Vi skulle også lige igennem en rosévin inden de røde – suk – nemlig denne 2018 Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé fra Weingut Deutzerhof.
Den har dog den formidlende karakter, at den er lavet på ren Spätburgunder. Vinen er kaldt Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé med reference til de mange laks, som der tidligere var i Ahr floden. I dag kan man næsten ikke finde laksen, hvorfor der er igangsat opdrætsprojekter, som skal øge laksebestanden i både Rhinen og Ahrfloden.
Wolfgang Hehle på Weingut Deutzerhof var en ivrig naturelsker og lystfisker. Han startede med at lave vinen inspireret af rosévine, som han smagte under en ferie i den lille appellation Irouléguy i regionen Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig. Og den fik navnet Saumon de l’Ahr – laks fra Ahr – efter farven på vinen.
Vinen er lavet med en let udblødning sammen med skindet, hvilket har giver vinen så farve. Ellers er vinen udelukkende lavet i rustfrie ståltanke og har 6,2 gram restsukker pr. liter.
Næsen har klart nogle noter af Spätburgunder, kirsebær, hindbær, blomster, mens smagen byder på en stram citronsyre samt en smule tanniner, som sætter sig på tænderne. Vinen har en lidt fyldig side, men masser af syre … ka’ faktisk godt lide den, selvom det er en rosévin.
Prisen på vingården er 16€ … svarende til 119 kr.