Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Jean Stodden … det klassiske og stolte vinhus i Ahr

Vores 2. dag i Ahr bød på lidt af et tæt program … herunder den manglende halvleg hos Weingut Meyer-Näkel og så de planlagte besøg hos Weingut Jean Stodden, Weingut Deutzerhof, Weingut Burggarten og Weingut Peter Kriechel inklusiv Ein Kleines Vesper, hvilket vel nærmest er et lille måltid mellem de vigtigste måltider.

Hos Peter Kriechel betød det en omgang aftensmad på en restaurant inde i Ahrweiler med en del vine, som han havde fået en håndfuld små producenter til at sende frem til aftenens restaurant … og så skulle vi jo også lige se lidt nærmere på Ahrweiler Winzerfest aka den lokale vinfestival, som startede netop denne dag.

Men vi startede dagen hos Weingut Jean Stodden, for et rigtigt roadtrip i Ahrdalen skulle selvfølgelig også omfatte et besøg hos legendariske Weingut Jean Stodden, der selv kalder sig Rotweingut og derfor meget passende ligger på Rotweinstraße i byen Rech, ja faktisk helt ud til hovedvejen midt i Rech.

Vi havde lavet en aftale om besøget med ejeren og vinmageren Alexander Stodden himself, men mærkelig nok var han ikke ledig, da vi ankom til den aftalte tid. I stedet blev det hans hustru Britta, som skulle guide os igennem en lille vinsmagning og efterfølgende også fremviste os vinkælderen.

Historien

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Alexander Stodden, som sammen med hustruen Britta driver vingården og siden 2001 har stået for produktionen … først sammen med faderen Gerhard Stodden og senere efter faderens død i 2013 med hele ansvaret selv.

Alexander Stodden er – som mange tyske vinmagere – uddannet ønolog fra universitetet i Geisenheim, hvilket efterfølgende så blev suppleret med praktisk uddannelse på ophold i bl.a. på Bergsig Winery i Sydafrika og Witnesstree Vineyards i Oregon USA.

Det er i høj grad Alexanders fortjeneste, at vinene fra Weingut Jean Stodden har fået ry som nogle af de bedste rødvine fra Ahr. Han er utrolig passioneret omkring Spätburgunder og han lever og ånder totalt for druen og har gennem alle årene aldrig plantet vinstokke med andet end den gode, ædle tyske Spätburgunder druesort.

Og det har vinpressen også bemærket … således har Gault Millau i 2013 givet ham en pris for Tysklands bedste Spätburgunder og han er også af Feinschmecker Wine præmieret for at have bedste serie af vine.

I dag har familien Stodden omkring 8,5 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er de 5 fremragende topmarker Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg, Mayschosser Mönchberg og endelig Dernauer Hardtberg.

De 8,5 hektar vinmarker er fordelt på over 100 parceller og Britta fortalte, at på Recher Herrenberg er nogle af deres parceller virkelig små … den mindste har alene 40 vinstokke.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder samt lidt Riesling.

Recher Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, med skifer i undergrunden og eksponering perfekt mod syd. Hældningen på 60 grader udnytter solenergien perfekt.

Og i markerne arbejdes der med lave udbytter, typisk omkring 40-45 hektoliter pr. hektar … og nogle steder endog 20-25 hektoliter pr. hektar … et meget lavt udbytte på skrænter, der kræver ganske hårdt arbejde at passe.

Smagningen

Selve vinhuset omfatter et hypermoderne vinothek … med flere flotte smagerum, hvor man kan få en smagsprøve af husets vine. Alt er moderne stål, metal, sten, beton … og så med den knaldrøde farve som gennemgåede på både logo og nogle af væggene.

Vi blev af Britta ledt hen til et af smagelokalerne, og aftalte alene en smagning af husets rødvine, selvom de også har lidt hvidvin, men egentlig ikke mange og alene på Riesling.

Vi gik derfor ombord i alle rødvinene, og Britta fortalte om vinene, markerne og deres gamle familiedrevne vinhus. De dyreste topvine blev serveret med Coravin og generelt fik vi smagt alle de mest spændende vine fra Weingut Jean Stodden.

Her på billederne kan I se Britta Stodden og nogle af de vine, som vi smagte under vort lille besøg.

Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Jeg fik – flittig som jeg nu er – lavet smagsnoter på alle vinene, så derfor har jeg selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene … og sikke vine og kvalitet.

Besøg i kælderen

Vi fik derefter en rundvisning i vinkælderen, hvor vi fik hilst på Alexander, som allerede var begyndt at gøre klar til den forestående høst. Han baksede sammen med en kollega med en masser af egefadene, som skulle klargøres og rykkes rundt.

Det er Alexander, som I kan se med ryggen til i den ternede skjorte … arghhh okay, måske ikke verdens bedste foto.

Men vi slutter selvfølgelig lige mere flere stemningsbilleder fra kælderen. Vi fik et fint lille besøg hos Weingut Jean Stodden og endte og med at købe lidt vin med hjem.

Restauranter & vinbarer

Besøg på Freia Spisestue … en af Kochs restauranter på Alsik i Sønderborg

Jeres flittige vinblogger havde forleden forvildet sig til Sønderborg … blot et par dages relax, men det betød selvfølgelig også lidt vin og god mad. Derfor besøgte jeg én af de 3 restauranter, som den i dag velkendte og berømte Jesper Koch driver på det store, moderne og ikoniske hotel Alsik, nemlig restauranten Freia Spisestue.

Selve restauranten Freia Spisestue ligger ret fantastisk med udsigt til vandet. Alt er moderne og designed, og tjenerne meget søde og høflige. Denne tirsdag aften var der ikke mange besøgende, så derfor var der også en dejlig ro i restauranten.

Vi var ikke vildt sultne, så vi valgte den Bette Unden … 3 retter med tilhørende vinmenu. Vi mente ikke, at vi kunne klare den Stoe Unden med 5 retter. Jeg havde også allerede hjemmefra – forberedt som altid – studeret menuen og vinmenuen nærmere, inden vi valgte Freia Spisestue som aftenens madtempel.

Vi valgte næsten ens … konen dog blommer til dessert, mens jeg tog en pumpernickeltærte, og derfor kom vores menu til at se sådan her ud:

Blomkål

Nye Blomkål – Honning Fermenteret Sennepskorn – Spanske Mandler – Saltet Ramsløgskapers – Brødkrumme
2015 Chablis – Billaud Simon, Frankrig

Det er utroligt, hvor godt blomkål egentlig kan smage. Det er jo ikke en dyr ret at lave … nærmere tværtimod, men det smagte virkelig ret godt og vi var begge meget tilfredse. De fermenterede sennepskorn i cremen løftede sammen med revet citronskal retten flot.

Vinen var ikke den, som fremgik på menukortet på nettet, men i stedet et glas af denne Les Allées du Vignoble Petit Chablis fra Le Domaine d’Henri. Ja faktisk skulle det vise sig, at vi alene fik 1 ud af de 4 proklamerede vine fra vinmenuen, hvilket virker en kende useriøst eller i hvert fald unøjagtigt.

Heldigvis blev der til gengæld hældt pænt op i glasset ;o)

Hårvildt

Mørt Dansk Vildt – Puré På Græskar – Sauce Med Krydderier – Hyldebær Gelé – Waldorff Freia Art
2017 Barbera d’Alba – Giacosa Fratelli, Italien

Hovedretten var også rigtig god … kødet virkelig mørt, hvilket – sammen med en god sauce – var det vigtigste. Kartoffelkurven, som indeholdt lidt waldorffsalat var imidlertid meget tør og således svær at skære i, men samlet indtryk var bestemt okay.

Igen var den annoncerede vin ikke tilgængelig, så vi kunne i stedet vælge med to vine, vistnok 2 australske, så italiensk vin var ikke en mulighed. Vi valgte derfor en 2016 Peninsula Pinot Noir fra Paringa Estate … en lidt overdone og lidt for sød vin til jobbet.

Pumpernickeltærte

Pumpernickeltærte – Unika Sølvræv – Fermenteret Gran – Vacumeret Pære – Danske Hyben Som Puré
Godello – Rafael Palacios – Valdeorras, Spanien

Desserten var okay, selvom jeg måske fortrød, at jeg ikke – som fruen – havde valgt blommer som afslutning. Vores søde tjener fortalte, at det var knækbrødet, som indeholdt pumpernickel … men det var imidlertid tærten, men hun fortalte også – helt fair – at hun var forholdsvis ny i restauranten.

