Kategoriarkiv: Store oplevelser

Ciderrevolutionen er over os … og Houlberg er vildt begejstret

Indrømmet … jeg er ingen specialist i cider, selvom det – som vin – egentligt blot er gæret frugt. De fleste herhjemme kender mest til cider i form af det søde sodavandssprøjt, som man køber i supermarkedet og reelt ikke har noget at gøre med vaskeægte cider.

Men i specielt Bretagne og Normandiet i Frankrig samt den sydvestlige del af England tager man sin cider seriøs … meget seriøs. Nu er Danmark også ved at vågne op og flere producenter dukker nu op, men specielt de to gæve gutter Kristoffer og Paw vil åbne danskernes øjne for ægte velproduceret cider. De er ciderguerillaer, som har startet Ciderrevolution med både salg af cidere og produktion af cidere.

Danmark har nemlig også alle forudsætninger for at blive et stort land for produktion af god cider, da vi traditionelt set er et æbleland. Vi har nogle af verdens bedste frugter, så basis for at lave klasse cider er absolut til stede.

Hvad er ægte cider?

Det meste cider vi kender herhjemme er lavet på æblemost tilsat vand og alkohol, men det er ikke rigtig cider og mangler både duft, krop, smag, hjerte og sjæl i forhold til rigtig cider.

Cédric fra Cidrerie du Léguer

Rigtig cider er reelt lavet ligesom champagne … altså med en første- og en andengæring, men dog med meget kortere lagring på flaske. I princippet laves der først en most af pressede æbler, hvorefter den skal gære/fermentere nogle uger.  Derefter omstikkes cideren og så sker andengæringen på flaske … akkurat som mousserende vin.

Naturen sætter selv gang i ciderprocessen – gæren spiser af sukkeret og omdanner det til alkohol, kulsyre og smagsstoffer. Normalt kan æbler og pærer gære op til 5-7% i alkohol, men hvis man vil ha’ lidt restsødme i cideren, skal man derfor bruge en gær, f.eks. en speciel cidergær, der stopper ved 5-6%.

Ciderrevolution har lavet denne fine illustration/vejledning til, hvordan man laver cider. Den kan i øvrigt også købet som en lille plakat, hvis du er total ciderlover.

Ciderrevolution siger selv, at ciderfremstilling handler om gode æbler og optimale betingelser for gæringsprocessen … altså akkurat som med fremstilling af vin på druer.

Processen er dog lidt mere avanceret, da der er mange ting, som vil påvirke den endelige cider. En cider laves normalt på æbler, pærer og nogle gange endda med tilsætning af kvæde. Æblesorterne er også en videnskab, for hvilke æbletyper skal man anvende … madæbler, spiseæbler eller deciderede cideræbler – der alene anvendes til fremstilling af cider – eller måske en kombi?

Cideræbler – der har en høj bitterhed – er særligt udbredt i England og Frankrig, men man kan dog også i andre områder være heldige at finde nogle vildæbler, der har nogle af de samme karakteristika.

Efter høsten kan æblerne så fx eftermodnes, hvilket omdanner noget af stivelsen i æblerne til sukker inden æblerne kværnes, da det optimerer udbyttet af juice inden presningen. Nogle lader også de kværnede æbler stå en dages tid i åbne kar, hvilket giver både mere oxidering, gør pulpen brunfarvet og hjælper med at udskille pektinen, som binder saften.

Hos Manoir d’Apreval

Selve den første gæring er normalt ganske kort og som med vin er det sukkerindholdet, som afgør, hvor meget alkohol der er i din cider til slut. I gæringen kan man enten tilsætte cidergær eller i stedet for lade det vildgære, hvor mosten gærer af sig selv med de naturlige gærceller. Normalt tager gæringen mellem et par timer og op til et par dage.

Efter et par omstikninger, så har man en ren most, som er klar til flaskning … og selvfølgelig helst på flasker, som kan bare et tryk på omkring 5 bar, som er det normale tryk for en cider, selvom det selvfølgelig afhænger af sukkerindholdet.

Herefter gærer mosten videre på flaskerne og efter en periode kan du enten bare åbne og drikke dem eller du kan degorgere dem. Det er normalt, at vinen modner 1-2 måneder, inden de drikkes.

Hvem er Ciderrevolution?

Ciderguerillaerne Kristoffer og Paw kender hinanden fra Rigshospitalets kollegium og fik øjnene op for rigtig cider ved studieophold i udlandet.

Paw faldt for rigtig cider i Frankrig og for Kristoffer skete det i England. Samtidig lærte de, at der går tonsvis af gode danske æbler til spilde hvert eneste år. Det fik dem til at starte Ciderrevolution, hvor de i den spæde start lånte Kristoffers forældres bil og fyldte den med cider fra Normandiet og Bretagne, men blev hurtigt drukket.

Så bestilte de to paller hjem, som fyldte ret godt på et lillebitte kollegieværelse på 14 kvadratmeter, men så måtte Kristoffers seng så blot placeret ovenpå alle ciderne … og sådan kom Ciderrevolution i gang på bedste innovative iværksættervis.

I dag importerer Ciderrevolution cider og sælger til barer og restauranter. De afholder cidersmagninger for virksomheder og private, har åbnet Danmarks første ciderbar – med det sigende navn Ciderbar – og er medarrangører i DM for amatør ciderproducenter for at skabe større fokus på, at der er rig mulighed for at bruge æblerne i haven til at lave noget fantastisk cider.

De er også selv startet med deres helt egen produktion af lækre og fyldige cidere, hvilket sker sammen med nogle af de venner, som de har fået blandt producenter i specielt Frankrig. De laver således en række cidere sammen med Cédric Le Bloas på Cidrerie de Léguer i Lannion nordøst for Brest samt Damien Lemasson på Cidrerie Lemasson lidt øst for Caen i Nordmandiet.

