2021 Mille Vite, Grignolino, Piemonte, Italien

2021 Mille Vite, Grignolino, Piemonte, ItalienNæste vin i glasset fra Mille Vite er nærmest en rosévin … i hvert fald med næsten samme farve og det er deres Grignolino … en drue, der også kaldes Nebbiolos mere ukendte søster.

Grignolino er vi jo stødt på tidligere her på vinbloggen og det er en rød italiensk drue, der primært dyrkes i Piemonte. Den giver lyse rødvine eller rosévine og  meget frugtagtig aromaer, masser af syre og tanniner.

Navnet Grignolino stammer fra ordet grignole, som betyder mange kerner eller mange sten på lokalt piemontisk dialekt. De mange sten i druen bidrager netop til de stærke og bitre tanniner, hvorfor man normalt presser druen meget blidt og langsomt for at mindske tanninerne noget.

Mille Vites Grignolino er lavet efter Fauxrouge metoden … og Fauxrouge betyder jo  falsk rød på fransk. Det er en metode, der bruges til at fremstille lette, duftende og letdrikkelige rødvine. Ved denne metode reduceres tanninekstraktionen uden, at vinen mister sin kompleksitet.

Jævnfør regler, så skal en Piemonte DOC Grignolino indeholde mindst 80% Grignolino og det gør denne netop, mens de øvrige 20% består af 19% Barbera og 1% Albarossa, der begge er gæret som almindelige rødvine og derefter lagret i egetræ i 4 måneder.

Her er selve Grignolino delen af vinen lavet ved en meget kort maceration og så gæring uden skindet, hvilket også giver en meget lys vin. Den er så efterfølgende lagret på rustfri ståltank. Efter endt gæring er mosten så blandet med Barbera og  Albarossa, har lagret en måned og blev derefter flasket uden filtrering. Der er lavet 2.400 flasker.

Nøj, hvor er vinen charmerende … og det er en vin, som man burde drikke i skyggen under et gammelt oliventræ, men man skriver på en roman om kærlighed. I næsen er det straight-on kærlighedseliksir af frisk, sødlig frugt … jordbær, tranebær, læder, let lakrids, mynte, godt med røde blomster og violer og  Det er en lys, let og læskende vin … nærmest som en ubekymret, sjov og legesyg Nebbiolo.

I munden er der samme lette og ubekymrede drikkeglæde … har virkelige denne legesyge, læskende og saftige side. Det er jordbær, hindbær samt lyse, søde kirsebær, noget lemon/grapeagtig bitterhed og måske endda noget Campari, men heldigvis doseret beskedent, hvorved det fortsat er let, feminint og easy drikbart. Det er en Grignolino, som jeg er vild med, så 92 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7