Hun vidste heller ikke så meget om vin, men til denne ret fik jeg endelig den vin, som stod på vinmenuen, en 2017 Louro Godello fra Rafael Palacios … jeps broder til berømte Alvaros Palacios. Det var sgu også en dejlig vin.

Blommer

Vanillesyltede Blommer – Mandelcrumble – Citroncreme – Karamel Ganache – Marcipanparfait
Brachetto d’Acqui – Vallebelbo, Italien

Fruens dessert fik jeg ikke foto af … men smagte dog lige den vin, som hun fik til retten. Igen ikke den forventede vin, men i stedet fik fruen et glas 2017 Claude Val Muscat Sweet fra det store vinhus Domaines Paul Mas.

Konklusion

Sammenlagt blev vort besøg på Freia Spisestue en rigtig god oplevelse, og der er ingen tvivl om, at der kan laves god mad hos Freia. Vi fik en god madoplevelse og prisen på 690 kr. inkl. vinmenu kan der vel heller ikke siges noget til. Der var lidt skønhedsfejl, men det ændrer ikke ved, at jeg bestemt gerne besøger Freia Spisestue igen … men få for pokker styr på jeres vinmenu!

Andre smagninger

Weingut Sohns smagning … et glædelig gensyn & nu tilgængelig herhjemme

I 2017 var jeres flittige vinblogger på et roadtrip i Rheingau og besøgte bl.a. Weingut Sohns … efter anbefaling fra både Balthasar Ress samt Chat Sauvage. Det blev også et ganske fremragende besøg, hvor husets vine virkelig overraskede meget positivt.

Så da den gode Frits fra Winelovers.dk ledte efter små uopdagede producenter, så var jeg ikke sen til at anbefale Weingut Sohns, hvis vine jeg aldrig er stødt på herhjemme. Og Frits er en handlingens mand, så nu importerer han et udvalg af 7 vine fra det lille hus tæt ved Geisenheim i Rheingau.

Derfor har jeg nu fået disse 7 vine til test samt et par ekstra, som dog ikke importeres. Og det er således et glædeligt gensyn og den flittige vinblogger har derfor nu lavet en lille særsmagning … 11 vine fra Weingut Sohns og mit smil er nu bredt og glad.

Historien

Historien om Weingut Sohns startede tilbage i 1929, hvor Jakob Sohns, der var udlært smed – schlossermeister – begyndte at drømme om at blive vinproducent, men først i 1933 købte han de første vinmarker og lagde dermed fundamentet til vingården.

I de første mange år var vinproduktionen mest en hobby, men da sønnen Otto Sohns i 1945 kom med i driften, så udvidede man med køb af yderligere vinmarker og gjorde vinproduktionen til den primære beskæftigelse på gården.

Da Otto i 1969 overtog hele driften sammen med hustruen Barbara, så havde gården samlet 3 hektar vinmarker. Siden 1983 har det imidlertid været Otto og Barbaras søn Erich Sohns, som har drevet vingården.

Erich er opvokset med vin, men egentlig uddannet civilingeniør. Han trådte ind i familievirksomheden straks efter endt uddannelse og han driver den i dag sammen med hustruen Sabine og deres to børn Martin og Pascal.

Pascal er dog også på vej ind i driften, da han blev færdig med sin uddannelse som vinmager i sommeren 2012

Familiens Sohns har samlet 8 hektar vinmarker, hvor hovedparten ligger omkring Geisenheim, men de har også parceller på marker i Oestrich-Winkel, Hallgarten samt en enkelt parcel i både Hattenheim samt Lorch.

Det er nemlig markerne … i Geisenheim; Kläuserweg, Mönchspfad, Kilzberg, Mäuerchen, Fuchsberg og Rothenberg, i Oestrich-Winkel; Jesuitengarten, Hasensprung, Gutenberg, Edelmann og Doosberg, i Hallgarten; Schönhell og Jungfer og endelig Hattenheimer Schützenhaus og Lorchhäuser Seligmacher.

Markerne er for 70% vedkommende Riesling, 20% Spätburgunder, men de resterende sorter er Weissburgunder, Rotberger samt Dornfelder. Alle markerne dyrkes økologisk.

Weingut Sohns laver en langt række vine, og selvom man ikke er medlem af VDP, så følger serierne af vinene alligevel VDPs mønster, blot hedder Gutswein i stedet SOHNS esprit, Ortswein SOHNS elegance, Lagenwein SOHNS Excellence og de bedste Gewächse kaldes SOHNS perfection.

Denne særsmagning

Winelovers.dk har – meget fornuftigt – valgt import af 6 af de bedste tørre vine på Riesling samt en enkelt top Spätburgunder. De fleste af Sohns vine kommer i den smukke, gamle klassiske Rheingau flasker, som man ellers sjældent ser.

Den kaldes en Rheingauer Flöte – altså fløjte – og er en mørkegrøn flaske, der er slank, 35 cm høj og har nogle lodrette kanter på halsen af flasken. Den blev egentlig indført for at tilføre Rheingau vinene deres egen særkende, men den ses imidlertid ikke ret tit … og selv Weingut Sohns er også begyndt at afvige fra dette … katastrofe.

Jeg anbefalede Frits fra Winelovers.dk, at købe ældste årgange af Riesling vinene, både fordi Riesling jo ældes smukt, men også fordi, at Sohns der endnu anvendte Rheingauer Flöte flasken, som vel egentlig gør vinoplevelse en tak større. Selv min frue er vild med Rheingauer Flöte og beder mig tit om at gemme flasken.

Jeg vil også vædde en 10’er på, at dine gæster vil bemærke flasken, hvis den sættes på bordet til en hyggelig komsammen. Det er lidt en skam, at flasken ikke er mere udbredt i Rheingau.

Nå, men denne lille særsmagning af Sohns dejlige vine byder på følgende smageprogram:

Alle de vine, som er markeret med en * stjerne, er de vine, som Winelovers.dk importerer.

Og lad mig afsløre med det samme … min første begejstring for vinene fra Weingut Sohns holder. De leverer sgu varen og samtidig fortsat til fornuftige priser, selv efter transport og diverse udgifter i forbindelse med importen.

Weingut Sohns vinene er totalt oversete … og bør blive en bestseller for Winelovers.dk … jeg er fortsat fan.

Andre smagninger

Houlberg smager en håndfuld vine fra sydafrikanske Babylonstoren

På adressen Klapmuts Simondium Road lidt udenfor den lille by Simondium omkring 15 kilometer nordøst for Stellenbosch finder vi det 5 stjernede hotel … øhhh store resort Babylonstoren med både hotel, hytter, 3 restauranter, en stor park, spa, pool samt et vineri.

Selve vinhuset Babylonstoren er forholdsvis nyt … alene startet i 2011 og drives af de unge, smukke vinmager Charl Coetzee og den mere erfarne ønolog Klaas Stoffberg. Det ligger i selve Simonsberg-Paarl regionen i Western Cape i Sydafrika omgivet af de imposante Drakenstein bjerge … og et område, som er betydelig varmere end Stellenbosch.

Inden Charl Coetzee kom til Babylonstoren havde hun lavet vin i omkring 8 år, bl.a. hos to vinhuse i Stellenbosch og havde derudover fået erfaringer fra ophold i både Europa og New Zealand.

Historien om Babylonstoren

Babylonstoren farmen stammer helt tilbage fra 1692, hvor den daværende gård med tilhørende jord blev tildelt til Pieter van der Byl af den daværende guvernør Simon van der Stel.  Det var Peter van der Byl, som plantede de første vinstokke på jorden og byggede kanaler til kunstvanding af markerne.

Den nuværende hovedbygning stammer tilbage fra 1777 … en virkelig smuk ejendom bygget i den typiske hollandske stil, som vi også kender fra mange af de andre, historiske vingårde i Sydafrika, mens fx det skæve klokketårn Dovecote og de historiske porte kan dateres tilbage til 1750’erne.

I dag er den nedlagte kostald omdannet til restaurant, og der er nybygget flere boliger, men alle i den oprindelige stil for at sikre en sammenhæng til den oprindelige arkitektur.

