Næste hvidvin, som Alexander Weber servede for os hos Weingut Maibachfarm var hans helt almindelige tørre Grauburgunder.
Det er en vin, som først er gæret på rustfrie ståltanke, men hvor 20% af vinen derefter har fået en malolaktisk gæring og så lagret en periode på egefade. Der er 6,0 gram restsukker pr. liter i vinen.
Næsen er klart mere grøn og urtet end foregående vin, og der er både æbler, ananas, lindetræ, egetræ, svagt lidt nødder, formaldehyd og en smule estragon samt mineraler … faktisk meget interessant.
Der er også godt med smag i vinen, mere struktur med både grape, en stram syre, salt, en smule sødme, meget frisk og livlig. Samlet er det absolut en god lille vin.
I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11€ på vingården svarende til 82 kr.