Jeg startede smagning af de små flasker fra Jean-Baptiste Adam på et ganske højt niveau med en Riesling Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes 2019.
Vinen kommer fra nogle gamle vinstokke på den kendte Grand Cru vinmark Kaefferkopf og er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gær på egefade … og der er vinen også efter endt fermentering lagret en periode.
Det er en vin med 4 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flaske af vinen, men lad os nu endelig smage vinen.
Næsen er dyb, røget og lidt saltet, landlig og animalsk med havvand, fersken, mango og syltede pærer, våde fade, lidt vanilje samt noget blomster og akaciehonning.
Det smager sgu elegant … vild flot balance mellem en blød frugt samt en dyb syre, men på en energisk måde med en frugtrig struktur. Det er så blødt, kontrolleret og kompleks med en lidt saltet mineralitet, så klart 93 point.
Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 22,60€ … svarende til 168 kr.