsat stor fokus på gastronomisk ekspertise til vinene.

Men i over 400 år har Adam familien således uafbrudt lavet vin på vingården i Ammerschwihr, hvor der fortsat lever flere generationer, selvom den 13. generation i form af Jean Adam, jo desværre døde i 2022. Men han drev vingården fra 1957 til omkring 1982 sammen med sin hustru Paulette.

Fra 1990 var det imidlertid Jeans søn Jean-Baptiste Adam, der overtog roret som 14. generation og siden 2012 har det været med Laure Adam ved sin side … og hun er langsomt ved at overtage det meste af driften.

Laure Adam har studeret landbrug og ønologi. Samtidig har hun taget en Master MBA inden for vin, så det forretningsmæssige er også på plads. Hun bragt ekstra finesse og elegance til familiens vine … er lidenskabelig engageret i vindyrkning. Hun er også medlem af Divines d’Alsace og således samlet godt klædt på til at overtage driften af vingården.

Vinhuset ejer selv knap 20 hektar vinmarker, men driver via lejeaftale yderligere 4 hektar … og siden 2004 har vinmarkerne været drevet både økologisk og biodynamisk.

De bedste af vinmarkerne er klart Letzenberg samt de 3 Grand Cru marker Wineck-Schlossberg, Marckrain og Kaefferkopf, hvor den sidstnævnte absolut er perlen i samlingen.

Smagekassen

I kassen med vine fra Jean-Baptiste Adam var der disse 4 vine;

Igen 4 små udvalgte vine. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Med den samme kunne du fornemme, at Laure Adam er en kvinde, der har en kæmpe viden om vin, så vi fik dermed en rigtig god snak om både deres gamle vinhus, deres marker og deres tilgang til produktionen.

Hun fortalte, at de har 20 hektar vinmarker, men også køber lidt druer ved siden af og har i det hele taget en gammel og konservativ tilgang til produktionen. Derfor anvender de fx ingen ståltanke i kælderen, men alene egefade … som du kan se på billedet. De anvender dog i dag en moderne vinpresse

Vi snakkede lidt om økologi og biodynamisk drift og Laure fortalte, at hendes far allerede for 20 år siden startede med dette, men også at klimaforandringer kan mærkes … men at man fortsat oplever stor forskel i de forskellige årgange og forskelle i de forskellige terroirs, som de har på deres forskellige marker.

Meget af deres produktion sælges til restauranter, men ellers er der forhandlere i flere lande. I Danmark er importør vist Gobi Vine, men det er vist mest vinene i den billigere ende.

Som med alle de andre producenter spurgte jeg også, om hun ville sende lidt fotos … og det tog hende ikke lang tid, så derfor er der nu denne gang lidt fotos af fra kælderen samt Laure og hendes far.

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Audrey og Loïc Weinzaepfel fra Domaine Weinzaepfel

Mit første møde ved Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 vinmessen klokken 10.00 præcis var med de søde Audrey og Loïc Weinzaepfel fra Domaine Weinzaepfel … et vinhus, som jeg ikke før er stødt på eller smagt vine fra.

Det ligger på Rue de la Chapelle i Soultz-Haut-Rhin, hvilket er lidt nordvest for Mulhouse.

Domaine Weinzaepfel

Vinhuset har været ejet af Weinzaepfel familien siden 1882, hvor det blev købt af Jean-Baptiste Weinzaepfel, men har en historie, der går helt tilbage til 1253, hvor cisterciensermunke fra Lieu Croissant byggede klostret og kælderen, der grænser op til den omgivende mur af Soultz volde.

Klosteret var derefter en integreret del af Soultz’ religiøse liv indtil dets nedrivning under revolutionen. Klosterbygningerne blev solgt som national ejendom i 1792 og blev til separate huse.

Domaine Weinzaepfels ejendom var et af disse huse og dengang kaldt Maison de Brinighoffen, men efter Jean-Baptiste Weinzaepfel købte huset i 1882, så ændrede han navnet til Maison Weinzaepfel, men den gamle kælder til produktion af vine fulgte med.

Men det var faktisk først i 1899, at Weinzaepfel familien startede med at lave vin, hvilket var anført af Jean-Baptistes søn Louis. Han var egentlig mest passioneret omkring opdræt af gårdens dyr … køer, får og grise, men dyrkede også marker med almindelig afgrøder samt en del vinstokke.

Imidlertid blev druer solgt til  højestbydende, men hans søn Paul havde en langt større passion for vinfremstilling. Han begyndte at aftappe vine og fik efterhånden med tiden skabt et ry for Domaine Weinzaepfel som en god vingård. Hans kone Marie-Antoinette ledte markedsføringen med sit bemærkelsesværdige temperament og energi og sammen fik de også købt flere vinmarker.

Driften blev efterfølgende i 1988 overtaget af deres søn Marc som den 4. generation. Sammen med sine kone Cathy lavede de også en række vine, men solgte ellers det meste af deres produktion til det lokale kooperativ eller de lokale handlende.

Siden 2018 er det imidlertid 5. generation i form af  Loïc, der nu driver vingården sammen med søsteren Audrey. Loïc har iværksat væsentlige ændringer med det formål at fortsætte søgen efter ekspertise samt selve lave deres vine fra de samlede 12 hektar vinmarker,

Han har indført en række nye  værktøjer og teknikker, men markdriften er omlagt til økologisk drift … og derudover er han nu i gang med at praktisere biodynamisk drift uden dog at blive certificeret. Hans søster Audrey tager sig af salget.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Weinzaepfel var der disse 4 vine;

Med andre ord var det 4 topvine fra huset … så dermed var der langt op til en pokkers lækker lille smagning. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Jeg fik en god snak med søskendeparret Audrey og Loïc Weinzaepfel, hvor vi specielt snakkede om økolog, klimaændringer og selvfølgelig også lidt om vinhuset, bl.a, om Loïcs farfars ulykke i en alt for ung alder, hvorefter Loïcs far måtte overtage driften.

De fortalte, at de driver vingården så bæredygtigt som muligt og alene med grøn gødning, så lidt traktortrafik som muligt ,,, alle deres stokke har opnået niveau 3 High Environmental Value-certificering og blev  konverteret til økologisk landbrug i 2019.

Derudover fortalte de, at de ikke anvender svovl i produktionen, men imidlertid blot en lille ganske lille smule ved aftapning af alle vinene på flaske. Derudover er de ved at blive biodynamiske og høster fx kun på fruit dage.