Damien Lemasson

Nogle af ciderne laves med franske æbler og andre med pæredanske æbler … øhhh hvorfor hedder det pæredansk, når vi er bedre til at dyrke æbler? Nevermind, men det er så typisk danske æbler som fx Holsteiner Cox, Ingrid Marie, Belle de Boskoop og Elstar.

Test af 3 cidere & konklusion

Ciderrevolution har sendt mig 3 cidere til test … og én af disse er netop lavet i et dansk/fransk samarbejde, mens nummer to er fra en af de franske producenter, som drengene også laver cider sammen med … og den sidste er så lavet på pærer.

Det er helt præcis disse 3 cidere:

Jeg har på alle ciderne skrevet N.V. for Non Vintage, altså uden årgang, da man jo tilsyneladende ikke skriver årstal på flaskerne, men da cidere normalt ikke gemmes i mange år, så vil jeg gætte, at alle formentlig er fra høsten i 2020.

Ligeledes har jeg ikke skrevet vinområde, men i Frankrig synes produktionen at være samlet omkring Nordmandiet ud mod den engelske kanal. Det er jo også der, at man netop laver den berømte Calvados æblebrændevin, nemlig fra Calvados distriktet i Normandiet … og både Cidrerie Lemasson og Manoir d’Apreval producerer da også selv Calvados ved siden af deres cidere.

Hvordan smager de 3 cidere så? Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser i de kommende indlæg, men jeg kan allerede godt nu allerede afsløre, at jeg sidder tilbage med et stort smil, som er vanskeliggjort af, at jeg samtidig har tabt min underkæbe helt ned på jorden.

De 3 cidere har mange ligheder med vin på specielt duftene, som minder en del om biodynamiske vine eller naturvine. Virkelig med økosved, kostald, mødding og markvitaminer. Samtidig er ciderne så bløde, søde, luftige, elegante og cremede, at jeg måtte holde fast i sofaen af overraskelse. Det smager monstergodt og jeg er sgu omgående fan … BIG TIME.

Der faktisk mange fordele ved cidere … vi har selv råvarerne herhjemme og burde selv kunne blive en magtfaktor i produktion af cidere. Ellers er de åbenlyse fordele mere lavpraktiske, for dels har de lavere alkohol og så koster de også mindre end topvine. Disse tre topcidere koster alle 100 kr. for en 75 centiliter flaske og dermed kan man for få penge smage nogle af de bedste flasker.

Damien Lemasson

Min favorit af de 3 smagte cidere var klart den Cidre Fermier Lemasson Brut med den vilde, funky, landlige hippiearoma og blødrunde, søde smag efterfulgt at Ciderrevolutions egen La Revolution du Cidre Vaincra, men pærecideren fra Manoir d’Apreval måtte se sig slået af æblerne. Men det er jo bare min smag.

Hvis der er nogen retfærdighed i denne verden, så bør cidere få et sandt boost her i Danmark. Mulighederne er næsten uendelige med vores frugthave i landet og Ciderrevolution har startet ballet … så lad os håbe, at flere følger med. Det burde kunne blive et lille H.C. Andersenagtigt eventyr … så skål i cider og tak til Ciderrevolution.

Houlberg til Mr Ruby smagningen … hvor står tysk Chardonnay?

Jacob aka Mr Ruby havde efter coronatågen var lettet bare en smule hurtigt arrangeret en realtime, real-life og total Old Fashion analog  vinsmagning i sine hyggelige lokaler.

Temaet var; Hvor står tysk Chardonnay? Her skulle en perlerække af Mr Rubys tyske vine i kamp med store Chardonnay vine, selvfølgelig først og fremmest fra Bourgogne, men også andre lande som New Zealand, USA og Argentina.

Den danske forsommer var fortsat kold, så Jacob havde rykket smagningen fra smagelokalet ovenpå til butikslokalet nedenunder, således der var plads til de 10 personer. Jeg ankom et par minutter for starten kl. 17.00 og var selv kørende denne gang og måtte således spytte … men sådan er livet jo en gang imellem.

Den rene Chardonnay smagning var en blindsmagning … dog kendte vi alle, hvilke vine, som vi skulle smage, men vi kendte imidlertid ikke rækkefølgen. Men der var samlet 12 vine … 5 tyske og 1 bourgogne fra Mr Rubys eget sortiment, en bourgogne udefra og så var en oversøiske også fundet ude i byen.

På en liste kunne vi således se, hvilke vine vi skulle igennem, men spørgsmålet var blot, hvilke vine smagte vi hvornår?

Vinene blev smagt i 4 sæt med 3 vine i hver og vi skulle – som vanligt afgive point til hver vin efter 100 point skalaen. Alle vinene var sirlig pakket ind i sølvpapir, blandet og for en sikkerhedsskyld gik vi alle ovenpå, mens Jacob skænkede hver sæt.

Vinsmagningen

Jacob startede med en velkomst … en lille indflyvning til aftenens smagning og lidt om reglerne. Derefter røg vi hurtigt ovenpå, men de første 3 vine blev skænket. Så var vi ligesom i gang.

Samlet smagte vi de 12 vine i denne rækkefølge:

Efter hver vi har jeg skrevet min karakter og derefter det samlede gennemsnit, som hver vin opnåede. Det betød med andre ord, at det var tyskerne, der denne aften løb med guld og sølv, da de 5 vine med de samlede højeste karakterer blev:

  1. 2017 Weingut J. Neus, Chardonnay R, Rheinhessen, Tyskland
  2. 2018 Winzerhof Stahl, Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland
  3. 2018 Pierre Girardin, Chassagne-Montrachet, Bourgogne, Frankrig
  4. 2017 Benjamin Leroux , Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées, Bourgogne, Frankrig
  5. 2017 Kumeu River, Hunting Hill Chardonnay,  Auckland, New Zealand

Min egen top 5 blev imidlertid de 3 bourgogner med Pierre Girardins Chassagne-Montrachet som bedste. De blev så efterfulgt af J. Neus og Bernhard Huber.

