2016 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin kommer ganske vist fra Baden, men er lavet af vinmagere fra 2 vinområder, nemlig af ægteparret Markus Klumpp fra Baden og Meike Näkel fra Ahr, hvorfor den også meget passende hedder Hand in Hand Spätburgunder.

Ahr til Baden … A til B er også helt bogstaveligt vist på etiketten, der både rummer druer, et A og et B, fodaftryk, en vintønde, tandhjul, et ur og nogle der ligner en elektrisk pære, som symboliserer en god idé. Og det er en vin, som jeg har smagt tidligere … blot i årgang 2012.

Markus Klumpp fra Weingut Klumpp i Bruchsal, Baden og Meike Näkel fra Meyer-Näkel i Dernau, Ahr kan I se på billedet ovenover. De blev gift i 2011 … men de to vinhuse kører videre uafhængig af hinanden, dog med dette fælles projekt Hand in Hand.

Der laves dog kun 3 vine i Hand in Hand serien, en Grauburgunder, denne Spätburgunder samt en Rosé Sekt, som er lavet på både Grau- og Spätburgunder.

Jeg skal nok undlade at skrive om vinhusene … begge huse har jeg nemlig skrevet om tidligere her på bloggen, så i stedet kigger vi lidt nærmere på denne Hand in Hand Spätburgunder, hvor druerne i dag udelukkende kommer fra marker i Baden. I starten var der også en smule druer fra Ahr i vinen, men det ser ikke ud til at være tilfældet længere.

Druerne høstes manuelt, og er lavet med 2 ugers maceration og fermentering i bütten … små åbne egekar. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på barriques.

I glasset er vinen ikke helt lys og transparent … men lidt mørkere end traditionel Spätburgunder. Næsen er dog klassisk Pino med lidt sød stald, hindbær, røde bolsjer, estragon, enebær, røg, kastanjer, kakao, baconfedt, grannåle og lidt kanel.

Smagsmæssigt er det syrlige kirsebær, hindbær … nærmest som frysetørret frugt. Vinen har en lidt kraftigere og varmere side end de fleste tyske Spätburgundere, men har ellers en blød syre og er ganske blid med en eftersmag med lidt krydderier.

Købt på weine.de, hvor prisen er 13,40€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7