Da jeg smagte deres vine fra 2020 og 2021, så spurgte jeg lidt til de to årgange. Loïc fortalte, at 2020 bød på langt mere solskin, hvilket de bl.a. kunne se fra deres stor have, hvor grøntsagerne blev både bedre og større.

Som med alle de andre producenter spurgte jeg også, om de ville sende lidt fotos fra deres marker og vineri. Tilbage i 2021 opfyldte alle producenterne dette ønske, men denne gang var det mere spredt og jeg fik fx intet fra Domaine Weinzaepfel.

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … version 2.0 og atter mødte jeg gode producenter

Via Ehrenberg Sørensen Kommunikation fik jeg for et stykke tid siden en invitation til den nye 2023 udgave af Millésimes Alsace DigiTasting® … en digital vinmesse, som jeg også deltog i tilbage i 2021, hvor den fysisk-digitale vinmesse blev afholdt første gang.

Dengang var årsagen til den digitale udgave selvfølgelig COVID-19, da man ikke som hidtil kunne den normale vinmesse Millésimes Alsace, som man ellers havde afholdt siden 2012.

Men i 2021 fandt man ud af, at den fysisk-digitale vinmesse med udsendte smagsprøver og online-interviews fungerede ret godt, så derfor gentog man så her i 2023 succesen med en version 2.0 … men ellers fuldstændig efter det samme koncept og igen arrangeret af brancheorganisationen Vins d’Alsace – også kendt som CIVA … Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace.

Det er også et virkelig godt set-up og i 2021 havde jeg en rigtig god oplevelse med hele 10 rigtig spændende one-on-one interviews, bl.a. med Jean Frédéric Hugel fra Famille Hugel, Olivier Humbrecht fra det legendariske vinhus Domaine Zind-Humbrecht, Jean-Christophe Bott fra Domaine Bott-Geyl og mange andre.

Du kan læse mere om min deltagelse i mit referat fra 2021 i indlægget; Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … et møde med Alsaces bedste vinproducenterDerfor skulle jeg selvfølgelig også deltage igen … og selvom jeg ikke fik så prominente navne på min smageliste, så blev det alligevel atter en rigtig fin oplevelse.

Det professionelle set-up

Igen kunne deltagerne til Millésimes Alsace DigiTasting® opleve et utroligt professionelt set-up, som prægede smagningen fra start til slut. Jeg fik også selv hurtigt efter min akkreditering valgt de vinhuse, som jeg ville smage vine fra og have en snak med.

Denne gang var der ikke helt så mange huse at vælge ud fra … 74 vinhuse mod 100 sidste gang og flere af de helt store kanoner havde tilsyneladende valgt ikke at deltage. Det betød dog, at der fortsat var ikke mindre end 296 vine med og samlet endte CIVA med at udsende  8.300 boxe med samlet 33.200 miniflasker.

Samlet deltog blev omkring 2.850 gæster akkrediteret til deltagelse og heraf altså jeres flittige vinblogger. Af disse var 621 fra Frankrig, men de resterende 2.229 gæster var fra hele 51 forskellige lande. Deltagelsen var en smule lavere end i 2021, hvor der var 3.500 akkrediterede gæster.

Sidste gang kunne jeg vælge 8 valgte kasser og fik derudover 2 overraskelseskasser og i hver kasse var der så 4 vine fra den enkelte producent.

I 2023 udgaven kunne man vælge 5 producenter selv og fik derudover 3 kasser, hvoraf 2 af kasserne var med tilfældigt udvalgte producenter, mens den sidste kasse denne gang var med vine til en stor Masterclass med titlen So Trendy.

Dermed blev det således til 8 boxe med samlet 32 mini-flutes med Alsace vine og jeg endte med vine fra disse 7 vinproducenter samt kassen til Masterclass’en med vine fra 4 producenter:

Boxen til Masterclass’en indeholdt en mini-flutes fra henholdsvis Domane Schoffit, Domaines Schlumberger, Domaine Hurst samt Cave de Ribeauville.

Derefter var det egentlig blot at booke en tid hos de enkelte producenter … et onlinemøde bare med vinmageren. Det mest oplagte var selvfølgelig at booke et møde hos dem, hvis smagesæt man havde modtaget, men der var også mulighed for at booke møder med andre producenter.

Jeg valgte den oplagte … jeg bookede simpelthen 30 minutter med hver af de 5 producenter, som jeg selv havde valgt og de 2 tilfældige, som fulgte med. Dermed så mit mødeskema således ud:

Lidt et program, men jeg havde også besluttet at smage vinene før møderne og så i stedet benytte chancen og tiden til blot at snakke med vinmagerne, høre om deres vineri og en række emner. Men derudover ville jeg jo også kunne sige noget om deres vine.

På listen ovenover er der intet booket møde med Jérôme Neumeyer fra Domaine Neumeyer. Det var imidlertid booket, men han dukkede aldrig op til online-mødet … men ringede og om-bookede, men kom heller ikke til senere møde, så tænker teknikken svigtede.

Men allerede inden bekræftelserne på møderne var modtaget, så var alle smagekasserne for længst også dukket frem fra Frankrig … 8 af de eksklusive, vinøse, små madpakker med nogle af de dejligste vine fra Alsace.

DigiTasting møderne

Mine one-on-one møder med i hvert fald 6 af de 7 vinproducenter (Neumeyer ikke indregnet) gik forrygende. Alle steder var det enten ejerene selv eller vinmageren, som jeg snakkede med. Her kan I lige se, hvem der var med fra de forskellige vinhuse:

Ja … du kan se et screenshot af  alle 6 ovenover.

Og sikke rare og dedikerede personer … man kan godt være lidt nervøs til sådanne one-on-one møder med mennesker, som du aldrig før har snakket med, men det gik absolut forrygende. Søde og rare, masser energi, smil og tonsvis af snak om vin og vinproduktion i Alsace.

Jeg vil i de kommende blogindlæg fortælle lidt om hvert af mine møder suppleret med en historie om hvert vinhus og så selvfølgelig også en anmeldelse af de 4 vine fra hvert hus.

Derudover kommer der selvfølgelig også et lille skriv om den lille Masterclass So Trendy … med et panel bestående af Jenni Wagoner, Yves Beck, Manuel Peyrondet og Thierry Fritsch.

Samlet blev det – som sidst – en dejlig formiddag med 6 møder samt en Masterclass, som dog var lidt kedelig. Men samlet skal lyde en stor tak til Dorte fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation for at invitationen til at deltage.