Jeg synes også, at det gik hæderligt med at gætte land … havde 8 rigtige bl.a. de 3 bourgogner, mens det dog straks blev meget mere  svært, da vi så – inden alle vinene blev afsløret – skulle forsøge at sætte producent på de enkelte vine.

Men igen må man bare konkludere, at niveauet på tysk Chardonnay er imponerende og samlet endte tyskerne også på førstepladsen, da de tyske vine i gennemsnit opnåede 94,2 point, bourgognevinene 94 point og de oversøiske 93,3 point, hvis de blev puljet sammen.

Og så har vi endda ikke snakket pris, for vinderen fra J. Neus koster 349 kr,, mens min vinder Pierre Girardin Chassagne-Montrachet så koster 799 kr. Dermed kan du få 2 flasker Neus for samme penge … og så har du endda håndører til lidt snolder 🙂

Kvikke Anne Sofie var endda så begejstret for Neus, at hun gav 100 point til vinen og min sidemand Jesper spottede med det samme, at det var Neus … men han er også inkarneret Neus fan. Men det kan man sgu også godt forstå.

Jeg har selvfølgelig linket til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus inklusiv mine nøjagtige, sirlige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine. Et par af vinene havde jeg smagt før, så der har jeg altså blot linket til mine tidligere beskrivelser.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Fantastisk aften med 12 top Chardonnay vine.

I’m in a New York State of Wine … Cool Climate Wines Masterclass

Tilbage i 1976 var Billy Joel i et moody humør og sang om sit New York State of Mind. Men her 45 år efter var jeres flittige vinblogger alt andet end moody, da jeg forleden deltog i en onlinevinsmagning med netop vine fra det herhjemme mere ukendte vinområde New York State.

Den virtuelle New York Wines Masterclass var arrangeret af New York State of Wine og Grape Foundation som en lille smagsrejse og et indblik i vinene fra vinregionen. Den blev afholdt af Jamie Goode, der er grundlægger af Wineanorak – Global Wine Journal, forfatter, vinskribent, underviser og PhD i plantebiologi.

Fra USA’s nordøstligste vinområde skulle vi smage 6 forskellige vine, hvor Jamie Goode havde fået 3 af vinproducenterne til at kommentere deres egne vine, nemlig Kelby Russel fra Red Newt Cellars, Roman Roth fra Wölffer Estate og endelig danskfødte Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars.

Jeres ydmyge vinblogger havde gennem Tina fra by baungaard Communication/PR fået invitationen til at deltage og dermed også nogle dage forinden via FEDEX fået tilsendt de 6 vine, som vi i løbet af denne Masterclass skulle igennem. Så dermed var jeg også klar og spændt som en flitsbue var in a New York State of mind. Men lad os først kigge lidt nærmere på vinregionen New York State.

Vinregionen New York State

New York State vinen regionen ligger i den østlige del af USA – langt fra Napa Valley, Sonoma og hvad de forskellige kendte vinområder i Californien hedder. Vinregionen er slet ikke så kendt herhjemme og de laver da også langt mindre vin end i Californien, som – by far – er det største vinproducerende område med en årlig produktion på cirka 680 millioner gallons svarende til knap 2,6 milliarder liter.

Men selvom produktionen i New York således kun udgør 4,1% af produktionen i Californien, så er produktionen på 106 millioner liter vin alligevel nok til, at området er det 3. største vinområde i USA og samlet 3% af den samlede vinproduktion i USA.

Så derfor burde vi måske også oftere støde på vine fra New York, som derfor er mere udbredte end fx vine fra det langt mere hypede og efterspurgte Oregon. Men det skyldes måske også, at New York State området er forholdsvis nyt og først sådan rigtigt er startet i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, selvom man allerede tilbage i 1829 startede med at plante vinstokke i Finger Lakes regionen.

Boostet i 1960’erne sket med vinhuse som fx Benmarl Wine Company og Cascade Mountain Vineyard i Hudson River Region samt Bully Hill Vineyards og Dr. Konstantin Frank i Finger Lakes, men det store boom kom i 1976 med etableringen af Farm Winery Act, som første hus med rentabel drift trods en produktion på under 50.000 liter årligt.

I dag er der mere end 470 vingårde i New York State og disse er fordelt på 7 vinområder eller AVAs, som amerikanerne kalder dem. Det er Champlain Valley of New York, Finger Lakes, Lake Erie, Long Island, Hudson River Region, Niagara Escarpment og endelig Upper Hudson. Og ved denne Masterclass skulle vi smage vine fra 3 af områderne … Finger Lakes, Long Island og Hudson River.

Men faktisk findes der også et par underområder, som måske er værd at nævne … et par små AVAs, nemlig Seneca Lake og Cayuga Lake i Finger Lakes regionen samt Hamptons og North Fork of Long Island på netop Long Island. Det spændende er, at der for alle AVAer … både de store og de små er meget forskellige terroirs.

Lokalt i New York State er man imidlertid meget stolt over, at de reelt set er en af USA’s ældste vinregioner. Men det betyder faktisk også, at der i regionen findes gamle ukendte sorter og amerikanske hybrider, som også gør området unikt at udforske … måske endda langt mere end nogen anden stat i USA.

Mange af de lokale druesorter som den røde Concord, den lyserøde Catawba og hvide Niagara er alle på den amerikanske Vitis Labrusca  vinplante i modsætning til den mest udbredte Vitis Vinifera, som alle de europæiske druesorter er baseret på. Senere er der fremavlet en del fransk/amerikanske hybrider med sorter som Baco Noir, Seyval Blanc og nyere sorter som Noiret, Traminette og Valvin Muscat.