Haven på Babylonstoren stammer også tilbage fra 1600-tallet og har mere end 300 sorter af planter, som enten er spiselige eller har en medicinsk værdi. Haven er fortsat i dag en af Babylonstorens store attraktioner og besøges årligt at tusinde mennesker.

Efter Peter van der Byl har Babylonstoren mange forskellige ejere, men da ejeren Dirk Hamman i 1844 gikkonkurs, så gik ejendommen på tvangsauktion og blev så overtaget af Johannes Wynand Louw. Gennem mange generationer har det været Louw familien, som både har drevet og udviklet Babylonstoren videre.

Fx var Johannes Wynand Louws søn Adriaan Jacobus Louw også bestyrelsesformand og  initiativtager til oprettelsen af kooperativet Drakenstein Koöperatiewe Wynkelder, som Babylonstoren også dengang begyndte at levere druer til.

Det sluttede dog i 1979, hvor hvorefter druerne i stedet blev leveret til store Nederburg cellar i Paarl … og det fortsatte man således med indtil 2011, hvor vingården/resortet begyndte at lave egne vine.

Louw familiens ejerskab endte i 2004, hvor David Louw døde, så i dag ejes Babylonstoren af det sydafrikanske millionær Koos Bekker, som har tjent en formue på mediegruppen Naspers, der opererer i 130 lande og er noteret på børserne i London og Johannesburg. Koos er endda med på Forbes liste over verdens rigeste.

Han skulle – efter sigende – i 2019 have en formue på 2,3 milliarder dollars … og det er da en pæn slat.

Vinhuset og vinene

Det betyder også, at intet er sparet i genopbygning Babylonstoren og etableringen af vinhuset. Der er investeret i et state-of-the-art vineri, som skal lave vinene fra husets 88 hektar vinmarker.

De højest beliggende marker ligger i 600 meters højde og der dyrkes 13 forskellige druesorter og på de højeste beliggende marker er der selvfølgelig Chardonnay og Pinot Noir.

Babylonstorens logo er en pibe, en blomst og en fugl … hvor piben repræsenterer bonden, blomsten Babylonstorens fantastiske have og fugl den enestående natur i området. Og det er også fundamentet i vinene fra Babylonstoren ifølge Charl Coetzee.

Jeg har smagt et udvalg af vinene fra Babylonstoren, nemlig disse:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og som I kan se på billedet ovenover, så laver Babylonstoren også både te, olivenolie … og derudover stearinlys, chokolade, sæbe, gardiner, bøger samt boligtekstiler m.v., så det er samlet en stor historie.

Konklusion

Der er ofret mange penge i Babylonstoren projektet og på at lave masser af spændende vine. Nu er det selvfølgelig ikke altid penge, som er ensbetydende med gode vine, men vinhuset er kommet godt fra land, hvilket specielt deres Chardonnay samt den Bordeaux inspirerede Nebukadnesar klart vidner om … og specielt sidstnævnte imponerede denne vinblogger.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Meyer-Näkel … med udsøgt vine og service

Det tredje stoppested på vores Ahr roadtrip blev hos det respekterede, fabelagtige vinhus Weingut Meyer-Näkel, hvor vi havde booket en aftale med deres salgschef Dennis Appel.

Det besøg skulle også – som de mange andre besøg under vort ophold i Ahrdalen – blive ret fantastisk og endda i to akter over 2 besøg/dage, men det skal jeg nok vende tilbage til.

Weingut Meyer-Näkel ligger midt inde i Dernau på adressen Friedenstraße, hvor vinhuset i dag har deres vinothek, butik og lokaler til smagninger og sammenkomster. Vinene laves dog ikke længere der, da produktionen er flyttet til et moderne og nyere vineri et lille stykke udenfor Dernau.

Vi ankom til Weingut Meyer-Näkel lige 5 minutter for sent, men fik smidt bilen lige udenfor. Indenfor i vinotheket var der kunder, som smagte lidt vin … men vi blev budt længere ind i det helligste af Dennis Appel og startede besøget med en lille rundtur i vinkælderen, hvor vinene oprindelig blev lavet.

Historien

Meyer-Näkel navnet går tilbage til 1950, hvor Paula Meyer og Willibald Näkel giftede sig. De drev deres lille vinhus med 1,5 hektar vinmarker og adskilte sig dengang fra de andre producenter ved at lave tørre rødvine … i en periode, hvor de fleste vine skulle være meget søde.

I 1982 blev driften overtaget af Paula og Willibalds søn Werner Näkel, som 4. generation af vinbønder. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagendet, og det har han gjort med manér.

Fra starten begyndte Werner at eksperimentere med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed. Han fik også udvidet markerne til de nuværende 13,1 hektar og fik tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og startede så det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe endnu bedre vine.

Han omlagde også produktionen i markerne, således der ikke længere blev brugt sprøjtegifte eller industriel gødning og allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet.

Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm. I 2001 blev en af hans vine kåret som den bedste rødvin i Gault Millau og Werner blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent.

For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til Winzer des Jahres 2004, efter at have haft 6 vine rated med 90 point eller bedre. Werner arbejdere også senere som flyvende vinmagere fra en håndfuld små producenter i både Portugal, Sydafrika samt Spanien.

I 1996 etablerede Werner Näkel også – sammen med vinmageren Neill Ellis – et joint venture med vingården Zwalu i Stellenbosch nær Cape Town i Sydafrika.

Senere i 2000 blev Weingut Meyer-Näkel også medejer af den portugisiske vingård Quinta da Carvalhosa i Duero dalen sammen med Bernd Philippi fra Weingut Koehler-Ruprecht fra Pfalz samt Bernhard Breuer fra Weingut Georg Breuer i Rheingau.

I dag er Werner Näkel dog trådt tilbage, og i stedet er det døtrene Meike og Dörte, som følger i faderens fodspor og de er samtidig ved at sætte deres præg på vinhuset.

De er begge uddannede vinmagere fra Geisenheim i Rheingau og har fået det fulde ansvar i vinhuset … men kan dog trække på lidt hjælp fra Werner eller mor Claudia.

Meike og Dörte har i Ahr i dag samlet 19 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er nok Ahrweiler Silberberg, Dernauer Pfarrwingert, Neuenahrer Sonnenberg og Walporzheimer Kräuterberg. Ellers er markerne spredt ud over 100 små parceller.

Produktionen er primært koncentreret om rødvinene på Spätburgunder og Frühburgunder, selvom der også laves en smule hvidvin. Den årlige produktion ligger på lidt over 100.000 flasker vin og flaskerne bliver nærmest revet væk, når de frigives i april og september.

De to kvinder er venner med Julia Bertram … men de har jo også alle boet i Dernau i hele deres liv. Meike Näkel er – som Julia – også gift med en anden vinmager, nemlig Markus Klumpp fra Weingut Klumpp i Bruchsal i Baden.

De mødtes sjovt nok i Sydafrika, hvor Markus Klumpp i 2003 var på studierejse og besøgte vingården Zwalu, som Näkel familien – som tidligere nævnt – jo er medejer af.

De blev gift i 2011, men de to vinhuse kører videre fuldstændig separate, dog har de sammen lavet sideprojektet Hand in Hand, hvor de laver lidt vine fra druer fra både Ahr og Baden. Jeg har tidligere skrevet om projektet, da jeg smagte deres 2016 Hand in Hand Spätburgunder.

Meike og Dörte har også en bror Hartwig Näkel, men han arbejder ikke på vingården, men har siden 1990 drevet restauranten Das HofGarten Dernau … hvor man dog helt sikkert kan smage lidt Meyer-Näkel vine.

Smagning akt 1

Efter rundvisningen i de gamle kældre hos Weingut Meyer-Näkel, så satte vi os ved et bord inde bagved i vinotheket. Det var tid til at snakke vin og selvfølgelig smage et udvalg af vinene fra Meyer-Näkel.

Vi overlod valget af vine til Dennis Appel, hvorved vi startede med lidt hvidvine samt nogle af husets røde basisvine på Spätburgunder og Frühburgunder.

Imidlertid var Dennis Appel denne dag en smule presset på tiden, hvorfor han foreslog, at vi delte smagningen op i 2 halvlege … og så kunne mødes igen næste dag, hvor vi i fred og ro kunne nyde husets røde topvine. Den var vi bestemt med på.