Houlberg til Distinto branchesmagning … igen

Anton fra Distinto skrev forleden og inviterede mig til deres store branchesmagning hos Winelab i Aarhus. Der var dog imidlertid kun få dage til arrangementet og meget lidt plads i arbejdskalenderen, men jeg kunne lige luske forbi og havde 1-2 timer i skemaet.

Med begrænset tid, så havde jeg allerede inden ankomst erkendt, at fokus alene måtte være sådan lidt spredt, så ud af ud af Distintos 72 medbragte vine, så endte jeg da også kun med at smage 14 af dem, men alle virkelig lækre vine fra øverste hylde.

Jeg tog det derfor lidt afslappet og valgte de vine, som jeg bare helst ville smage … sådan en smule nonchalant af en ellers normalt flittig og jordbunden jysk vinblogger.

Jeg fik dog også tid til at snakke med nogle af de fremmødte fra både restauranter og vinbarer, men også Jonas fra Distinto  og nogle af de andre fra vinimportfirmaet.

Vinene

Men samlet endte jeg med at smage disse vine:

WAUW for et felt og igen var der ikke én eneste vin ikke imponerede, selvom der selvfølgelig var nogle, som bare var bedre end andre.

Mine absolutte toppunkter var bl.a. den smukke og flotte Pinot Nero fra Podere della Civettaja, de to Tenuta di Carleone vine, Brunello’en fra Il Marroneto, Barolo Terlo fra Camerano og Barolo Parussi fra Chionetti.

Men alt det kan du jo læse mere om i mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene … du kan jo bare følge alle mine links ovenover.

Stor tak til Jonas og Anton fra Distinto.

Houlberg smager … 6 Pedro Ximénez vine fra spanske Los Insensatos

Smalle Vine har masser af spændende vine … bl.a. sælger han en anderledes smagekasse med 6 tørre hvidvine, der alle er lavet på spanske druesort Pedro Ximénez, som vi mest kender fra de søde sherry vine fra Jerez i Spanien.

Men her er det altså i form af tørre hvidvine på druen … 6 vine, der kommer fra 6 forskellige terroirs, lavet med samme vinificering og så fra et vinhus eller projekt, som kaldes Los Insensatos, som betyder de tåbelige.

Det lyder som en vandvittig eller måske netop tåbelig idé … og det er det måske også, men absolut spændende og ikke noget, som man så lige støder ind i hver dag, så derfor tog jeg også nogle venner med, da jeg testede smagekassen med de 6 vine.

Los Insensatos

Los Insensatos holder under appellationen D.O. Montilla-Moriles, som ligger i vinregionen Andalusien og er skabt af 6 gode venner med den anerkendte ønolog Fátima Ceballos i spidsen.

Udover dens smukke Fátima er det Manuel Jiménez, Santiago Jiménez, Antonio Adamuz, Emilio Padillo og Juan Adamuz. De fik den idé, at de via druen Pedro Ximénez ville vise påvirkningen fra forskellige terroirs.

Derfor grundlagde de i 2020 så deres projekt Los Insensatos i en århundrede gamle vingård Lagar Cañada Navarro i hjertet af Sierra de Montilla. Der har de fundet nogle ideelle rammer til at fremme en produktion af vine fra forskellige terroirs i området.

Deres kærlighed til dette område samt dets vinbønder har fået dem til at skrive et sindssygt manifest, der står på bagsiden af etiketterne og vel nærmest er en hensigtserklæring i måden at fremstille deres vine på. Deres manifest lyder nogenlunde sådan her:

  • Vi er besat af områdets variation og terroirets udtryk
  • Vi prioriterer talent og viden frem for tradition
  • Vi tror på, at kvalitetens oprindelse findes i jorden, i frugten og hos avleren
  • Vi bevæger os uden at tænke meget … illusionen guider os
  • Vi prioriterer udvælgelse, udvælgelse, udvælgelse … samt sjov, venskab og vin
  • Vi vil lave vine, der vil bryde barrierer, så er vi Los Insensatos.

Det betyder, at de arbejder med stor respekt for vinstokkene og druerne, at de arbejder med forbedring af produktionsprocesser og optimering af traditionelle ressourcer, afstilker, gærer altid under 18 grader, arbejder med korte og små serier og satser på evolution, innovation og kvalitet.

I deres projekt har de startet med at lave 6 vine, som alle har gennemgået samme vinificering, men fra forskellige plots med forskellige terroir, med forskellige alder på stokkene, hvor nogle står udsat, får mere sol, nogle i helt drænet jord og andre har fået mere regn på grund af området.

Vinene

Jeg har smagt alle 6 vine lavet på Pedro Ximénez og det er disse vine, som jeg smagte i denne rækkefølge, som dog er fuldstændig tilfældig og blot valgt uden tanke på noget … overhovedet.

Det er vinene:

Alle vinene er lavet i store beton- eller lerkrukker og alle med florgær, altså lagret under flor. Flor er det spanske eller portugisiske ord for blomster og det refererer det til det lag af gær, der dannes på overfladen af vinen – en slags hvid hinde – efter den alkoholiske gæring har fundet sted.

Der sker det, at når gærcellerne smelter sammen, så dannes der et  beskyttende låg på toppen af vinen, og så vil det hæmme ilten … det kaldes også Biological Ageing. Man sker det netop også brugt i produktionen af sherry på netop Pedro Ximénez og hos Los Insensatos lagres vinene under flor i 7 måneder.

Alle de 6 vine er ret unikke og specielle … kan måske på flere måder sammenlignes med vinene fra Jura, men det kan du jo selv læse om i mine kommende anmeldelser. Jeg kan dog godt løfte sløret for, at jeg ikke kom helt op at ringe … men det er spændende og anderledes.

Houlberg anmelder … Fru Larsen gourmetophold

Forkælelse på et lille weekendophold fra fredag til lørdag med en gastronomisk oplevelse lyder da ganske okay, så derfor havde en lille flok booket et 5-retters Luxus Gourmet ophold på Fru Larsen Hotel & Restaurant i Laurbjerg et stykke udenfor Randers.

Restauranten i den ensomt beliggende landsby har nu været kendt igennem en lang årrække, men har flere gange skiftet ejere, men den har siden 2021 være drevet af et lille 3-kløver af restaurantchefen Christian Neve sammen med sin kone, sommelier og tjener Karina Grand Kannegaard samt køkkenchefen Dennis Birch.

De havde overtaget driften fra familien Friis, som havde drevet det anmelderroste hotel og restaurant i 8 år og det nye 3-kløver har et rigtigt fint CV … alle med Michelin erfaring og de skulle denne fredag aften sørge for, at vores lille flok på 6 par aka 12 personer fik en rigtig god madoplevelse.

