2019 Clos de la Roilette, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2019 Clos de la Roilette, Fleurie, Bourgogne, FrankrigSteffen overraskede også med hans vin nummer 2, hvilket blev denne Fleurie fra det beaujolais baserede vinhus Clos de la Roilette.

Clos de la Roilette er grundlagt tilbage i 1910, men fik sit navn i 1920’erne, hvor appellationen Fleurie opstod og ændrede alle huset marker fra Moulin-á-Vent til Fleurie. Ejeren Crozet blev rasende og ændrede vingårdens navn til Clos de la Roilette efter hans væddeløbshest Roilette, satte et foto af hesten på flasken og nægtede nogensinde at bruge navnet Fleurie på sine vine.

I dag er hesten fortsat på etiketter, men vinhuset ejes i dag af Coudert familien, efter Fernand Coudert købte vingården i 1967. I dag er det hans søn Alain og svigerdatteren Alexis.

Alain kom ind i driften i 1984, selvom det egentlig var hans bror, som skulle have overtaget driften, men han kom til alvorligt til skade i en ulykke i 1979 og kunne således ikke stå for driften. Siden 1991 har Alain stået for hele driften.

Clos de la Roilette har sammenlagt 13 hektar vinmarker, hvoraf de 12 hektar er i Fleurie og 1 hektar i Brouilly … sidstnævnte har Alain arvet fra hans bedstefar, som frem til 2005 selv passede marken. På markerne er vinstokkene mellem 30 og 90 år, hvorfor de også giver ganske små udbytter.

Vinmarkerne passes efter lutte raisonnée med stor respekt for naturen og kun sprøjtning, hvis det absolut ikke kan undgås. Langt de fleste parceller bearbejdes kun manuelt og uden maskiner. Og vinene læner sig nok mest op af Moulin-á-Vent.

Clos de la Roilettes Fleurie er lavet på håndplukkede druer der gærer i hele klaser i åbne tanke med hatten af druer nedsunket i mosten. Her gærer vinen i cirka 14 dage, inden den overføres til store gamle foudres indtil sommeren efter høst.

Næsen har denne klassiske rustikke og lidt bondske duft med blåbær, blommemarmelade, figner, kul, tjære, en vis sødme, fylde og solrig og svulstig varme. Der er lidt brændte noter, nødder, kamfer, balsamisk olie, violer, sorte oliven, eg, krydderier og alt sammen meget tæt og koncentreret.

Smagen er også tæt, kompakt og saftig med mørk og frisk frugt, godt med egetræ, mens syren slet ikke er vild, men lidt afdæmpet. Der er kirsebær, blommer og blåbær, utrolig blød og alligevel koncentreret smag, masser af bondsk charme og gud, hvor er det godt.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7