Det betød, at vi i første runde smagte følgende vine:

  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Wein Lust Weissburgunder
  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Ahrweiler Weissburgunder S
  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Illusion Blancs de Noir
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Frühburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Blauschiefer Spätburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Grauwacke Spätburgunder

Dennis fortalte om Weingut Meyer-Näkel, historien og om de vin, som vi smagte. Han var også nysgerrig på vort besøg i Ahr og da vi viste ham vores lille oversigt over besøgene, så greb han resolut telefonen og foretog et par opkald.

Vupti … så havde han omarrangeret et par af vore besøg, således vi ikke skulle køre så meget fra den ene til den anden ende af Ahrdalen. Det var sgu service. Tak for det.

Dennis var også yderst hjælpsom, da vi spurgte ham til råds om mulige gode spisesteder. Han anbefalede os bistroen Weinstein i Bad-Neuenahr, hvor vi spiste om aftenen og han endte også med at booke os ind på den fremragende restaurant Prümer Gang midt i Ahrweiler næste aften, selvom alt vistnok ellers var optaget der.

Det blev et super besøg, hvor vi også drøftede det danske marked for vin og Meyer-Näkels øjeblikkelige mangel på en dansk mportør. Dennis fortalte, at de var i dialog med en mulig importør, men havde endnu ikke besluttet sig nærmere. Vi foreslog et par relevante og mulige importører, hvor Dennis Appel var meget lydhør.

Det bliver spændende at se, hvor vinene fra Meyer-Näkel dukker op herhjemme. Da vi næste dag skulle smage topvinene, og vinene blev smagt i hastigt tempo, så droppede jeg at lave smagsnoter på vinene i den første del af smagningen og valgte så i stedet at koncentrere mig om at lave noter på de røde topvine dagen efter.

Smagningen akt 2

Vi havde aftalt med Dennis Appel, at vi skulle ringe til ham på hans mobil dagen efter mellem to andre planlagte besøg … for vinotheket havde lukket på det aftalte tidspunkt.

Vi gjorde som instrueret og mødte Dennis i det nu  helt tomme vinothek. Han havde gjort klar til smagningen, hvor vi skulle smage deres 2017 Spätburgunder Lagenweine fra 4 forskellige marker, nemlig vinene:

Og for satan, hvor er det lækre vine. Vi blev absolut – lidt overraskende for os selv – mest forelsket i vinen fra Ahrweiler Silberberg GG. Men derudover fik vi også lov til at smage et prøve af en speciel Spätburgunder, som Weingut Meyer-Näkel alene laver til deres allerbedste kunder .. blot et fad af ekstraordinær kvalitet.

Jeg har – som vanligt – ovenover lavet links til mine anmeldelser af de 4 Spätburgunder topvine.

Vi sluttede med at købe lidt vino og trissede afsted efter en stor tak til Dennis Appel for både en god smagning samt hans hjælp.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet

Næste stop på vores roadtrip i Ahr var hos den unge vinmager Alexander Weber hos Weingut Maibachfarm … en stor økologisk drevet vingård, der ligger en smule afsides på adressen Im Maibachtal omkring 2 kilometer syd for Ahrweiler.

Maibachfarm ligger meget idyllisk i en dal med en smuk udsigt til det store, gamle kloster Calvarienberg, som vi også kørte forbi på vejen til vingården. Klosteret er oprindelig bygget i1630 af franciskanske munke, og har også været drevet af Ursulinerne som kloster og pigeskole, men har i dag vistnok begrænset anvendelse.

Den økologiske Maibachfarm er et stort sted, men driften omfatter heller ikke alene vinproduktion, for er også både frugtplantage samt opdræt af får og æsler. Vi fik hurtigt kontakt til Alexander Weber, som først bød os på en rundvisning på stedet.

Vi startede med at se vineriet med ståltankene, masser af egefade og generelt meget rent og ordentligt. Alexander fortalte også, at det er vigtigt, at kunne styre processerne i produktionen nøjagtigt og en af forudsætningerne er, at der er styr på renheden.

Derefter tog vi en runde på hele gården, hvor vi så både maskinhus og staldene. Imens fortalte Alexander om stedet, lidt om ejeren og historien om Maibachfarm.

Historien

Weingut Maibachfarm er grundlagt i 1999 og drives i dag netop af Alexander Weber, som overtog ansvaret for vinproduktionen tilbage i 2013 som en ung 23-årig vinmager efter endt uddannelse på den klassiske vinskole Geisenheim … på Hochschule Geisenheim University og et kort praktikophold hos Meyer-Näkel.

Selve den store gård/farm Maibachfarm stammer egentlig tilbage til første halvdel af 1900-tallet. Dengang var det et blandet landbrug med fokus på opdræt af kvæg samt kyllinger … og stedet blev da også lokalt kaldt Hühnerfarm … hønsefarmen.

I dag er det et økologisk vinbrug på 9,5 hektar vinmarker, hvor 90% af markerne er stejle og ufremkommelige og 85% af produktionen er rødvine, som laves på druesorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Blauer Portugieser, Regent og Dornfelder.

Men derudover omfatter driften altså også avl af får, æsler og frugtplantager, som danner baggrund for en række specialiteter, som farmen – sammen med vinene – også sælger i butikken Ahr Gourmet, som de driver inde i Ahrweiler.

Alexander fortalte, at Maibachfarm ejes af en rigere kvinde, der er bosiddende i Bonn. Så vidt jeg kan se, så er det Renate Günther, der også er registreret som geschäftsführer for selskabet Maibachfarm GmbH & Co. KG. Hun har også sit ejet hus på gården.

Den årlige produktion ligger omkring 40.000 flasker vin og Alexander Weber har siden overtagelsen af produktionen sat sit eget præg på vinene. Han har fået fuldstændig frit råderum til at lave vinene efter hans hoved.

Maibachfarm er medlem af den økologiske forening Bioland, som i 1999 certificerede gården. De driver således driften efter Biolands regler og kalder sig også en Biologisches Weingut.

Smagningen

Efter rundvisningen skulle vi selvfølgelig smage nogle af vinene fra Maibachfarm. Alexander havde allerede dækket op i et stort lokale, som både bruges til store smagninger, men også til det, som tyskerne kalder Straußwirtschaft.

En Straußwirtschaft er en slags tilladelse til vinproducenter i en begrænset periode at drive en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter. Og hos Maibachfarm driver de således i et kort periode en sådan lille sideforretning, hvor det store lokale er optimalt.

Vi skulle dog sidde i en lille hyggelig krog med rokokosofaer, en opbygget stenvæg med gamle malerier og et standerur i hjørnet … men mere vigtigt vinglas parate på bordet. Vi sank dybt ned i de tunge stole, men var hurtigt parate til vin.

Alexander spurgte, om vi ville smage alle vine eller blot nogle udvalgte, og vi blev enige om, at vi ville fokusere på de røde, dog måske lige starte med et par glas hvidvine.  Og det fik vi lov til … og mere til, så samlet kom vores smageprogram til at se sådan ud:

Jeg fik faktisk lavet smagsnoter på alle vinene, så dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover. En enkelt vin – nemlig deres 2015 Fruhburgunder R – havde jeg smagt før, så der har jeg selvfølgelig bare linket til min tidligere anmeldelse.

Smagningen endte også en smule stresset og forjaget, da både rundvisning og de mange vine tog tid. Vi måtte derfor springe det traditionelle indkøb under, men Alexander fortalte, at der også var mulighed for indkøb af vinene i deres butik i Ahrweiler.

Der blev dog lige tid til det obligatoriske foto af den unge vinmager … og jeres flittige vinblogger i forening. Men samlet en stor tak til Alexander Weber for en herlig imødekommenhed og en fin vinsmagning.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-Winzerin

Vi startede vores Ahr roadtrip med manér … nemlig hos den søde Julia Bertram, vort broderlands weinkönigin aka vindronning tilbage i 2012/13, hele områdets stolthed og i dag samtidig også én af Ahrs dygtigste vinmagere, hvis vine i mange år har imponeret den flittige jyske vinblogger.

Weingut Julia Bertram holder til på adressen Hardtbergstraße 5 i  Dernau, lige nedenfor marken Dernauer Pfarrwingert, sammen med familiens gamle vinhus Weingut Ernst Sebastian, som fortsat drives af Julias mor og tante … Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

Vi havde en aftale om at mødes med Julia kl. 10.00 om torsdagen … eneste mulige tidspunkt under vort korte ophold, da Julia til dagligt bor i Churfranken hos hendes mand/kæreste Benedikt Baltes på Weingut Stadt Klingenberg sammen med deres barn.