Men i dag er Vitis Vinifera vinplanten mest udbredt med sorter som fx Riesling, Chardonnay, Pinot Noir og Merlot. En af de producenter, som i høj grad udbredte Vitis Vinifera sorterne var Dr. Konstantin Frank fra Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars  … en af pionererne indenfor vinproduktionen i Finger Lakes området.

Han beviste, at disse sartere vinplanter sagtens kunne trives i Finger Lakes og de er således sidenhed spredt sig til hele Finger Lakes samt de andre AVA’er i New York State vinregionen.

Hvis man kigger på de 7 primære AVAer, så er Lake Erie størst målt på vinmarker, men der dyrkes i det område primært Concord druen, der mest andet til produktion af juice.

Der er klart flest vinerier i Finger Lakes, der nok også regnes som den mest betydningsfulde vinregion. Nedenunder er vinregionerne opstillet efter størrelse:

  • Lake Erie, 6.630 hektar vinmarker og 23 vinhuse
  • Finger Lakes, 3.800 hektar vinmarker og 146 vinhuse
  • Long Island, 826 hektar vinmarker og 73 vinhuse
  • Niagara Escarpment, 357 hektar vinmarker og 20 vinhuse
  • Hudson River, 95 hektar vinmarker og 59 vinhuse
  • Champlain Valley, 40 hektar vinmarker og 9 vinhuse
  • Upper Hudson, 32 hektar vinmarker og 13 vinhuse

Samlet betyder det således samlet 11.780 hektar vinmarker, hvilket fx placerer New York State vinregionen på størrelse med det tyske Württemberg område, der er Tysklands 4. største vinområde.

Men det er også et område, som vokser … og mine ovennævnte tal er måske endda lidt outdatede, selvom de kommer fra New York Wine & Grape Foundation, for andre steder nævner de, at der samlet er 14.973 hektar vinmarker i hele New York State.

Finger Lakes

Finger Lakes er den mest betydende vinregion i New York State og er beliggende i Upstate New York syd for Lake Ontario søen. Det har navnet Finger Lakes efter de 11 aflange gletsjersøer, som der findes i området og giver et udseende, som kan minde om fingre.

Det er specielt områderne omkring søerne Canandaigua, Keuka, Seneca samt Cayuga Lakes har flest vinhuse … og både Seneca og Cayuga er da også anerkendte underområder eller mini AVAs af Finger Lakes.

Området er særlig kendt som sine mousserende vine, som vin på druesorter som Riesling, Pinot Noir, Chardonnay og Cabernet Franc, men laver også fremragende Ice Wine og vine på flere fransk-amerikanske og gamle amerikanske druesorter.

Long Island

Det mest overraskende vinområde for mig var klart Long Island, som ligger lige øst for The Big Apple … New York storbyen, men faktisk er det vinområde, der er mest påvirket af havene omkring halvøen, altså både Long Island Sound, Peconic Bay og Atlanterhavet.

Der er lavet vin på Long Island i omkring 40 år og vinområdet ligger i den østligste del af halvøen i nærmest to tanger, der er delt af  Great Peconic Bay i de to underområder eller mini AVAs North Fork og Hamptons med byen Riverhead som centrum.

Området er præget af sandjord, påvirkningen fra havene, et moderat klima og er mest kendt for sine klassiske Bordeaux blends, som man i USA kalder Meritage vin, på Cabernet Sauvignon og Merlot.

New York Wines Masterclass

Den virtuelle New York Masterclass Cool Climate Wines smagning blev – efter kort indflyvning – styret af Jamie Goode … og jeg kunne se, at der var mange kendte danske ansigter med til smagningen som fx Frederik Kreutzer, Anders Halvskov-Jensen, Tim Vollerslev, Niels Lillelund, Thomas Rydberg, Malene Smidt Hertz, Søren Frank samt Thomas Bohl … og så jeres flittige vinblogger.

Jamie startede med en gennemgang af området … lidt om udviklingen og han fortalte ganske kort om de forskellige områder, dog selvfølgelig med særlig fokus på Finger Lakes som det mest betydningsfulde område.

Derudover fortalte Jamie Goode også lidt om de forskellige druesorter, som anvendes i hele New York State, men det var alene en kortere gennemgang inden vi skulle smage aftenens første vin, som blev præsenteret af vinmageren selv … Kelby James Russel.

Vi skulle – som tidligere nævnt – smage 6 forskellige vine og var så heldige, at vi havde 3 af vinmagerne med til Masterclass’en, hvilket klart var med til at gøre det ekstra spændende.

De 3 vinmagere var Kelby Russel fra Red Newt Cellars, Roman Roth fra Wölffer Estate og Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars … og dem kan du i samme rækkefølge se nedenfor:

De kommenterede selvfølgelig primære deres egne vine, fortalte produktionen af vinene, deres vinerier og historierne. Men de kom også med gode input omkring de 3 vine, hvor vinmageren ikke selv var med til at kommentere.

Man kunne tydeligt mærke, at de har stor respekt for hinandens vine, men også hver deres egne stil og måde at gøre tingene på. De havde hver især meget klare holdninger til vinproduktionen i New York State regionen.

Mens vi smagte vine blev en lang række emner vendt … bl.a. lidt om sukkerniveauer, klimaændringer, forskellene i klimaet i de forskelige områder med de varme somre, som adskiller sig fra de europæiske Riesling vine, botrytis, tørhed i vinene, corona påvirkninger … og undervejs kunne vi alle også stille spørgsmål til vinmagerne.

Jeg spurgt om brug af skruelåg … som fx Kelby Russel på Red Newt Cellars anvender på hans Riesling vin. På det punkt var holdningerne og forskellige, hvor Hallgren mente, at vinene bliver lidt for lukkede og ikke udvikler sig. Men alle var dog enige om, at de gerne vil have, at vinene præsenterer sig på bedste vis.