Vort lille Luxus Gourmet ophold skulle reelt set starte om eftermiddagen med lidt kaffe og sødt, men da hovedparten først skulle hjem fra jobs, så havde vi aftalt at møde kl. 18.00, således vi først tog kaffen efter middagen om aften.

Alle fik sig hurtigt indlogeret i en bygning, der ligger ved siden af selve restauranten og på denne fredag havde vi vistnok bygningen for os selv. Det er en ældre bygning, der tidligere vistnok har været et missionshus … men den aften blev der ikke prædiket megen religion.

I stedet samledes vi alle i selve restauranten … lige til en lille drink eller bajersk øl inden aftenens program startede.

Maden

Vi tog imod vore venlige tjeners tilbud om at starte med lidt snacks samt champagne, så dermed gik vi til bords. Nedenunder kan I hele menuen for aftenen … og jeg skal nok løbende sætte lidt ord på alle retterne, mens jeg selvfølgelig også nedenunder har linket til mine anmeldelser og beskrivelser af alle vinene,

Snacks & Champagne

Sikke flot start med 5 små appetizers … små mundbider, der alle visuelt og smagsmæssigt. Jeg elsker snacks og restauranten havde også fundet en fin champagne lavet på Pinot Noir samt Pinot Meunier.

Jeg fik ikke skrevet op, hvad de forskellige snacks bestod af, men én enkelte var nogle grønne Padron med noget fisk og den ret var også lidt speciel og flere var ikke så vild med den.

Ret 1: Taskekrabbe – perleløg – kærnemælk

Den første ret var noget taskekrabbe … suppleret med perleløg og ovenpå måske lidt parmesanchips? Det var ganske lidt krabbe, men suppleret med en lille sauce af kærnemælk kogt med noget grønt?

Men i hvert fald blev det suppleret med hjemmebagt brød og en smør, som restauranten selv havde kærnet, mens hvidvalget var en fin lille burgundisk vin med kant og lavet på Aligoté.

Ret 2: Helleflynder – kål – hyldeblomst

Næste ret stod på hippoglossus hippoglossus … eller måske mest kendt under dens flade navn helleflynder. Den lever apropos første ret mest af krabber. Vi fik et perfekt tilberedt stykke suppleret med en sauce indkogt med noget hyldeblomst.

Ovenpå lidt bagt grønkål, der nemt kommer til at hylde meget … men så skal man bare huske på, at grønkål er sundt. Vinen havde samtidig stor fylde til fisken og var en sikkert valg, for det var en 2019 RS Weissburgunder fra altid fabelagtige Weingut Salwey.

Ret 3: Rødbede – lakrids – rygeost

Med næste ret gik vi 100% vegansk … en sjov ret, der også delte vandene i vort lille selskab. Nedenunder et skind lavet på rygeost var det rødbeder … vist nogle bagte rødbeder og så var der et drys af noget lakrids. Der var nogle, der ikke var så vild med denne ret, mens vi vinmæssigt gik på rødvin med en Loire vin på Cabernet Franc og Grolleau.

Ret 4: Braiseret oksehale – gulerod – syltede ramsløg

Med hovedretten kom der dog igen kød på border … nemlig braiserede oksehaler. Vidste du i øvrigt, at en oksehale typisk omkring 3,5 kg? Men her fik vi dog lidt mindre, men det var sgu en gryderet med stor intensitet og kraft … her serveret sammen med gulerødder, syltede ramsløg og indkogt sauce.

Vinmæssigt blev det et rigtigt godt valg … beaujolaisvin og her en 2019 Fleurie fra Clos de la Roilette og endda fra magnumflasker. For mig var det vinmæssigt aftenens bedste vin, men også en vin, som jeg havde smagt før … så jeg har blot linket til mit tidligere indlæg samt anmeldelse.

Ret 5: Oste servering og portvin

I forhold til vor 5-retters menu, så fik vi også lige – inden desserten – sparket lidt ost og portvin ind. Det skal jeg ikke trætte jer med og jeg fik endda heller ikke lavet smagsnoter på portvinen, så vistnok var en 10-årig Tawny fra W.& J. Graham & Co.

Ret 6: Pære – karamelliseret mælk – citrus

Vi sluttede – før kaffen – med en dessert, der også havde et låg. Her er det en kombination af syltede pærer, citrus og karamelliseret mælk, men hvordan der er lavet, kan jeg ikke huske.

Men vinmæssigt kom vi til Sydvestfrankrig … en dessertvin fra den nordlige del lidt øst for Bordeaux i Pomport en Périgord og lavet på et mix af Chenin Blanc, Semillon, Muscadelle og Ondenc .

Ret 7: Kaffe/the & søde sager

Så stod den på kaffe med lidt sødt … små chokolader, flæsk og kiks … men snart var klokken også tæt på midnat. På det tidspunkt var alle vist også godt mætte.

Tjenerne meddelte så pludselig, at kl. 24.00 lukkede køkkenet … og dermed hele restauranten. Det var måske lidt øv, når det nu var et gourmet ophold. Der var således intet sted, hvor vi kunne slutte aftenen af … måske lidt med en kold øl eller et glas vin.

Dermed sluttede aftenen faktisk meget underligt og brat … for vi kunne jo ikke være 12 mennesker på ét værelse og dermed endte det med, at vi hver så blot gik til køjs. Godnat og sov godt. Game over. Lidt underligt.

Vi mødtes dog igen om morgenen, da opholdet også omfattede lidt morgenmad … et fint morgenbord uden at være pragende, men vi var heller ikke så sultne.

Et par stykker ville gå tilbage til Randers via Gudenåen … og det lod vi dem gøre … en frisk tur på cirka 17-18 kilometer. Respekt.

Samlet leverer Fru Larsen Hotel & Restaurant dog en oplevelse på meget højt niveau og jeg besøger gerne stedet igen, men så skal det nok ikke være med overnatning og i en flok, idet der mangler lidt “after-party” med mulighed for at slutte aftenen af.

Vinvalget – som jo også tæller højt hos mig – skal roses. Det var rigtigt fornuftige vine og langt fra blot mainstream. Så dermed rammer Houlberg 5,5 tomler for det samlede oplevelse.

Samlet anmeldelse 5,5/7 

Houlberg smager vinene fra danskejede Mille Vite & Bisso i Piemonte

Vinmageren Bisso Atanassov er vi stødt på før her på Houlbergs Vinblog, for han hjælper i dag Taverna Wines ved siden af sit eget lille soloprojekt Quila. Men han er sgu også vinmager for det danske par Ann og Michael Dupont og deres piemontiske eventyr Mille Vite.

