Hos Weingut Meyer-Näkel stod de 3 danske vinnørder hver med 4 glas med top Spätburgunder vine … og i det sidste af glassene var det såmænd Meyer-Näkels 2017 Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg Großes Gewächs.
Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim. Det er en af de bedst beliggende marker ved byen og marken er på samlet 5,15 hektar samt en del af Großlage Klosterberg. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af greywacke, kalksten samt sort og brun skifer.
Den øverste del af Klosterberg er Walporzheimer Gärkammer, og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer og ligger i en højde af 110-180 meter. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.
Der dyrkes i dag primært Pinot Noir på det meste af Kräuterberg, men der findes dog også en smule Dornfelder og Müller-Thurgau. Tilbage i 1970’erne var marken ellers domineret af Blauer Portugieser, men den er helt forsvundet i dag.
Hos Weingut Meyer-Näkel er deres 2017 Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg Großes Gewächs lavet som de øvrige topvine, altså høstet med udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og er efter endt fermentering lagret 16 måneder på barriques, heraf 70% nye fade og så 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er 0,1 gram restsukker pr. liter.
Walporzheimer Kräuterberg har måske den mest balancerede og komplekse duft af de 4 søstervine, lidt grønne urter, røg, kirsebær og hindbær, blommer samt præg fra egefadene med toastede noter, lidt vanilje og meget koncentreret. Vinen har masser af direkte frugt, god surhed og er virkelig frisk, blomstret og en smule maskulin.
Smagsmæssigt er der kirsebær, hindbær, blommer, mørk chokolade, masser af krydderurter, meget saftig, har også kraftige tanniner, som giver vinen masser af ryghed, men også får vinen til at virke alt for ung i øjeblikket. Det er en kompleks og kraftfuld Spätbunder med sindssyg intensitet, saft og virkelig lang eftersmag med et tørt mineralsk islæt. WAOW.
Prisen på vingården ligger på 72€ … svarende til 536 kr.