Vi ankom til tiden – spot-on – og inde i gården gik Julia og fejede, men hun smed omgående kosten, da vi stak hovederne ind, og bød os velkommen med et stort smil.

Hun havde allerede dækket bord til os i gården … helt perfekt, for sensommeren havde begunstiget os med en lun dag i Ahr, og fra den lille gårdsplads var der direkte udsigt til vinmarkerne over Dernau.

Og hvor er Julia Bertram bare en sød, glad, smilende og autentisk kvinde … og meget fortællende, men alt det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til. Lad os i stedet starte med at se lidt nærmere på vinhuset i Dernau.

Historien

Julia Bertram er født en juleaften i 1989 i en familie af vinbønder i Dernau. Hun er faktisk 5. generation, da hendes tipoldefar Gottfried Sebastian allerede i 1910 grundlagde familiens vingård, og startede med at lave egne vine fra sine marker.

Gården fortsatte herefter med den ældste søn Anton Robert Sebastian ved roret indtil hans død i 1966, hvor Julias bedstefar Ernst Sebastian overtog driften. Den gode Ernst giftede sig godt, idet bedstemor Rosemarie allerede nogle år forinden var valgt som regional vindronning – weinkönigin – i Dernau.

Den stolte vinbonde og hans yndige vindronning drev sammen vinhuset Weingut Ernst Sebastian helt frem til 1998, hvor driften blev overtaget af 4. generation, nemlig Ernst og Rosemaries to døtre Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

De to søstre drifter vingården videre med deres samlede 2,5 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser og Frühburgunder samt de hvide sorter Rivaner og Riesling.

Det primært Julias mor, som står for markarbejdet, mens tante Ricarda står for produktionen i kælderen … med lidt hjælp fra forældrene, altså gamle Ernst og Rosemarie, som stadigvæk er aktive i driften … og lidt hjælp fra Julia en gang imellem.

Julia Bertram

Julia er således bogstavelig talt vokset op med vin … og hun kom allerede efter endt eksamen fra gymnasiet Kloster Kalvarienberg i Bad Neuenahr-Ahrweiler som ung 20-årig i lære hos Weingut Meyer-Näkel, som jo også ligger i byen Dernau.

I dag er Julia også bedste veninde med Meike Näkel, og da Julia startede sit eget vinhus, så fik hun også nogle gamle egefade fra Meike til sine vine.

Efter opholdet hos Meyer-Näkel uddannede Julia sig til ønolog i Geisenheim, helt traditionelt, og hun fik der sin Bachelor of Science i vindyrkning og ønologi.

I 2011 blev hun udvalgt som vindronning for Ahr vinområdet, og som repræsentant vandt hun også i 2012 titlen for hele landet, altså Deutsche Weinkönigin.

Og det er sgu en titel, som tyskerne tager meget alvorligt, og det er da også en jury bestående af 70-80 branchefolk, som hver år vælger denne dronning. Og det har man gjort siden 1949.

En vindronning har først og fremmest repræsentative opgaver i forbindelse med promoveringen af tysk vin i ind- og udland. For at blive vindronning skal hun være datter af en vinbonde, være over atten år, må hverken være gift eller forlovet og så hun skal have en god faglig viden om tysk vin.

Og det med den faglige viden testes kandidaterne på, mens udseendet ikke er så afgørende … om end det sikkert også hjælper. Under vort besøg fortalte Peter Kriechel, at kandidaterne til titlen faktisk skal igennem en lang række spørgsmål om vin og samtidig også skal blindsmage en række vine, som skal identificeres på druesorter og matches op imod mad.

Der findes i Tyskland en officiel side for Deutsche Weinkönigin, ja endda en Facebook side. I konkurrencen mellem de forskellige tyske vindistrikter er det ikke Ahr, som flest gange har leveret den tyske vindronning, for den sejr tilhører Mosel.

Fem gange er hun kommet fra Ahr … og seneste var det således den flotte – og dygtige – Julia Bertram, nemlig i perioden fra oktober 2012 til september 2013.

Men Julia ville mere end være blot den 64. vindronning i rækken og hjælpe på familiegården samt hos kæresten Benedikt Baltes på hans vingård Weingut Stadt Klingenberg i Franken. Hun ville selv lave vin efter hendes helt egne idéer.

Allerede i 2013 lavede Julia Bertram sin første vin Spätburgunder Fass 1, hvor druerne kom fra nogle af hendes far Walter Josef Bertrams 1,5 hektar vinmark i Ahr.

Far Walter havde hidtil havde drevet marken som et deltidsjob ved siden at jobbet som landmåler, og leveret druerne til et af de lokale kooperativer. Julia overtog marken og købte – eller lånte – også enkelte parceller fra moderen og tanten hos Weingut Ernst Sebastian.

Og siden 2014 har hun været kørende med hendes eget vinhus … Weingut Julia Bertram, hvor hun laver vine fra de små parceller i Ahr, som hun har samlet sammen.

Siden 2017 har hun reelt også overtaget Weingut Ernst Sebastian, men indtil videre kører driften af dette vinhus videre med moderen og tanten ved roret og så lidt hjælp fra Julia.

Markerne

Samlet har Julia Bertram 6,8 hektar, hvoraf de 2,2 hektar er under Weingut Ernst Sebastian og de resterende 4,6 hektar går til vinene hos Julia selv. Det er alle marker med stejle skrænter, hvor alt må foregå med håndkraft. Det er også derfor, at hendes entry-level Spätburgunder hedder Handwerk.

Markerne ligger spredt mellem Mayschoß og Bad Neuenahr, og omfatter markerne Mayschoßer Mönchberg, Dernauer Burggarten, Schieferlay, Pfarrwingert, Hardtberg, Jesuitengarten og Goldkaul, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Rosenthal, Forstberg, Daubhaus, Kirchtürmchen samt Neuenahrer Sonnenberg.

Alle markerne drives økologisk og Julia er i gang med at opnå økologisk certificering.

Vinene og produktionen

Sortimentet omfatter pt. 10 forskellige vine, fordelt på 2 Gutsweine, 2 Ortsweine og 6 Lagenweine fra enkeltmarker. Alle vinene laves i vingården i Ahr, hvor pladsen dog er meget begrænset. Derfor sker lagringen og påfyldning på flasker sker hos Baltes på Klingenberg.

Der har Julia også hendes egne tanke og egetønder. På etiketterne på Julias vine står der da også; Abgefüllt in Klingenberg. Det første år fik Julia i øvrigt nogle brugte egefade fra hendes veninde Meike Näkel, da Julia vine jo lagres på en kombination af brugte og nye tyske fade … for Julia sværger til tyske egefade.

Men så er det jo godt at ha’ en god veninde. Julia og Meike har også det til fælles, at de begge har fundet en vinmager som kæreste/mand og Meike er nemlig gift med Markus Klumpp og Julia som tidligere nævnt med Benedict Baltes.

I 2015 eksperimenterede Julia med 4 forskellige typer egefade, men fandt den tyske, som værende den bedste. Og Julia bruger nu alene fade fra bødkere, som hun kender.

På etiketterne af alle Julias vine, så er der en lille reference til familiens gamle vinhus Weingut Ernst Sebastian, idet logoet fra det gamle vinhus kan ses i det lille røde stempel, som findes på alle Julia Bertrams vine. Det fortalte Julia under vort besøg … og det havde jeg ikke selv tidligere tænkt over.

Julia fortalte videre, at målet er at bygge et nyt og moderne vineri i Ahr, og at de faktisk er forholdsvis langt med dette projekt. De har fået tegnet et moderne vineri, som skal ligge tæt på Meyer-Näkels nye vineri lige udenfor Dernau.

Hvis alt går som forventet, som skal vineriet stå færdigt i 2021 og vi hørte hos nogle af de andre producenter, at Benedict Baltes allerede har indgået aftale om salg af Stadt Klingenberg i Churfranken og dermed flytter tilbage til Ahr for at lave vin sammen med Julia.

Benedict Baltes kommer jo også oprindeligt fra Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt har faktisk været i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen og jeg også besøgte under vores roadtrip .. men det skal I nok høre mere om.

