2016 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, TysklandDen anden røde Gutswein som vinmageren Alexander Weber skænkede i vores glas, var selvfølgelig søstervinen … Weingut Maibachfarms almindelige Spätburgunder i samme årgang 2016.

Vinen er lavet på næsten samme måde som Frühburgunderen, altså med fermentering i rustfrie ståltanke, men her spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen lagret 8 måneder i store großen Holz brugte egefade. Vinen har 2,8 gram restsukker pr. liter i denne årgang.

Næsen er klart mere krydret og mere rustik end Frühburgunder søstervinen, og har mere nogle af de klassiske Spätburgunder dyder med en svag animalsk næse, en smule sødme, små klare aftryk fra de store egefade med vanilje, kanel og tobak. Frugten er sød, ikke helt lys, kirsebær, brombær og ribs, lidt mentol, kaffegrums, røg og samtidig lidt nødder.

Smagen er meget ren med en direkte og lys frugt, jernagtige noter og samtidig virkelig tør. Der er igen røg og ristede noter, mellemrøde bær, kul og en rustik sødme. Det smager sgu godt, men søstervinen på Frühburgunder tager imidlertid første runde 1 – 0.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 10,50€ på vingården svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 5/7