Bisso kontaktede mig forleden via Instagram og fortalte, at han i dag laver vin sammen med Ann og Michael Dupont og endda faktisk lejer nogle af deres marker til sit eget projekt. Men han ville høre, om jeg måske vil teste og anmelde vinene fra Mille Vite?

Det ville Houlberg selvfølgelig gerne, så derfra blev der skabt en kontakt til Ann Dupont … og nu er der havnet 5 af vinene fra Mille Vite på mit bord.

Mille Vite og historien

Mille Vite ligger på Strada Sollito i Cossano Belbo og er officielt grundlagt i 2021, selvom familien Dupont købte det 3 år før og havde restaureret huset til deres eget lille paradis.

Michael var uddannet håndværker og havde sammen med Ann tidligere kastet sig ud i store projekter bl.a. med istandsættelse af en gammel driftlade, som de havde lavet om til et moderne hus hjemme i Allerød. Men nu havde de købt et smukt gammelt hus i Piemonte … i starten egentlig som en feriedestination.

Efter købet var de imidlertid også i små målstok selv startet med at lave lidt vin fra deres vinmarker og det var blot til husbehov … 6-900 flasker Nebbiolo og omkring 300 flasker Moscato d´Asti, mens resten af druerne blev solgt til andre vinproducenter.

Men allerede i 2020 startede drømmen med at skifte hamsterhjulet herhjemme ud med et liv som piemontisk vinbonde på fuld tid. Først luftede de tanken overfor deres nærmeste … alle bakkede op om drømmen.

Derfor tog Ann og Michael Dupont i efteråret 2020 den store beslutning om at gøre det. De startede derefter det praktiske med udlejning af deres hus i Danmark og i februar 2021 lejede de en lille lastbil og pakkede de ting, som de vidste, de skulle bruge.

En tidlig morgen kørte de så afsted i to lastbiler pakket til det nye liv i Piemonte inklusiv to hunde, en kat og datteren Liv på 12 år, som nu går på en international skole i Alba, men datteren Mille blev hjemme for at passe studie og job.

Nu er de så gået all in på vinproduktionen med vinøs hjælp fra Bisso Atanassov og samtidig er Michael Dupont også selv blevet uddannet vinmager i februar 2022 … faktisk på samme dag, som han fyldte 50 år.

Bisso Atanassov kender vi her på Houlbergs Vinblog. Han er jo oprindeligt fra Bulgarien, har en uddannelse som ønolog fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino.

Han har blandt andet produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion, men fra 2012 slog han sig ned i Barolo for at slå rødder.

Det blev til seks år som vinmager hos La Bioca inden bruddet med dem. Så i 2018 startede Bisso Atanassov sit eget lille Quila projekt på en lille ejendom  beliggende ved Isola d´Asti lidt nord for Barbaresco.

Nu laver han så sammen med Mille Vite både lidt Langhe Nebbiolo, Barberesco, Chardonnay, Moscato d’Asti samt Grignolino. Vinene er lavet på druer fra egne marker, plukket, presset, lagret, tappet og proppet i hånden.

De sætter også selv etiketter på og pakker vinene … altså Dupont familien sammen med Bisso og målet er fremadrettet af lave 25.000 flasker årligt.

De har kaldt deres projekt for Mille Vite … og det er efter deres to døtre  Mille, der betyder 1.000, og Liv, som på italiensk hedder Vite, så dermed Mille Vite … 1.000 liv.

De har på deres marker i øjeblikket druesorterne Nebbiolo, Grignolino, Favorita, Dolcetto og det mere sjældne Moretto samt de hvide Moscato og Chardonnay. De har siden starten også udskiftet nogle af de ældste Moscato vinstokke fra 1935 til flere Grignolino samt Chardonnay stokke.

Men udover vinene, så er Mille Vite også startet med at lave olivenolie. De havde oprindelig 50 oliventræer, men har plantet lige så mange mere, således de i dag har over 100 registrerede og godkendte oliventræer.

Derfra laver de økologisk olivenolie … hvor hver enkelt oliven bliver håndplukket og kørt til møllen. Olien bliver derefter håndtappet og etiketten sat på hjemme på vingården … selvfølgelig økologisk.

Siden etableringen har de nu fået 2 investorer med i foretagendet, nemlig deres nevø Meklas Dupont og deres ven Kenneth Wilhjelm.

Vinene sælges i dag primært i Danmark, hvor de også har et lager 2 steder … Allerød samt Ringsted. Der holder de ofte nogle helt små vinsmagninger. Michael er således tit i Danmark, hvor han også holder winemaker-dinner på restauranter.

Mille Vite vinene sælges derfor både til private ved nogle af smagningerne, men også til restauranter som fx Mash, Levi, Che Fe i København, noglee vincaféer og så de 3 Holte Vinlager butikker i Gentofte, Hillerød og Roskilde.

Mille Vite vinene

Jeg har nu testet vinene fra Mille Vite … og selvom alle vinene nu fortsat er forholdsvis nye og ikke lavet i mange årgange, så har de altså fat i noget, for kvaliteten er bare høj og jeg var ret overrasket over vinene … men det kan du jo læse i mine anmeldelser, som jeg har linket til nedenunder.

Jeg har smagt disse vine:

Det er endnu små partier og således er der fx kun lavet 594 flasker 2019 Barberesco Gaia-Principe. Den smager himmelsk, men det gør specielt deres Grignolino også … har så meget læskende drikkeglæde og man fornemmer virkelig, at det er Nebbiolos lette søster.

Og så altid er jeg vild med Langhe Nebbiolo … også denne fra Mille Vite … og selv den søde Moscato d’Asti kan et-eller-andet, selvom jeg egentlig ikke er så meget til søde hvidvine.

Så mine damer og herrer … bare vent, for Mille Vite kommer vi bestemt til at høre mere til. Man kan kun være en smule misundelig over, at det ikke er én selv, som har taget springet og blevet vinbonde i Piemonte. Saluti.

Houlberg til middag med verdensberømte Michel Rolland & Javier Ruíz de Galarreta

Lige før stormen Otto ramte specielt det nordjyske, så besøgte jeg Supervins hyggelige vinkælder Skagensvej i Hjørring. Houlberg var nemlig inviteret til en 5-retters udsøgt gourmetmenu samt eksklusiv vinsmagning med den spanske vinvisionær Javier Ruíz de Galarreta og den berømte franske vinmager og konsulent Michel Rolland.

