2020 Jean-Baptiste Adam, Empreinte Skarabee Orange Assemblage Grand Cru Kaefferkopf, Alsace, Frankrig

2020 Jean-Baptiste Adam, Empreinte Skarabee Orange Assemblage Grand Cru Kaefferkopf, Alsace, FrankrigLaure Adam havde virkelig gjort smagningen meget interessant, for den næste vin blev en rigtig orangevin … en 2020 Empreinte Skarabee Orange Assemblage Grand Cru Kaefferkopf.

Det er en vin, der – som navnet Assemblage betyder – er et mix på forskellige druer og her er det et blend af både Pinot Gris, Riesling samt Gewurztraminer. Den har det lidt sjove navn Empreinte Skarabee, der nærmest kan oversættes til billens fodspor.

Igen kommer alle 3 druesorter fra Kaefferkopf marken i 230 til 350 meters højde og der er sket en gæring sammen med skindet, således det bliver en orangevin … men ellers er der forsvindende lidt info om produktionen af vinen. Der laves dog årligt 2.000 flasker af vinen.

Meget anderledes duft … stikkelsbær, granatæbler, rønnebær, tranebær, ribs, grønne grene samt grønne buske, acetone og noget malerspand, virkelig bio-bio kant suppleret med tørrede blomster og samlet set meget overraskende.

I smagen er vinen også virkelig grøn, urtet og frisk med en lys, bitter frugt, mest tranebær og ribs med en del blomstervand, hvorved den nærmest bliver saftig på en tørbitter facon. Det er sgu ikke helt dumt, men også anderledes … 89 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 21,10€ … svarende til 157 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7