2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandMed Deutzerhofs 2016 Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs røg vi helt op på den store remskrive … what a wine og i mine duggede øjne helt klart smagningens bedste vin.

Marken Mönchberg er også tæt knyttet til Weingut Deutzerhof, for dels ligger vingården ved foden af marken og dernæst er Deutzerhof tæt knyttet til markens lange historie. I den sene middelalder havde munkeklosteret Deutz en forpost ved foden marken og det er derfor, at marken har navnet Mönchberg aka munkebjerget.

Da Wolfgang Hehle i 1980 besluttede sig for at bygge en ny vingård, som blev det på det sted, hvor den gamle forpost til munkeklosteret Deutz havde ligget … og derfor besluttede man sig samtidig for, at vingården fremadrettet skulle hedde Deutzerhof.

Mayschosser Mönchberg ligger nærmest som et sydvendt amfiteater, hvilket giver en perfekt eksponering i forhold til solen, mens jordbunden består af skifer, sten, grauwacke, ler og löss.

Efter den manuelle høst er druerne sorteret – og manuelt – og derefter er de afstilkede og afkøles i en kold maceration. Efter nogle dage kommet det hele i store trækar til temperaturstyret gæring ved 20 grader og alene på druernes naturlige gærceller.

Temperaturen øges løbende til 30 grader og starter nedkølingen … en samlet proces på 10-12 dage. Derefter hviler det hele et par dage inden en forsigtig presning og samling i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så lagret sammenlagt 18 måneder på nye 228 liters let brændte barriques fra Chassin i Bourgogne.

Næsen er klart mere typisk Ahr … masser af syrlig, lys og stringent frugt, ribs, hindbær og kirsebær, masser af brændte og røgede noter, blomster samt en klart aftryk fra fadene med vanilje og kanel. Og alt sidder sgu lige i skabet, hvor intet stritter, vender forkert eller ikke er afmålt helt korrekt, for det dufter vildt godt.

Smagen er blød, cremet og hold nu kaje, hvor det smager godt. Det er Spätburgunder på højt niveau. Det er ikke ultralet, men har en lidt fyldigere lethed med lys og mellemrød frugt, men så delikat, klar og smeltende i munden, at man bliver tosset lykkelig i skallen. Det er sådan, at tysk Spätburgunder smager, når det er bedst.

Prisen på vingården er 52€ … svarende til 387 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7