Undervejs kommenterede Jamie Goode også hver vin … gav sine noter på vinene og sørgede i det hele taget for at binde Masterclass webinaret godt sammen.

Jeg spurgte også om, hvordan corona havde påvirket vinhusene … om de havde mærket færre besøgende. Roman Roth fra Wölffer Estate fortalte, at det faktisk havde været omvendt med en endnu større interesse … måske på grund af, at de vininteresserede ikke rejste ud i verdenen og den korte afstand til New York by.

Vinene

Samlet smagte vi i løbet af Masterclass’en disse vine:

Jeg havde smagt en enkelt af vinene før, nemlig Morten Hallgrens Dry 2017 Riesling Finger Lakes, så der har jeg selvfølgelig blot linket til min oprindelige anmeldelse.

Ja faktisk har jeg smagt en del af Mortens vine, men det har jeg skrevet mere om i mit blogindlæg; Houlberg tester flere vine fra … danske Morten i Finger Lakes, New York.

Beskrivelserne og anmeldelserne af de øvrige vine har jeg selvfølgelig som vanligt linket til ovenover.

Konklusion

Hvor er det fedt at smage amerikansk vin, som ikke kun kommer fra Californien, Oregon eller Washington State … og så få et indblik i vin fra sådan et Cool Climate område som New York State.

Jeg var selvfølgelig allerede forinden advaret … og var blevet begejstret, da jeg sidste år smagte de flotte vine fra Morten Hallgren og denne smagning har bekræftet, at New York State er et utroligt spændende område, som vi bør smage mange flere vine fra.

Så tak til Tina fra by baungaard Communication/PR for den fine invitation til at et lidt dybere indblik i New York State vin.

Gourmetaften under titlen … Det gode liv

Med den rummelige titel Det gode liv … lagde jeres kære vinblogger forleden hus til en rigtig hyggeaften med en flok inkarnerede vin- og madnørder. En aften totalt extravaganza med noget af det bedste og dyreste mad, som man kan opdrive og nogle af deltagernes egne udvalgte vine fra de øverste hylder.

Jeg er egentlig med i rigeligt med vinklubber, men en aften som denne var svær at sige nej til … for dels var det gode mennesker og dels var idéen om sådan en aften var opstået under et godt glas bourgogne og de bedste idéer opstår jo – som de fleste ved – netop med indtagelse af gæret druesaft.

Vi havde derfor besluttet at lave en sådan vinaften, hvor vi gav den fuld skrue med både nogle af de dyreste råvarer, hvilket omfattede ægte kaviar, Wagyu Ribeye-steaks, sorte sommertrøfler men også nogle af vores bedste vine … 2 medbragte flasker pr. mand.

Dermed var menuen næsten også givet … eller i hvert fald skellettet til menuen. Jeg havde suppleret med lidt idéer og selv lavet en stak hjemmelavede blinis, langtidsfermenteret brød, kyllingeleverpaté, hvorved menuen kom til at se sådan her ud:

Aprilvejret var lunefuld, men denne fredag tittede solen frem, så vi startede med lidt let bourgogne udenfor under den overdækkede terrasse, mens vi ventede på. at de sidste slendrianer nonchalant dukkede op, så vi havde en fuld kvintet.

Og så gik vi omgående i gang … først med en flaske champagne i form af en 2015 Brut Millésimé fra Louis Nicaise i en magnumstørrelse og så var vi ligesom i gang.

Maden

Aprilkulden gjorde dog, at vi hurtigt trak indenfor i havestuen, hvor vi så tog hul på maden … først med den eksklusive fiskerogn og dertil en imponerende flaske 2008 Cuvée Sir Winston Churchill fra champagnehuset Pol Roger.

Hjemmelavede blinis med kaviar & dejlig fed creme fraiche

Mine små hjemmelavede blinis savnede måske den perfekt runde form, som en blinispande kunne give, men det blev så rigeligt opvejet af en 100 gram dåse Gastro Unika kaviar, som Thomas havde købt og nu kom på de uperfekt blinis sammen med fed 38% creme Fraiche.

Det var vist mit første rigtige møde med dyr kaviar og det blev samtidig perfekt suppleret med dyr champagne … som nævnt en 2008 Cuvée Sir Winston Churchill fra Pol Roger.

Og sikke en start på vor lille gourmetaften … WAUW.

Hjemmebagt langtidsfermenteret brød med kyllingeleverpaté & syltede rødløg

Jeg er fan af kyllingeleverpaté … det er en rigtig bonderet serveret sammen med godt brød, så det havde jeg lavet som en ekstra ret til vores lille aften.

Og jeg elsker sgu at lave godt brød, her langtidsfermenteret brød lavet af Caputo mel og så bagt på bagestål i ovnen med 300 grader varmluft og grill. Jeg lavede to versioner … en helt almindelig og så en mørk, hvor der var tilsat lidt maltmel.

Kyllingeleverpatéen havde jeg lavet helt klassisk med løg, hvidløg, fløde, smør og så lidt rosmarin og cognac tilsat kyllingeleveren inden patéen blev blendet. Jeg havde syltet lidt rødløg dertil.

Gnocchi med svampe, parmesan & sorte sommertrøfler samt 6-7 Mbs Wagyu Ribeye Steaks

Aftenens hovedret var dyre 6-7 Mbs Wagyu Ribeye Steaks, som Thomas også havde købt … 400 gram smøragtig mør kød bøffer, som jeg så havde valgt skulle suppleret med gnocchi med smørristede svampe … med revet parmesan og sorte sommertrøfler henover.

Dermed gik der jo nærmest svamp i tilbehøret … et mix af både brune skovchampignon, østershatte og kantareller smørstegt og serveret sammen med en flødesauce kogt ind med lidt rødvin. Den blev de kogte gnocchi vendt i … og fik følgeskab af nogle sorte, friske sommertrøfler, som jeg netop havde fået leveret tidligere på dagen.

