Sidst jeg var til Distinto branchesmagning, så smagte jeg denne Le Lucciole Romagna Sangiovese Predappio Riserva fra den smukke og sygt dygtige Chiara Condello … og det gjorde jeg også denne gang blot i en årgang 2019.
Chiara Condello er oprindeligt selv økonomiuddannet på Luigi Bocconi universitetet i Milano og havde egentlig udset sig en karriere i konsulentbranchen, da hun en sommer besluttede sig for at holde sin ferie i fødebyen Predappio, hvor hendes far Francesco Condello havde startet sin egen vingård Azienda Vitivinicola Condé.
Francesco havde selv arbejdet indenfor finansiering af ejendomme, men var gået på pension fra det job og i stedet i 2001 investeret sine sparepenge i en smuk vingård med 80 hektar vinmarker.
Sommeren og den efterfølgende høst vendte op og ned på Chiaras tilværelse. Hun blev så grebet af at lave vin, at hun besluttede sig for at sige sin stilling op i et af verdens førende konsulenthuse for i stedet at hellige sig vinproduktion som faderen.
I starten arbejdede hun på Azienda Vitivinicola Condé, inden hun selv i 2015 købte – efter fik af farmand – 4,8 hektar vinmarker, så hun kunne starte sit eget vinhus. Vinene kunne hun så meget bekvemt lave i kælderen på Condé vingården.
Hun har samtidig efter karriereskiftet taget en uddannelse som ønolog, bl.a. med praktikophold i Bourgogne. Dét område er hun nu også kraftigt inspireret af … fokuseret på terroir og autenticitet. Hun griber så lidt ind i produktionen som muligt, bruger ingen tilsætning af gær, anvender stort set ikke temperaturstyring, men i stedet lange macerationer, gamle brugte fade, intet pres og ingen filtrering.
Under hendes eget navn laver hun 2 forskellige vine, men siden 2012 har hun også været en del af teamet bag produktionen på Condé og siden 2015 har kun haft hele ansvaret for produktionen … lige fra vinmarkerne, produktionen i kælderen samt kontakten til kunderne.
Denne Romagna Sangiovese Predappio Riserva Le Lucciole er lavet på 100% Sangiovese eller mere højagtigt Sangiovese Piccolo, som er en afart af Sangiovese, som vi mest kender fra Toscana. Generelt kan man sige, at Piccolo’en er mere tannisk, men mere fyldig, rund og frugtig end toscansk Sangiovese.
Druerne kommer fra 3 parceller på 0,8 hektar på marken Lucciole, hvor druerne høstes med håndkraft. Vinen gærer og macererer 25-45 dage i store egekar alene med de naturlige gærceller. Så lagres vinen på store gamle 35 hektoliter slavonske fade i to år inden overførsel til først ståltanke til stabilisering og efterfølgende aftapning.
Vinen fremstilles ud fra naturlige principper, bl.a. sker aftapning uden filtrering og alene brug af minimal svovl og hele driften blev certificeret økologisk fra årgang 2017.
Næsen er som sidst imponerende … aromatisk, blomstret og parfumeret og virkelig fabelagtig. Frugtmæssig er der kirsebær, der har dirigentstokken sammen med lidt hindbær og måske endda også lidt lyse blommer, virker blød og rund, har røg, kamfer, violer, lakrids samt en snert yoghurt. Jeg vil sige som sidst … burgundisk i stilen, men med tykke kinder.
Men i smagen komme denne burgundiske lethed med tykkere kinder absolut frem. Det er lyst, elegant og feminint … lys frugt mest med en klar note af kirsebær, noget appelsinskal, lys tobak, lidt tørret kød samt mineralsk renhed. Tanninerne er tørre, men fine og samlet opnår man også en lys, fin og sart saftighed. 95 point.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 579 kr.