2019 Tenuta di Carleone, Uno, Toscana, Italien

2019 Tenuta di Carleone, Uno, Toscana, ItalienVed det næste bord ved Distinto branchesmagningen var der sgu også  nogle af topvinene fra den enøjede, charmerende og hamrende dygtige vinmager Sean “Il Guercio” O’Callaghan fra Tenuta di Carleone. Dem skulle jeg smage og den første var denne 2019 Uno.

Tenuta di Carleone er et vinhus, som jeg har skrevet om før, bl.a. da jeg mødte Sean O’Callaghan til en online vinsmagning. Det kan du læse mere om i mit indlæg; Distintos Meet the winemaker part 5 – Sean O’Callaghan fra Tenuta di Carleone.

Uno har sit navn efter det faktum, at vinen alene er lavet af én druesort, hvilket selvfølgelig er Sangiovese, der er gæret i åbne cement- og egekar. Maceration har samlet varet 40-60 dage og derefter er vinen lagret 18 måneder på store tonneaux-egefade, hvoraf 10% er nye, samt stål- og cementtanke.

Duften er så tobak’et … dyb, vildt tiltrækkende, men alligevel forholdsvis lys, let og næsten transparent i glasset, men har bare også samtidig en mørk, powerfuld og elegance fornemmelse, som giver en mørkere side af Sangiovse. Det er en frugt af kandiserede kirsebær, brombær, blommer og granatæbler, hvorved den også virker meget frisk. Der er læder, urter, knuste blomster … virker kompleks og gribende.

I munden er vinen bitter med den fede måde … tør med en lækker samt kraftig taninstruktur, balanceret med elegant koncentration af syrlig rød frugt, der også virker både meget frugtrig, frisk med en fin  syrestruktur på en mørkere og meget dyb måde. Det er sådan, at den nærmest både virker let med en mørkere og dyb smag, men smager også samtidig helt fantastisk og slutter med en lang og letsaltet, mineralsk smag. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 529 kr.

Vinanmeldelse 6/7