2016 Weingut Maibachfarm, Recher Herrenberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Recher Herrenberg Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste Maibachfarm Spätburgunder Lagenwein blev en enkeltmarksvin, nemlig deres 2016 Recher Herrenberg Spätburgunder fra den fantastiske mark en kende længere mod syd i Ahrdalen.

Recher Herrenberg marken kender vi måske bedst fra Jean Stodden, men Weingut Maibachfarm har altså også en parcel på den i alt 17 hektar store mark, der også af VDP er klassificeret som Erste Lage aka Grosse Lage. Herrenberg har en syd-sydvestlig eksponering, ligger i en højde på mellem 130-260 meter og nogle af skråningerne har op til 70% hældning.

Recher Herrenberg er opkaldt efter herremændene af Saffenburg, som i fordums tid ejede jorden. Marken har en undergrund med lerjord, skifer og sten.

Vinen er lavet som foregående Walporzheimer Terrassen, altså med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller samt en lagring på primært nye barriques i 12 måneder.

Igen en lys, let og næsten æterisk duft … ikke så mørk i aromaerne som Walporzheimer Terrassen, men mere fin, let og frugtagtig. Der er jordbær, hindbær, blommer og ribs, godt med hvide blomster, et bundt vilde urter, røg, mineraler, kanel, kakao og lys chokolade.

Det er smagsmæssigt også en virkelig lækker vin, meget lys og feminin, tør, mineralsk og røget. Der er mynte, salte mineraler, lyse bær, ribs, jordbær og blommer, ristede mandler, blide tanniner og en uovertruffen elegance. Syren er bestemt dirigent, men det er på en facon, så du næsten ikke opdager det … hvor er det godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7