Med denne 2017 Recher Herrenberg Frühburgunder Großes Gewächs røg vi så op i det øverste lag i VDP klassifikationen og samtidig op på øverste hylde hos Weingut Jean Stodden.
Stoddens Recher Herrenberg Frühburgunder GG er den billigste af hans Großes Gewächs vine, selvom den skrøbelige diva drue Frühburgunder normaltvis er langt mere besværlig at have med at gøre. Således beskytter de fleste af vinbønderne i Ahr fx alle vinstokke med net, når druerne begynder at blive modne og er ellers bare meget mere følsom i håndteringen og giver oven i købet samtidig et meget lavt udbytte.
Hos Jean Stodden er vinen lavet lidt som de øvrige vine, altså med manuel sortering af druerne efterfulgt af afstilkning, en 14 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på brugte og nye barriques.
Recher Herrenberg Frühburgunder Großes Gewächs dufter herregodt … let, lys og med en syrlig frugt, hindbær, jordbær, ribs, masser af fadpræg med eg, vanilje, tobak, kaffe, lidt syrlig mødding, gazebind og samtidig med stringente, grønne noter og urter. Det er en utrolig let, lys og feminin aroma, porøs, sagte og forsigtig.
I munden er vinen meget frugtrig med et fint og elegant bid, en stor saftighed. Det er meget cremet, blødt og så alligevel med stor syrlig nerve. Det er lyse bær, ren frugtsyre og man bliver glad i låget over sådan en vin.
Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 499 kr.