Thomas grillede bøfferne på min gamle gasgrill, selvom klokken på det tidspunkt var fremskreden og mørket havde sænket sig … både om byen og Houlbergs gasgrill. Med med lyset fra sin iPhone fik Thomas stegt bøfferne og jeg supplerede så med tilbehøret.

Oste, kiks og Houlbergs brød

Langt senere på aftenen – og efter talrige rødvine –  fik vi lidt oste som dessert. Thomas havde gemt lidt hvidvin til osten i form af en fantastisk lækker Chassagne Montrachet fra Vincent Dancer, mens vi aldrig nåede til Michaels medbragte 2017 Memundis Langhe Chardonnay fra Marrone … så den ligger fortsat og venter i mit køleskab.

Det skyldes måske også, at jeg – udover de 2 vine fra hver mand – havde smidt en lille konkurrence ind, hvor man kunne smage 5 vine, som man skulle gætte land og druesort på. Det var vine, som man så kunne gå og nippe lidt til i løbet af aftenen … og alle vine tidligere anmeldt her på Houlbergs Vinblog, nemlig disse:

Konkurrencen gik ikke vildt godt og endte med beskedne point med Niels som en beskeden vinder. Men der var også godt med vine, hvor de primære vine selvfølgelig var de medbragte vine.

Vinene

Som nævnt startede vi med 2 champagner, som Brix havde taget med. Derefter smagte vi – inden de næste retter – en 1999 Château Mouton Rothschild, som Michael havde haft liggende i kælderen i mange år og så lige nu bare blomstrede med perfekt modenhed.

Samlet så feltet sådan her ud:

Fantastiske oplevelser med specielt Pol Roger Cuvée Sir Winston Churchill, 1999 Château Mouton Rothschild, 2015 Arnoux-Lachaux Echezeaux Grand Cru, Vincent Dancers Chassagne Montrachet og Clapes 2012 Cornas som de helt store og unikke oplevelser.

To af vinene havde jeg smagt før … min egen Etna Rosso San Lorenzo Grande Terroir Ellittico fra Tenuta delle Terre Nere samt Arnoux-Lachauxs 2014 Pinot Fin, så der har jeg selvfølgelig bare linket til mine tidligere anmeldelser.

Som vanligt har jeg links til mine beskrivelser og anmeldelser af alle de øvrige vine … glæd dig til et kig ind bagved nogle af disse ikoniske vine og jeg kan allerede nu godt afsløre, at flere af vinene opnåede de magiske 7 Thumbs Up.

Hvor går sådan en aften bare hurtigt … masser af snak, hyggelige historier, snak om mad og vin samt aftenens mad og de medbragte vine. Tak for en aften extraordinaire guys … totalt eksklusivt og vanedannende.

Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg

Mr Ruby har her under COVID-19 pandemien holdt nogle fantastiske online vinsmagninger og forleden deltog jeg igen i en af disse og denne gang med den sympatiske og dygtige vinmager Johannes Jülg.

Han driver jo Weingut Jülg i byen Schweigen-Rechtenbach i det sydligste Pfalz lige op mod Alsace i Frankrig og familien Jülg har da også vinmarker på begge sider af grænsen.

Som ved forrige smagning arrangeret af Mr Ruby, så skulle vi også denne aften smage 3 forskellige vine … og her var udelukkende med fokus på Jülgs fabelagtige vine på Spätburgunder.

Det er vine, som jeg ofte har skrevet om og anmeldt her på Houlbergs Vinblog, men imidlertid havde jeg aldrig mødt Johannes Jülg, så derfor var det også ekstra spændende at være med til denne online vinsmagning og høre lidt om hans historie, tanker, erfaringer og inspiration til vinproduktionen på vingården.

Weingut Jülg

Vinhuset Weingut Jülg ligger helt præcis på hovedgaden … der Hauptstraße 1 i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og omfatter udover vineriet også en hyggelig lille Weinstube Jülg med servering i gårdhaven.

Vingården er grundlagt i 1961 af Oskar Jülg og frue … frau Erika. Familien havde gennem generationer været vinavlere med base i Schweigen-Rectenbach, men Oskar synes ikke særlig meget om kvaliteten i vinene fra regionen og ville af med sødmen, som prægede både de tyske og de alsaciske vine.

Han ville selv producere knastørre vine og plantede derfor vine vinstokke med både Chardonnay og andre kloner fra Bourgogne, som Oskar havde fået et godt øje til.  På det tidspunkt måtte man ikke dyrke Chardonnay og derudover indførte Oskar også ny eg, hvilket af mange også blev anset som en stor fejl.

Vinstokkene plantede han på sine marker, der strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace. På kortet nedenunder kan I se, hvordan Jülgs marker strækker sig over grænseskellet.

Dilemmaet med at have vinmarker på begge sider af grænsen var opstået i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor grænserne blev trukket mellem de to lande. og denne grænsesætning betød, at vinbønderne fik deres markbesiddelser delt i to … en fransk del og en tysk del.

Det gav en række udfordringer for vinbønderne, der skulle ha’ pas med for at komme til vinmarkerne på den anden side af grænsen og leve under forskellige vinlovgivninger i de to lande. Efter Schengen aftalen, så kan man i dag heldigvis bevæge sig frit imellem de to lande uden problemer.

Desværre døde Oskar Jülg forholdsvis tidligt, så i 1984 måtte den blot 21 år unge søn Werner Jülg overtage driften af vinhuset og den tilhørende Weinstube sammen med sin kone Karin. Det var Werner, der udviklede den elegante stil, som fortsat i dag præger vinene fra vinhuset og fik sat et kæmpe præg på vinhuset.

Han var allerede uddannet vinmager og startede også med at producere sekt aka mousserende vine på gården. Han udvidede også vinkælderen med masser af franske barriques … hvilket dengang var ugleset i Tyskland, da vine lagret på de franske fade blev betragtet som atypiske og de ristede aromaer som helt forkerte.

