2021 Domaine Claude et Christophe Bléger, Riesling Cœur de Cru, Alsace, Frankrig

2021 Domaine Claude et Christophe Bléger, Riesling Cœur de Cru, Alsace, FrankrigVi startede smagningen af vinene fra Christophe Bléger med Riesling i form af denne 2021 Riesling Cœur de Cru.

Her kommer druerne fra vinmarken Runz, hvor Riesling vinstokkene er plantet i 1990 og 2004. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er presset hele inden kold hvile.

Vinificering er sket på rustfrie ståltanke med spontan gæring alene med druernes naturlige gærceller og via temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen bare lagret sur lie i tankene.

I næsen virker vinen en anelse neutral og anonym … der er lidt aromatisk aroma med bl.a. blomster og man tænker omgående på shampoo, men også æbler, citroner og blød fersken.

Smagsmæssigt er der rigtig god dybde med en maskulin syre. Det er lemon, citroner og salte mineraler … og det er klart citronsaften, der fører an og vil gøre selv en whisky sour misundelig. 88 point.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 10,40€ på vingården … svarende til 77 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7