Smagningen hos Julia Bertram

I gården sammen med Julia fik vi et godt indblik i vinene fra Julia Bertram og Julia fortalte også en masse om vinhuset, familien og de forskellige vine, som jeg dog slet ikke – helt bevidst – fik noteret en eneste smagsnote på.

Vi smagte alle vinene … dog undtagen de 3 topvine fra markerne Mönchberg, Trotzenberg og Goldkaul, som alle var udsolgt, så dem kunne vi desværre ikke smage. Jeg havde dog et par dage tidligere smagt netop Marienthaler Trotzenberg, blot i årgang 2016, så på den måde var jeg nogenlunde up-to-date.

Dermed fik vi smagt:

Jeg købte dog flere af vinene, så smagsnoter følger, når jeg får smagt dem, men ellers må I nøjes med mine tidligere anmeldelser af nogle af de ældre årgange … tror der indtil nu ligger omkring 14 anmeldelser på Houlbergs Vinblog af Julias vine.

Jeg havde ikke tidligere smagt Julias Handwerk Blanc de Noir og heller ikke den udsolgte Dernauer Goldkaul, hvor druerne kommer fra en nyere parcel, som Julia næsten lige har købt. Det er en enkelt lille parcel lige syd for Dernau … sydvestvendt og med mere sandholdig jord.

Besøget hos Julia Bertram blev en rigtig fin start på vores ophold i Ahr, for Julia er bare så autentisk og nærværende. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men blev kun meget positiv overrasket, for Julia var både meget imødekommende og utrolig venlig.

Julia ville egentlig gerne ha’ vist os nogle af markerne ved en køretur op over Dernau, men vi afslog høfligt, da vi kunne fornemme, at Julia var lidt presset på tiden og skulle hente barn, så vi nøjedes blot med at købe nogle kasser vin, som Julia hjælpsomt transporterede til vores bil på en sækkevogn. Winzerin’er er stærke kvinder.

Jeg fik dog taget et obligatorisk foto oppe i marken lige ovenfor vingården og derefter tog vi selv et tur op i vinmarkerne … og på billedet nedenunder kan du se markerne ned mod Dernau.

Andre smagninger

Houlberg tester Sidewood Estate vine … præmieret koldklima vinhus i Adelaide Hills

Jeg har fået en røvfuld vine til test fra det præmierede vinhus Sidewood Estate … lidt en hasteopgave med ikke mindre end 10 vine samt 2 små ciders. Men den flittige vinblogger er jo flittig, så han har taget glasset i den anden hånd og gået til opgaven med sædvanlig ildhu. En lille smagning bare med mig selv, som det bedst mulige selskab. Man må jo nøjes.

Sidewood Estate ligger i Onkaparinga dalen … et koldklima område lidt øst for Adelaide i Adelaide Hills området. Vinhuset er ungt …  grundlagt i 2004 af parret Owen og Cassandra Inglis.

De har samlet 91 hektar vinmarker på forskellige lokationer i området, hvilket udover vingården i Onkaparinga også omfatter områderne ved Echunga, Nairne og Verdun.

I Verdun har de deres store Verdun vinmark og der opdrætter de også fuldblods væddeløbsheste og har i øjeblikket omkring 40 af slagsen. I Echunga ligger husets Ironstone mark og i Onkaparinga deres Mappinga og Oakbank marker.

Vinene laves i et samarbejde mellem Owen og Cassandra Inglis samt vinmagere Darryl Catlin, mens ansvaret for markarbejdet er lagt i hænderne på Mark Vella og Peter McIntyre. Sammen producerer de årligt omkring 600.000 flasker vin, som er fordelt på en lang række vine … men dem skal jeg nok vende tilbage til.

Vinproduktionen sker i dag deres topmoderne vineri, som ligger i Nairne. Vineriet købte de i 2014 og ægteparret har fyldt det med state-of-the-art udstyr til fremstillingen af vinene og derudover har de investeret i de bedste maskiner til at passe og høste druerne i markerne.

Og Sidewood Estate har siden etableringen fået masser af roser og gode anmeldelser. De har fx allerede opnået den eftertragtede 5 røde stjerner tildeling fra James Halliday og i 2016 blev de også kåret som det største øko-venlige vinhus i Adelaide Hills. Senest har en række af vinene fra Sidewood også opnået guldmedaljer ved den store International Wine Awards 2019 i Spanien … og deres mousserende vin Isabella Rosé endda for 4. år i streg.

Udover vinproduktionen er Sidewood også startet med en mindre produktion af cider, hvor æblerne købes fra en række frugtavlere og laves på husets moderne vineri, som også kan håndtere denne produktion.

Smagningen

De 10 vine, som jeg tester for Winelovers.dk er disse:

Derudover har jeg også smagt de to små 25 cl. flasker med cider – en på æbler og en på pærer. Dem vil jeg undlade at anmelde, for det har jeg vist ikke den store erfaring med. De smager meget anderledes end det cider, som jeg tidligere har smagt, for de er mere syrlige.

Men de små flasker er egentlig ganske sjove at servere efter en seriøs smagning af 10 vine fra vinhuset … en slags mundrensere.

Anmeldelserne og beskrivelserne af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Konklusion

Men jeg kan allerede nu konkludere, at Sidewood Estate er endnu et godt bevis på, at australierne kan lave andet en fed, marmeladetung Shiraz. Vinene er klart mere europæiske i stilen, og jeg måtte sgu op med en del fede houlbergske tomler.

Bevares, priserne er også i den pæne ende, men faktisk meget rimelige i sammenligning med fx et vinhus som Mollydooker, hvor vinene er langt mere ekstraherede og marmeladetunge. Her vil jeg til enhver tid foretrække Sidewood … men det kan du jo læse om i anmeldelserne af vinene.

Andre smagninger

Houlberg kårer bedste Alsace Riesling … sammen med en lille jury

Der er 24 timer i døgnet, 24 låger i en julekalender … men denne lørdag eftermiddag var der 25 flasker Alsace Riesling på bordet i det houlbergske hjem ved en stor blindsmagning, hvor en jury – et panel vinnørder – skulle kåre den bedste flaske Alsace Riesling. Der skulle ha’ været 24 flasker, men der havde sneget sig en ekstra med.

Min lille smagning kom i halen af en større smagning – Best Riesling Alsace – arrangeret af brancheorganisationen CIVA aka Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace sammen med Sopexa.

Smagningen var lavet for at sætte fokus på Alsace Riesling … øge kendskab til kvaliteten og kompleksiteten i Riesling d’Alsace vinene. I smagningen havde både importører og producenter bakket op med samlet 108 vine i alle appellationer som AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru samt kommunevine og vine med Lieu-dit betegnelsen … men altså uden de mest berømte og dyreste vinhuse.

Ved den store smagning udvalgte man fra et samlet stort og imponerende felt med 108 Alsace Riesling vine de 30 bedste fordelt i 3 prisklasser med vine op til 100 kr., vine til 100-200 kr. og vine til over 200 kr. flasken.

Og det var altså nogle af disse 30 vine, som nu var havnet hos på bordet hos den flittige vinblogger, da Houlberg desværre ikke kunne deltage i arrangementet i hovedstaden … men kan Muhammed ikke komme til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed, eller hvad det nu hedder.

I hvert fald var 21 af vinene havnet hos mig – tak Dorte – og jeg havde suppleret med 4 ekstra Alsace Riesling vine, som alle kom fra Domaine Schoffit, som jeg alligevel skulle teste for Tasty Brands og dermed havnede vi således på det magiske 25 tal. Det var alle spændende vine fra kendte og ukendte producenter. Ingen fordomme eller forudindtagede holdninger.

Jeg havde omhyggeligt udvalgt en kapabel jury, som omgående og ivrigt havde sagt ja til at deltage i blindsmagningen, men det var nok ikke mit løfte om servering af lidt passende flammkuchen til, som havde lokket dem til det houlbergske hjem, men nok nærmere en oplagt mulighed for at smage 25 Alsace Riesling vine op mod hinanden. Det kommer man jo ikke til hver dag.

Alle var derfor forventningsfulde mødt op til den lille Alsace Riesling smagning, hvor vinene blev serveret blindt i sæt af 4 vine … hvilket for den dygtige til hovedregning betød 6 sæt + en farisæer.