Men via sine kontakter i Frankrig vidste Werner, at dette var den eneste måde at producere store Pinot Noir og Chardonnay vine på og i dag er denne metode jo også meget udbredt i hele Tyskland.

Da Werner jo overtog familieforetagendet, så grundlagde hans bror Peter i 1993 sin egen vingård med sin hustru Lydia i Seebach på den franske side, men kun få kilometer væk. Peters vinhus kaldes Maison Jülg og de to brødre deler deres passion for at fremstille crémants og mousserende vine med traditionel flaskegæring.

I dag er det 3. generation i form af Johannes Jülg der står i spidsen for driften af Weingut Jülg, hvilket dog sker i samarbejde med hans far, som – ifølge Johannes – har fuldstændig samme smag som sin søn og har givet Johannes de bedste betingelser for at drive gården.

Johannes har selvfølgelig startet med at lære fra sin far, men efter endt uddannelse som vinmageren, så tilskyndede hans far Johannes til at rejse ud og få inspiration fra andre vinmagere. Så inden han fik ansvaret på familiens vingård, så arbejdede Johannes 7 år hos en række imponerende huse, nemlig Jean Stodden i Ahr, Klaus-Peter Keller i Rheinhessen, Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne.

Han har således gået i en god skole og i en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer MW Anne Krebiehl den gode Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af Spätburgunder i Tyskland.

Weingut Jülg har samlet 18 hektar vinmarker, hvor lidt over 40% ligger på den franske side af grænsen. Det bekymrer dog slet ikke Johannes det mindste, for som han siger, så er det jo lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland … vin har ingen grænser og vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg.

De bedste marker er klart St. Paul, Sonnenberg, Springberg samt Pfarrwingert. St. Paul er reelt en del af Sonnenberg, som derudover også har nogle ganske enestående parceller, bl.a. Kammerberg samt Wormberg, men da de ligger på den franske side i französischem Staatsgebiet Wissembourg, så må disse marknavne ikke fremgå på vinene ifølge de tyske regler. Og ordnung muss sein.

Markerne er et skønt mix af tyske og franske kloner, men det vender jeg tilbage til under online smagningen, hvor Johannes Jülg fortalte en del om dette punkt.

Udover driften af vingården, som driver familien også fortsat deres weinstube med mulighed for servering i gårdhaven. Der er Johannes bedstemor … gamle frau Erika Jülg, der stadig laver maden, men mest om sommeren … om vinteren gider hun ikke.

Online smagningen og aftenens vine

Som sidste startede webinaret med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset og hans samarbejde med dem siden første besøg. Jacob fortalte også en lille sjov historie, hvor han nogle dage inden denne smagning havde snakket med Johannes og spurgt ham, hvorfor de egentlig ikke var medlem af VDP?

Johannes fortalte, at man ikke bare melder sig ind i VDP, men kræver fremragende præstationer over en lang periode, men allerede samme aften blev Johannes faktisk blevet ringet op af netop Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, som ville ha’ vinhuset med som Prädikatsweingut.

Så det var en stolt Johannes Jülg, som efter Mr Rubys intro fik ordet og kunne fortælle, at de siden nyheden for 10 dage siden også havde fejret optagelsen i flere dage.

Under online smagningen skulle vi igennem 3 Spätburgunder vine, hvor alle var fra 2018 årgangen. Det var disse vine:

Jeg har tidligere smagt og anmeldt to af vinene her på Houlbergs Vinblog, så der har jeg selvfølgelig blot linket til de tidligere indlæg, mens anmeldelse af Kalkmergel Spätburgunder følger lige efter dette indlæg.

Johannes startede med at fortælle lidt om 2018 årgangen, der – som de fleste nok ved – var en meget varm årgang og endda den varmeste nogensinde hos Jülg. For at druerne ikke blev totalt overmodne, så startede de allerede høsten sidst i august … 7-10 dage tidligere end normalt.

Med den tidlige høst kunne de undgå, at druerne blev for jammy og fede, således frugten fortsat var frisk og syren høj. Hvis druerne er for modne, så er det svært at undgå, at gæringen starter med det samme og Johannes ønsker en stille og rolig start på gæringen.

Det lykkedes i 2018, selvom det måske lød som om, at Johannes var noget gladere for 2019 årgangen, så de netop nu var ved af flaske i kælderen. Men det er vist billedet mange steder i Tyskland, hvor 2019 mere regnes som et normalt og godt år.

Johannes startede med at sige lidt om den første vin, altså basisvinen, der også blot hedder Spätburgunder Trocken. Det er vigtigt for Johannes, at deres basisvin aka Gutswein afspejler det niveau, som man skal opleve fra vinhuset, så på den måde bliver vinen en slags signaturvin for ham.

Og lige præcis Jülgs stil skulle også gerne komme frem i deres basisvin. Johannes arbejder alene med 100% afstilkning, da han mener, at det giver bedst aftryk af det lokale terroir. Det giver mere fine og elegante vine, mere fullbody og Johannes ønsker tanniner fra fadene og ikke fra stilkene … eller kernerne for det sags skyld.

Tanninerne bliver simpelthen bare finere med afstilkningen, men derudover er der mange steps i produktionen, som der kan skrues på for at nå til lige præcis det ønskede niveau. Det har bl.a. også noget at gøre med, hvilke Pinot Noir kloner, som anvendes.

Jülg har både 40 år gamle tyske kloner og franske kloner, hvor Johannes mest sværger til de franske, som har mindre bær, mere sødme og samtidig også mere syre. De tyske er oftest større og ikke helt så fine, så derfor anvendes de primært i basisvinen.

