2016 Weingut Maibachfarm, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder, Ahr, TysklandVores besøg hos den rare og dygtige vinmager Alexander Weber på Weingut Maibachfarm sluttede med et hurtigt glas af denne 2016 Heimersheimer Burggarten Spätburgunder … vi skulle jo fluks videre til næste vingård.

Heimersheimer Burggarten ligger øst for Bad Neuenahr, nemlig ved byen Heimersheim. Marken har bl.a. givet navn til vinhuset Weingut Burggarten i Heppingen … et hus, som vi også besøgte på vores Ahr roadtrip. Den direkte oversættelse af Burggarten er jo slotshave, og marken har sit navn fra det store slotskompleks, som Phillip von Schwaben byggede som kejserlig bolig på stedet.

Marken er af VDP klassificeret som Erste Lage aka Grosse Lage og ligger lige op til en anden Erste Lage mark, nemlig Heimersheimer Landskrone. Burggarten ligger sydlig eksponeret … ja har faktisk har marken – afhængig af placering – en sydøstlig til nærmest sydvestlig eksponering samt en undergrund med löss, ler, basalt og grå skifer.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende lagring på primært nye barriques i 12 måneder.

Duftmæssigt minder Maibachfarm Heimersheimer Burggarten Spätburgunder på mange måder om foregående Recher Herrenberg, men er måske knap så mineralsk i udtrykket. Det er dog også en lys, let og æterisk næse, hvor der er er masser af røg, sorte kirsebær, jordbær, ribs, godt med blomster, ristede egetræ, stegt bacon, chokolade, vanilje og kanel.

Smagen er måske lidt mere tæt, men for pokker hvor er det blødt, rundt og cremet. Umiddelbart virker Heimersheimer Burggarten en kende mere tilgængelig allerede nu, virkelig frisk, let, lys og selv tanninerne er blide.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7