Kender du ikke flammkuchen, så er det en specialitet fra Alsace, nærmest en tynd pizza, hvor bunden er smurt med creme fraiche aka fromage blanc og oftest med løg og bacon ovenpå. Den kaldes også nogle gange Tarte Flambée.

Alsace og Riesling

De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.

Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.

Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.

Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.

Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.

Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.

Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.

De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.

AOC Alsace Grand Cru appellationen startede i 1983, hvor de første 25 marker fik deres Grand Cru status. Der er senere kommet flere til og i dag findes der 51 Grand Cru marker i Alsace og de står bag omkring 4% af de samlede produktion.

Der må alene dyrkes Riesling, Pinot Gris, Gewurtztraminer og Muskat på Grand Cru markerne … dog er der på en enkelt mark tilladt Sylvaner.

I de bedste årgange bliver AOC Alsace eller AOC Alsace Grand Cru vine tildelt en af betegnelserne Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

Ud af alle de tilladte druer, så benævnes Riesling ofte som kongen af Alsace. Duens enestående evne til at kombinere koncentration og fylde med dybde og finesse er berømt verden over, ikke mindst på grund af de sublime resultater der opnås i Alsace.

Generelt er Riesling fra Alsace – og det gælder sådan alle hvidvinene fra Alsace – mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre bl.a. på grund af forholdene i områdets terroir. Vinbønderne i Alsace har heller ikke helt så mange regler og fx er chaptalisering aka tilsætning af sukker i vinen lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Riesling er i dag hoved druen i Alsace … altså den druesort, som er mest udbredt. Den udgør omkring 21.7% af markerne og det tal er endda stigende, da Riesling er meget populær.

En Alsace Riesling har en elegant duft og typisk med noter af citrus, pære, hvide blomster, men også krydderier som anis, spidskommen, lakrids og fennikelfrø.

Når Riesling modner, har den en evne til at give forskelligt udtryk afhængig af den jordbund, den gror på, især når det drejer sig om vine med betegnelserne Grand Cru og Lieu-dit.

En Alsace Riesling er tør og rank og kan holde sig i årtier. Den bliver kun bedre af at ligge i kælderen … og det skulle vores lille smagning også blive et godt bevis på.

Vinene

Smagningen foregik selvfølgelig som blindsmagning, og alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. Det var med andre ord helt tilfældigt … og det betød, at vi endte med et smagefelt, som i rigtig rækkefølge så sådan her ud:

Jeg har linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene ovenover. Puha … lidt af en opgave for jeres ellers så flittige vinblogger.

Det blev satans gode heat … store forskelle og store ligheder, men generelt et flot felt, som beviser kvaliteten i Riesling fra Alsace. Den bedste vin blev den ældste, en 1994 Riesling Harth Cuvée Prestige fra Domaine Schoffit, som var totalt i live med masser af syre, petroleum og andet godt.

På andenpladsen kom en 2012 Riesling les Tommeries fra Clos Château d’Isenbourg og tredjepladsen blev indtaget af en 2016 Riesling Grand Cru Mandelberg fra Becker.

Den dårligste vin blev – sjovt nok – fra samme vinhus, som vandt konkurrencen, nemlig en 1997 Riesling Harth Cuvée Alexandre fra Domaine Schoffit. Det skyldes dog alene, at den ikke havde klaret årene med ynde … og var færdig, brun og sherryfarvet, selvom den da godt kunne drikkes med lidt overbærenhed, men klart en fejlflaske og dermed ikke repræsentativ.

Der var mange overraskelser. For det første var min lille jury lidt nærig med pointene og jeg lå klart med de højeste scores og havde et samlet gennemsnit på alle vinene på 90,2.

Men det var også sjovt, hvordan alder kan betyde noget. Det så vi dels på de gamle vine fra Domaine Schoffit, hvor 1997’eren dog havde en fejl, men vi så fx også en vin som Riesling Herrenreben fra Schoenheitz, hvor 2015’eren var klart bedre end 2013’eren.

Ovenover har jeg efter navnene på vinene skrevet vinens placering samt den gennemsnitlige score fra den samlede jury efter 100 points skalaen.

Samlet blev det en virkelig interessant smagning og den bekræftede kvaliteterne i Alsace. Der er ofte stor kamp om, hvor bedste Riesling kommer fra Alsace eller Tyskland. Men der kommer fantastiske vine fra begge lande, hvilket jeg også fik bekræftet i september sidste år til den store Riesling smagning hos Mr Ruby.

Det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist? Der lå flere Alsace Riesling vin højt på min score og denne lille smagning af 25 af slagsen på min overdækkede terrasse bekræftede kun dette.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Conterno Fantino … og fabelagtige, fine og flinke Fabio

Det sidste vinøse stop på mit Monforte d’Alba ferie raid var hos Azienda Agricola Conterno Fantino … et hus jeg har smagt nogle gange og været ganske begejstret for. Det skulle også vise sig at blive et kongebesøg og lidt udover det sædvanlige.

Jeg havde aftalt en smagning med Elisa Fantino kl. 14.30, men den monstrøse gitterport var lukket, da jeg ankom til Via Ginestra 1 lidt nordøst for Monforte d’Alba … nærmest på Ginestra marken.

Azienda Agricola Conterno Fantino “Viticultori” stod der på skiltet på gitterporten. Det var det rigtige sted, så Houlberg fik beslutsomt trykket på en knap på samtaleanlægget, meldt min ankomst, så døren til det magiske land gik langsomt op … og jeg kørte op ad indkørslen.

Jeg kom op til vingården … og sikke en ejendom, flot og moderne placeret på toppen med en vidunderlig udsigt.  Jeg fik parkeret og henvendt mig i vinotheket, hvor jeg blev modtaget af Fabio Fantino – bror til Elisa – som skulle vise mig rundt.

Til at starte med, så virkede Fabio måske en anelse tilbageholden og måske endda træt af endnu et turistbesøg, men da han så langsomt fandt ud af, at den ivrige vinblogger vidste noget om vin, så tøede han op og vi fik under smagningen en lang snak om vin. Fabio er faktisk en rigtig lun fyr … men alt det vender jeg tilbage til.

Historien

Men lad os lige først se nærmere på historien om Azienda Agricola Conterno Fantino, som reelt blev grundlagt i 1982, da Guido Fantino og Claudio Conterno slog deres markbesiddelser sammen og skabte vingården i en tid, hvor ingen ellers regnede Barolo for noget særligt.

Claudio Conterno var blandt de første i Piemonte som gik over til økologisk dyrkning, hvilket gav husets i forvejen storartede vine et bemærkelsesværdigt kvalitetsløft. Guido Fantino er blandt Barolos dygtigste vinmagere, og hans vartegn er ekstremt kraftfulde vine med en underliggende finesse.

I 1987 kom Barolo Sori Ginestra på forsiden af Wine Spectator og så var det internationale gennembrud sikret. Så i dag hører Conterno Fantino til blandt de bedste producenter  … og det er specielt husets enkeltmarks Barolo’er fra markerne Sori Ginestra og Vigna del Gris, der har gjort huset verdensberømt.

Conterno Fantino regnes som værende modernist … en bølge der startede i 1980’erne og hvor målet var, at lave endnu bedre, mere drikkevenlige vine med større koncentration og frugt. Det sker ved en begrænsning i udbyttet og anvendelse af små, nye barriques i stedet for de traditionelle kæmpefade.

Det give mørkere og mere tætpakkede vine, som også ofte får ristede toner af fad, røg og tjære, men samtidig også mindre indhold af tanniner, hvilket gær vinene nemmere at drikke unge.

I dag er grænserne mellem modernister og traditionalister blevet mere sløret og hos Conterno Fantino er de heller ikke meget for at snakke om, hvor de hører til. Jeg har tidligere mødt Noemi Conterno og hun fortalte dengang, at huset i dag nok hører til et sted mellem traditionalister og modernister.

Det er Guidos søn Fabio Fantino, som i dag har overtaget ansvaret for produktionen af vinene, men ellers hjælper begge familier til på vingården … Fabios søster Elisa står primært for besøg på vingården, men også Claudio Conternos to børn Noemi og Matteo deltager i driften.

Matteo blev uddannet vinmager i 2015 og står vel nærmest i lære hos Fabio, mens Noemi arbejder med kommunikation, men også repræsenterer vinhuset ved mange smagninger som fx Barolo & Friends, som jeg mødte hende til i Århus i juni 2017.