Det havde Houlberg selvfølgelig takket pænt ja til, så derfor havde jeg taget fri fra job, kørt nordpå, indlogeret mig på et hotel i byen og gået ud til Supervin, hvor der allerede var gjort klar til en aften med besøg fra Rolland og Galarreta.

Jeg fik hurtigt mødt aftenens 3 hovedpersoner, der udover Rolland og Galarreta bestod af rare Richard C. E. Grant, der så er englænder, bosiddende i Madrid og Export Area Manager for Galarrettas firma Araex Grands Spanish Fine Wines, men det skulle siden vise sig, at jeg også skulle sidde til bords med disse 3 hovedpersoner denne aften.

I butikken faldt jeg i snak med Michel Rolland, men også et par vinnørder, der havde taget turen fra København til arrangementet og havde besøgt flere af de vinhuse, som Rolland var konsulent for, men også løbende smagte meget eksklusive vine. Men her fik vi dog hurtigt vin i glasset og kunne først smage en 2018 Cava Extra Brut Imperial Reserva fra Villa Conchi, som er ejet af Araex Grands Spanish Fine Wines.

Vi fik en snak om vinhuse, om at drikke modne vine og lidt om Rollands arbejde. Allerede fra første fløjt virkede Michel Rolland bare utrolig venlig … og det blev bare yderligere forstærket i løbet af aftenen, men mere om det senere.

Alle medarbejderne fra Supervin var på virkelig på dupperne, bl.a. sikrede de, at vi hurtigt efter ankomst fik et glas i hånden og i løbet af aftenen var de også utroligt arbejdssomme og hjælpsomme, så på den led er Mads Jensen godt hjulpet. Der er virkelig en god stemning i hele butikken og det smittede også af på aftenen.

Men inden vi går videre med selve arrangementet … skal vi så ikke lige se lidt nærmere på Rolland og Galarreta, hvis vine jo skulle være aftenens omdrejningspunkt?

Michel Rolland

Man skulle synes, at en franskmand – med Michel Rollands meterlange CV som succesfuld konsulent og flyvende vinmager for massevis af vinhuse i det meste af verdenen – ville vær en rigtig arrogant, storskrydende, fransk vinsnob.

Men sådan er Michel Rolland ikke … faktisk tværtimod. Han er simpelthen den rareste, sødeste og mest rolige mand, som man kan forestille sig. Han har lune og selvironi, er utrolig let at snakke med og er samtidig helt nede på jorden.

Han er vokset op på sine forældres Bordeaux vinslot Château Le Bon Pasteur i Pomerol. Michel fortalte, at han nærmest var vokset op med Merlot vinstokkene … selvom han ikke blev helt så høj som dem, men mere blev bred.

Han blev i 1972 uddannet som ønolog fra det ønologiske institut i Bordeaux, hvor han også mødte sin kone Dany. Året efter slog han sig ned med eget vinlaboratorium i Libourne, hvor han analyserede vinprøver for nogle af vinslottene i området … og derefter spurgte mange af producenterne ham også til råds omkring fremstilling af vin.

Dét blev startskuddet til den omfattende konsulentvirksomhed, der har gjort Michel Rolland berømt i hele verdenen, for Rollad har vel nærmest skabt betegnelsen flying winemaker og har hjulpet over 150 vinhuse i 13 lande.

På sit lange CV har har hjulpet over 80 vinslotte i Bordeaux, bl.a. huse som Troplong Mondot, Angélus, Ausone, Pontet Canet, Pape Clément … men fx også Bond og Harlan i Napa Valley, Ornellaia i Italien samt Lapostolle i Chile.

Da jeg mødte ham denne aften havde han lige været i Napa Valley, hvor han i øjeblikket er konsulent for 21 vinhuse. Rolland fortalte, at han ved hvert besøg typisk er der en dags tid … og hos de mindre en halv dag.

Michel Rolland er kendt for at lave utrolig fyldige vine med rund frugtsmag samt en markant fadlagring, hvilket er blevet taget godt i mod af forbrugerne, mens kritikere hævder, at hans vine alle smager lidt af det samme.

Javier Ruíz de Galarreta

Javier Ruíz de Galarreta har været trendsættende for hele den spanske vinbranche, Han grundlagde i 1993 Araex Rioja Alavesa og markedsførte der Rioja vine for forbrugere i det meste af verden.

Senere kastede han også sin interesse på andre områder i Spanien så som Ribera del Duero, Navarra, Rias Baixas, Rueda og grundlagde en ny organisation kaldet Spanish Fine Wines.

I dag går foretagendet under navnet Araex Grands Spanish Fine Wines og Javier søger hele tiden nye vineventyr, men fælles for dem alle er, at der udvises respekt for naturen, den regionale identitet og nationale arv.

Det er et stort vineksportfirma og samlet sælger man vine ikke mindre en fra 14 vinregioner og 23 producenter, hvoraf mange er uafhængige producenter og nogle ejet af Araex Grands, som fx Villa Conchi, som har lavet den Cava Extra Brut Imperial Reserva velkomstvin, som vi smagte denne aften.

Samlet sælger Araex Grands Spanish Fine Wines ikke mindre end 11 millioner flasker årligt.

Projektet Rolland & Galarreta

På trods Michel Rollands opvækst i Pomerol samt at hans stjernestatus som vinkonsulent også er i Bordeaux, så har han altid haft et godt øje til Spanien. Derfor valgte han i 2010 at indgå i et nyt partnerskab med Spaniens dygtigste vinentreprenør Javier Ruíz de Galarreta, der kender det spanske terroir til perfektion.

Det er blevet til projektet Rolland & Galarreta … og som Michel Rolland sagde med et lille grin ved præsentationen, så har han nu endelig – efter mange år med vin – fået sit navn på flaskerne.

Det er i hvert fald en god kombination … Rollands evner til at skrue en god vin sammen samt Galarretas viden og kontakt til vinbønder i det meste af Spanien. De har således få aftaler for over 80 hektar fra de bedste regioner i Spanien som Rueda, Rioja, Priorat samt Ribera del Duero.

Druerne kommer således fra små vinbønder som Javier og Michel har håndplukket helt særligt til deres vinserie. Det er også en af forklaringerne på, at produktionerne er meget små og nærmest kultagtige med helt ned til få tusinde kasser per årgang.

Missionen er klar for de to vinpionerer – at lave moderne, elegante, terroir-drevne vine, der skal løfte de berømte spanske regioner endnu længere op i den internationale vinverden.

Velkomst

Efter at have nydt den mousserende vin, minglet lidt og lige kort set den bordplan, som var hængt op, så bød Mads Jensen velkommen på Supervins vegne … og så var det tid at gå i kælderen.

På bordplanen kunne jeg se, at jeg skulle sidde ved bord 8, hvilket bestemt må betegnes som hoved- eller kaptajnbordet, for det var samme bord som Michel Rolland, Javier Ruíz de Galarreta, Richard C. E. Grant, Mads Jensen himself samt 3 godmodige nordjyder i form af Mads Skibsdal, Peter Guldager og Jens Boelskifte. Så kunne jeg vist heller ikke komme til at sidde bedre.

Bordene var dækket fint op … der lå en lille brochure med både aftenens menu og de vine, som vi skulle smage denne aften, lidt om vinene og vinenes ratings … herunder også fra Houlberg. Ja faktisk var der kun 2 vine, som ikke havde de eftertragtede Houlberg ratings, men de anmeldes selvfølgelig bagefter.

På hver plads lå der også et lille kort med ens navn på … og inde i den flotte brochure var der naturligvis også en bestillingsseddel, da man som deltager kunne købe aftenens vine til en specialprice.

Menu & vine

Maden til at følge vinene undervejs havde Bryghuset Vendia stået for, hvilket blot øgede mine forventninger, for jeg har et par gange tidligere besøgt Vendia og dér i deres gourmetafsnit haft nogle af mine allerstørste madoplevelser.

Det kan du fx læse om i mine beskrivelser af de 2 besøg, nemlig første gang tilbage i 2013 på Besøg på Bryghuset Vendia og næste gang året efter med Besøg på Bryghuset Vendia … igen.

Denne aften stod den dog på en 5-retters menu og til hver af retterne skulle vi smage 2-3 vine … først fra  Michel Rolland og Javier Galarretas fælles projekt og derefter fra Bodegas Ameren, der jo er et af vinhuset under Araex Grands Spanish Fine Wines.

Velkomst: Vendia brød
Ret 1: Bagt hvidfisk, sellleri, rogn & muslingeskum
Ret 2: Lufttørret okseinderlår med trøffel & olivenolie

Ret 3: Braiserede svinekæber med cremet polenta & parmesan

Ret 4: Oksemørbrad med grillet auberginetærte & rødvinssauce

Hvor var det lækker mad … og selv vor udenlandske venner Michel, Javier og Richard var veltilfredse. Også vinmæssigt spillede det med maden til vinen. På den ene Verdejo Organic Parcela 123 var der dog fejl på nogle af flaskerne, hvor den første udgave var oxideret, men den efterfølgende frisk og grøn.

Der var ikke én ret, som var dårlig eller bare middelmådig … alt spillede og min holdning til Vendia er intakt, selvom de her jo ikke blot skulle lave mad til få mennesker, men til hele 70-75 gæster og endda på udebane.

Alle i vinkælderen blev særligt imponeret af en kun 16-årig ung gut, der på engelsk præsenterede retter en for en … helt perfekt med en flot ro, coolness og stort overskud. Han skal absolut nok blive en stor chef en skønne dag.

Vi fik også smagt den ikoniske 2016 Iconic fra Rolland & Galarreta, hvilket var en vin, som jeg ikke havde smagt før. Den er dyr, men for pokker den smager godt. En ved bordet sagde endda, at skulle han have en vin med på en øde ø … så skulle det være denne.

Vinsmagningen

Det blev en herlig aften, hvor vinene blev præsenteret for alle deltagere ved, at Javier Ruíz de Galarreta først fortalte om de vine, som vi skulle smage. Det blev derefter suppleret af Michel Rolland og så kom maden på bordet bagefter.

Det var perfekt, for så kunne man først lige smage vinen inden maden, men også til maden bagefter. Michel Rolland snakkede også om deres bestræbelser på at lave stabilt gode vine … altså vine, hvor kvaliteten er høj hvert år, bl.a. med en optisk sortering af alle druerne.

Rolland snakkede selvfølgelig også lidt om fadlagring … hvor man enten ruller fadene eller laver bâtonnage to gange dagligt. Han fik også snakket lidt om det, at være flyvende vinmager og komme rundt til de mange forskellige vinhuse.

Med vinene fra Bodegas Amaren var det Richard C. E. Grant, som præsenterede vinene og det gjorde han med både lune og masser af fakta. Han er selvfølgelig vant til at sælge vinene fra vinhuset, men man kunne mærke på ham, at han virkelig brændte for vinene.

Det blev en aften med masser af vinsnak omkring bordet, men også andre emner. Det meste foregik på engelsk, men jeg fik også snakket med Mads S, Peter og Jens, hvor sidstnævnte – der faktisk tidligere har været direktør for Sparekassen Hvetbo – var mellem job og mente, at han da sagtens kunne passe lageret hos Mads … med minimalt lille svind naturligvis.

Undervejs blev der også tid til at skåle … et par gange …

… men også masser af snak henover bordet …

… og så en skål igen …

Tiden fløj afsted og pludselig var aftenen slut, men sådan er det jo, når man er i godt selskab. Der blev lige tid til foto af Mads flankeret af frue, nogle af medarbejderne hos Supervin og selvfølge de tre udenlandske gæster.

En stor tak til Supervin for invitationen, Mads for godt værtskab, medarbejderne for flot indsats … og efter smagningen gik turen mod hotellet, træt, småfuld og fyldt med indtryk fra mødet med dejlige mennesker, god mad og lækker vin.

Mr Ruby Spätburgunder Jahrgangspräsentation 2020 … atter sindsygt højt niveau

Jeres altid flittige og trofaste Spätburgunder elskende vinskribent har igen – for 3. år i streg – været til en større Spätburgunder (og Chardonnay) årgangspræsentation hos Mr Ruby. Som sidst var det en lille og intim vinsmagning med flasker fra nogle af de fabelagtige, tyske vinproducenter, som Ruby selv importerer.

Denne gang var det med årgang 2020 i fokus og det skete for en lille og eksklusiv kreds bestående af Ruby himself,  Houlberg og så andre branchefolk. Det var bl.a. en flok gode mennesker fra Hotel Skjern, Restaurant Hærværk m.fl., men også altid rare Jesper Stig Mølbæk Christensen som et godt gensyn.

Årgang 2020 i Tyskland

2020-årgangen i Tyskland udmærker sig ved en meget høj kvalitet og er med cirka 8,6 millioner hektoliter kun en smule under det gennemsnitlige høstudbytte set over en 10-årig periode.