Conterno Fantino har i dag 27 hektar vinmarker, hvor de bedste parceller ligger på de 3 marker Castelletto, Ginestra og Mosconi. De dyrker alene 4 druesorter, nemlig Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og Chardonnay og siden 1996 har alt været drevet økologisk.

Årsproduktionen ligger på omkring 140.000 flasker vin, hvilket er fordelt på 11 forskellige vine, men de fleste af dem skal jeg nok vende tilbage til.

Rundvisningen

Fabio viste mig rundt i produktionen og fortalte løbende omkring vinhuset og produktionen af vinene. De var så småt klar til at flaske nogle af vinene fra sidste års høst, således der igen blev plads til den nye igangværende årgang.

Vi startede med at se flaskeanlægget, og derefter de store gæringstanke inden vi gik nedenunder i kælderen, hvor Conterno Fantino opbevarer de mange barriques og selvfølgelig masser af flasker, der lagrer indtil de er klar til frigivelse.

Alt er lavet utroligt flot … virkelig indbydende og man kan godt se, at man har lavet tingene, således det også præsenterer sig godt for besøgende med små afsatser med view til fx kælder.

Man har også lavet en lille glasafsats aka en lille glasaltan på 1. sal, hvor man kan gå ud og få et view udover hele området. Vi tog en lille elevator fra kælderen og op til afsatsen … og Fabio udpegede de forskellige marker, som man kunne se herfra.

Derefter gik vi tilbage til vinotheket, som ligeledes er pænt stort med plads til mange besøgende. Fabio fortalte også under den efterfølgende smagning, at de hvert år har mange besøgende nærmest hver dag.

Jeg foreslog, at de måske gjorde som fx Elio Altare … lavede én eller to dage ugentlig, hvor der var åbent for besøgende. Jeg tror, at Fabio var delt i spørgsmålet, for de vil gerne være åbne, imødekommende … og lever trods alt af kunderne, men kunne selvfølgelig også godt bruge tiden i produktionen. Men nu ramte jeg selvfølgelig også en dag, hvor Elisa – som normalt står for besøgende – ikke var på vingården.

Smagningen

I Conterno Fantinos moderne vinothek – med udsigt til vinmarkerne udenfor – gjorde Fabio hurtigt klar til en smagning af husets vine, og det blev alene de røde vine, hvor vi – helt traditionelt – startede med deres Dolcetto, så lidt Barbera inden en Langhe Nebbiolo og deres Barolo’er. Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Jeg smagte også en fadprøve af deres 2018 Langhe Nebbiolo Ginestrino, som Fabio skulle flaske indenfor de næste par uger. Fabio fortalte om de enkelte vine og det blev faktisk en rigtig hyggelig smagning, hvor alt blev vendt.

Det var næsten som at snakke med en gammel ven. Vi snakkede lidt om vinene, mine øvrige besøg, lidt om min vinblog og baggrunden for bloggen, lidt om Conterno Fantinos danske importør Philipson Wine og det med at skulle købe 12 flasker for at få den rigtige pris.

Jeg var lidt nysgerrig omkring Conterno familien, da der jo findes mange Barolo procenter med navnet Conterno i Piemonte. Udover selvfølgelig det legendariske vinhus Giacomo Conterno, så er der i hvert fald Aldo Conterno, som jeg ved var søn af Giacomo.

Derudover er der Franco Conterno, Paolo Conterno, som – tilsyneladende – ikke har relationer til de øvrige Conterno’er. Og så er der Diego Conterno og Conterno Fantino, hvor der også er en sammenhæng.  Fabio kendte selvfølgelig Diego Conterno ret godt, for han er nemlig fætter til Claudio og har også arbejdet på Conterno Fantino.

Han solgte dog i 2000 sin aktier i Conterno Fantino, men overtog en parcel på Ginestra marken og startede sit eget vinhus, som han i dag driver med hustruen Anne og børnene Lorenza og Stefano.

Jeg fik – midt i al hyggen og vinsnakken – lavet lidt smagsnoter på alle vinene, så jeg har selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Jeg var mest vild med Barolo’erne fra Ginestra og Mosconi, og skulle selvfølgelig have nogle af dem med hjem. Mosconi var egentlig udsolgt, men Fabio mente, at han kunne finde en flaske til mig. Derudover fik jeg en flaske Langhe Nebbiolo med gratis.

Samlet en utrolig fantastisk eftermiddag … men det blev imidlertid ikke det sidste, som jeg så til Fabio Fantino den dag.

Fabio på Le Case della Saracca

For på restauranten Le Case della Saracca stødte vi om aftenen igen ind i Fabio Fantino … og det blev en fed og totalt uventet oplevelse af de allerbedste.

Vi havde efter råd fra vinbuddy Jan valgt Le Case della Saracca til vor sidste middag i det italienske. Og sikke et sted. Le Case della Saracca ligger i Monforte d’Albas ældste kvarter øverst i byen i 5 sammenbyggede huse, som er over tusinde år gamle.

Vejene op til restauranten er smalle og stejle … meget stejle, og stedet er absolut helt fantastisk, virkelig et besøg værd. Det er en fedt sted, indrettet meget fantasifuldt, snørklet og med en blanding af det gamle stenværk, glas og stål. Der er små afsatser, hvor der er placeret borde og alt emmer af både mørk middelalder, gamle grotter og postmoderne, hipt cafémiljø.

Spisestedet udvikler sig på flere etager, som er forbundet med en indvendig trappe i stål og glas samt elevator. De lokale skinker, salamier og oste opbevares i grotterne bag ved spisesalen og udstilles som designertøj eller smykker i glasvitriner.

Hvis man har højdeskræk, så skal man også være opmærksom på, at gangene og trapperne ofte har gulv og trin i glas, der gør højden over gadeplan meget konkret. Selv toilettet er totalt charmerende. Det er masser af små vinreoler, som nærmest er bygget ind i nogle af de hvælvinger, som det sjove sted er rig på.

På disken indenfor døren var der fade med alskinds lækkerier … charcuteri, oste og andet spændende. Vi havde ikke bestilt bord i forvejen, men den unge tjener bag disken ville lige forsøge at finde os en plads.

Det kunne godt lade sig gøre … men inden vi var vist hen til vort bord, så dukkede Fabio Fantino pludselig op storsmilende og hilste på os. Han fægtede med hænderne og hilste, men vi var allerede på vej efter tjeneren til vort bord.

Men Fabio fulgte i hælene efter os og ville lige sige tak for mødet i dag og give os et glas vin … så han ville lige høre, hvor mange glas han skulle bestille? Da drengene ikke er til vin, så blev det alene til fruen og jeg … og det blev lidt mousserende vin.

Fabio dukkede op igen og fortalte, hvad der var i glasset. Jeg var vist lidt forvirret, for jeg kan slet ikke huske, hvad han fortalte … som i overhovedet ikke. Han gestikulerede også, at vi skulle følge med ham … og det gjorde hele vi alle fire så.

I et af de tjekkede spiserum med et gulv i glas var der i den ene side det fedeste vinrum. Der gik vi ind med Fabio i front som guide. Vi fik lukket døren hurtigt, da Guido – stedets indehaver – er noget emsig med, at temperaturen holdes nede.

Da vi alle var inde i vinrummet, så trykkede Fabio på en fjernbetjening og to af de mange vinreoler åbnede sig langsomt og afslørede en hemmelig, mørk tunnel. Vi tændte lyset i vor mobiler og fulgt efter Fabio.

Den mørke og hemmelige tunnel var en lang og havde masser af vinreoler med gamle flasker, bl.a. så jeg Conterno fra 1949 og ældre flasker fra Sandrone … alle omhyggeligt viklet ind i vita wrap for at skåne etiketterne. Et sandt – og kostbart – skattekammer.

Fabio fortalte, at restaurantens indehaver Guido allerede for mange år siden var startet med at købe masser af de lokale vine, og de er nu en del af Le Case della Saracca. Tunnelen sluttede i endnu et større – og oplyst – vinrum, hvor der var adgang tilbage til restauranten.

Vi var alle lidt duperede over kælderen og oplevelsen – selv mine to ikke vininteresserede knægte – så vi takkede Fabio. Derefter vente vi tilbage til vores ikke reserverede bord, hvor maden næsten allerede var klar. Sikke en aften … en perfekt afslutning på en ekstraordinær dag i Monforte d’Alba.