Høstudbyttet blev 3% højere end i 2019, men der er store udsving mellem de enkelte vinregioner. Tallene spænder således fra et fald på 38% i Franken sammenlignet med det gennemsnitlige udbytte over 10 år til en stigning på 31% i Hessische Bergstrasse.

I de to største vinregioner, Rheinhessen og Pfalz, var der en høstmængde, som ligger tæt på gennemsnittet med henholdsvis 1% nedgang i Rheinhessen og en stigning på 6% i Pfalz. Sydlige regioner som Baden og Württemberg fik begge et fald i høstudbyttet på omkring 10%.

Høstudbyttet i de 13 tyske vinregioner blev dermed lige så varierende som de vejrforhold, vinområderne oplevede i 2020. Det varme september vejr medførte en relativ stærk fordampning i druerne, som i visse tilfælde affødte et væsentligt tab i volumen.

I nogle regioner blev dette forværret af en vedvarende tørke, idet den nedbør, der faldt i vinregionerne, var ekstremt varieret hen over året. Dertil medførte en sen frost i de østligbeliggende vinområder Franken, Saale-Unstrut og Sachsen medført yderligere nedgang i afgrøderne.

Takket være den solrige og tørre sensommer har de fleste tyske vinproducenter høstet velmodnede og sunde druer. De røde sorter opnåede en perfekt farve og viser et stort potentiale, mens de hvide vine er tilsvarende aromatiske og ekstremt frugtagtige.

Sensommeren i september med masser af strålende solskin og temperaturer langt over 25 grader gjorde, at sukkerindholdet i druerne steg hurtigt, og derved blev høsten fremskyndet. Dertil betød vejret, at diverse sorter var klar til høst på samme tid.

Hos mange vingårde blev årets høst afsluttet på blot tre til fire uger, og det var en høst for de morgenduelige. Vinbønderne høstede i de tidlige morgentimer eller om natten for at få druerne ind i kælderen ved de køligst mulige temperaturer.

Vinene

Mr Ruby havde atter stillet alle vinene op i en gennemtænkt rækkefølge og vi startede lige på og hårdt med Weingut Daniel Twardowski, som er en af min absolutte favoritter, men også helt passende at starte med, da vi bestemt er ovre i den lyse og syrlige boldgade.

Samlet så feltet sådan her ud:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine anmeldelser af alle vinene, men 3 af vinene havde jeg dog smagt før, så der har jeg bare linket til mine tidligere anmeldelser.

Da jeg har skrevet om alle vinhusene tidligere, så får I alene beskrivelser af vinene, men selvfølgelig også mine smagsnoter og vurderinger … altså lige undtagen Gebrüder Mathis, som jeg aldrig tidligere har smagt og skrevet om … der får I hele dynen.

Det var som sidste år nærmest toplækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men igen imponerede vinene fra Twardowski og var i sin helt egen klasse.

Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig.

Houlberg til New York State webinar/smagning med temaet Earth

Så har Houlberg for en stund atter været på skolebænken til en virtuel New York Wines Masterclass arrangeret af New York State of Wine og Grape Foundation med temaet Earth … eller måske mere korrekt terroir i forskellige områder af New York State vinområdet.

Det var – som et par gange tidligere – afholdt af den altid rare og joviale Jamie Goode, der er grundlægger af Wineanorak – Global Wine Journal, forfatter, vinskribent, underviser og endda PhD i plantebiologi.

Den virtuelle smagning bød også denne gang på et par gengangere fra de tidligere smagninger, nemlig vinmageren Kelby Russel fra Red Newt Cellars, danskfødte Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars og så – som ny for mig – Kareem Massoud fra Paumanok Vineyards.

Vi skulle også denne gang smage 2 vine fra hver af de 3 producenter med særligt fokus på jorden i de respektive områder. Så igen havde jeg via FEDEX fået tilsendt de 6 vine, som vi i løbet af denne Masterclass skulle igennem.

Jeg har tidligere skrevet om New York State i et par artikler:

Denne gang var der ikke så meget omkring området, men en smule om jorden i to af områderne … nemlig i Long Island repræsenteret af Paumanok Vineyards og så Finger Lakes, hvor både  Ravines Wine Cellars og Red Newt Cellars holder til.

Områdets terroir

De 2 områder – der ligger en køretur på 10-11 timer fra hinanden – er begge præget af vand … for Long Island som en halvø med havet omkring sig og for Finger Lakes vedkommende med de store, dybe og karakteristiske, lange søer.

Morten Hallgren fortalte, at der slet ikke ville være et vinområde i Finger Lakes, hvis søerne ikke var der, for søerne er med til at give tilstrækkelig med varme til at forlænge sæsonen og druernes modning.

Kareem fra Paumanok Vineyards fortalte, at jorden på Long Island er meget forskellige fra fx Finger Lakes. På Long Island ligger alle markerne meget fladt og har en jord, der er meget sandet og løs, hvilket suppleres med en smule ler, hvilket giver god dræn.

Samtidig er der meget fugtigt på halvøen på grund af det omkringliggende hav og samlet betyder det noget for produktionen af vine. Fx betyder det, at man på Long Island dyrker Chenin Blanc, hvilket næsten ikke er tilfældet i Finger Lakes.

Morten Hallgren fortalte, at jorden i Finger Lakes i til gengæld er meget varieret, men mest består af kalksten, men så i forskellige variationer og så med en lav PH-værdi.

Kelby Russel kunne supplere med, at jorden i Finger Lakes virkelig er meget god for Riesling, der som næsten inden anden druesort er ret følsom og kan formidle det specifikke terroir.

Der var også lige en snak om TDN, men det lader ikke til at være et udbredt problem i Finger Lakes, men Morten fortalte, at de bevidst har droslet lidt ned på den grønne beskæring, for netop ikke at få dette problem, selvom folk er lidt splittede omkring det.

Vinene

Derefter guidede de 3 vinmagere os så igennem 2 vine fra hvert vinhus og vi startede selvfølgelig med at smage netop Chenin Blanc fra Long Island … hvorefter den stod på Finger Lakes Riesling inden en slutspurt med 2 Cabernet Franc vine.

Samlet smagte vi disse 6 vine:

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har jeg som vanligt så linket til ovenover, men skal jeg komme med en form for konklusion, så er Riesling vinene klart de mest interessante. De røde gør det fornuftigt, men med stor forskel, hvor Red Newt Cellars fx vinificerer udelukkende på stål.

Men alt det kan du jo læse om i mine anmeldelser …

Stort tak til Michèle Piron fra Vinconnexion for invitationen til atter at dykke ned i det spændende New York State vinområde.