I vin nummer 2 – Kalkmergel – er det en blanding fra tyske og franske kloner, mens topvinene alene er lavet på de franske kloner. På fx de 2 parceller Wormberg og Kammerberg har Jülg franske kloner og de marker er klart husets allerbedste marker.

Imidlertid må Johannes ikke anvende disse marknavne på vine på grund af den tyske lovgivning, da begge ligger på den franske side, så derfor anvender Johannes Jülg i stedet for initialerne WB eller KB på etiketterne. Og man må bare sige, at Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder denne aften bare leverede varen … faktisk var vinen endnu bedre, end da jeg sidst smagte den. En sand fryd.

Men Sonnenberg er heller ikke bare Sonnenberg, som Johannes fortalte, for der er stor forskel på de forskellige skråninger og de enkelte parceller på marken, så derfor var det selvfølgelig ønskeligt, at det kunne markeres bedre på flaskerne, men det lød ikke på Johannes som om, at han regner med, at det ændres.

Men samme problemer har Johannes’ onkel Peter Jülg på Maison Jülg i Seebach på den franske side, men Peter har slet ikke samme fokus på de røde vine, men er en mere traditionel Alsace producent,. hvor hvidvinene klart fylder mest.

Og jeg må bare sige, at 2018 Sonnenberg Warmberg var helt fabelagtigt og langt bedre end sidst jeg smagte den. Jeg har derfor – endda imod mine principper – ændret ratingen af den fra de tidligere 5,5 tomler til nu 6 tomler … det spiller sgu.

Weingut Jülg har også selv tidligere haft et hav af forskellige druer på deres marker, men de fleste er erstattet af Pinot Noir og så ellers Riesling,  Chardonnay samt Weiß- og Grauburgunder. Pinot Noir aka Spätburgunder er en følsom og delikat drue, som kræver stor dygtig i kælderen. Johannes sammenlignede den lidt med en hustru, hvor den mindste fejl bliver straffet.

Jeg spurgte Johannes om, hvorvidt han var inspireret af nogle af hans gamle læremestre, som fx Jean Stodden i Ahr samt Klaus-Peter Keller i Rheinhessen? Johannes fortalte, at Keller virkelig åbnede hans øjne for, at hver vin virkelig har sit helt eget fingeraftryk.

Det gjaldt selvfølgelig Klaus-Peter Keller flotte Riesling vin, men er egentligt universelt og er også blevet en af grundstenene hos Jülg, at hver vin skal have et unikt aftryk. Hos Jean Stodden lærte Johannes sindssygt meget om specielt de franske kloner … også noget, som han kan anvende i produktionen af sine vin og det lød også klart på Johannes, at han gerne vil ha’ flere af de franske kloner.

Johannes fortalte, at hans ophold hos både Keller, Stodden og Domaine des Lambrays var lærerige. Han var ret taknemmelig for, at hans far skubbede ham i den retning og netop havde opfodret ham til at tage ud og lær. Men også at faren efterfølgende lod Johannes gøre tingene på sin måde. I dag spiller far Werner også fortsat en stor rolle og Johannes smager alle vinene sammen med sin far.

Der kom også et spørgsmål om, hvorvidt Jülg var ramt af frosten som i fx Bourgogne. Johannes fortalte, at de ikke var ramt, men at fx Franz Keller længere nede i Kaiserstuhl i Baden havde mistet 70% af deres Chardonnay, så dermed er mange tyske producenter ramt.

Men det lød til, at hos Johannes var alt godt og vejret godt … han skulle i hvert fald efter denne online smagning ud og grille lidt mad sammen med familien. Men tiden gik også hurtigt og pludselig var der gået langt over den planlagte time … men det var ellers både hyggeligt og interessant.

Således kunne Mr Ruby runde smagningen af … og herfra stor tak til både Jacob og Johannes Jülg for en fantastisk smagning. Lad os håbe, at Johannes på et tidspunkt kommer til Danmark til en rigtig fysisk vinsmagning.

Capstone Wine Education Program … og smagning af 8 californiske vine

Den altid nysgerrige vinblogger deltog forleden i en online event … en virtuel lancering af det nye uddannelsesprogram Capstone, som California Wine Institute har udviklet i fællesskab med Full Circle Wine Solutions, som er et globalt vin- og spiritusuddannelses- og PR-firma med base i San Francisco.

Capstone er en ganske omfattende program med 4 store certificeringsniveauer og praktiske smagekurser ved godkendte undervisere i hele verden. Denne dag blev programmet introduceret i Danmark og skulle de efterfølgende præsenteres i de andre europæiske lande.

Den virtuelle lancering og gennemgang af det spændende uddannelsesprogram blev forestået af René Langdahl Jørgensen, som er den danske underviser i det californiske Wines Education Program, som herhjemme også håndteres via Vinakademiet.

Han skulle først gennemgå selve programmet og så derefter guide os igennem en vinsmagning med fokus på Pinot Noir, Zinfandel og Cabernet Sauvignon … en smagning med vine fra velkendte vinhuse som Ridge, Au Bon Climat, Silver Oak, Louis Martini, de Loach, Gnarly Head, Ironstone og Austin Hope.

Capstone Wine Education Program

Seancen blev budt velkommen af repræsentanter fra California Wines … først Pia Vodder fra Vinens Hus, som lavede den officielle danske intro på vegne af det danske kontor for Wine Institute of California, hvorefter de to repræsentanter fra Full Circle Wine Solutions to over og gennemgik programmet overordnet.

Det var Evan Goldsten … Master Sommelier og en af verdens
mest produktive veteraner inden for fødevare- og vinindustrien og hele programmet hovedudvikler. Derudover var det  Limeng Stroh, der er grundlægger af Full Circle Wine Solutions.

De fortalte lidt om strukturen i programmet med de 4 niveauer, som man via selvstudie skal igennem … med et øget krav for hvert niveau og hvert niveau med 12 kapitler og en afsluttende eksamen, hvor den sidste på ekspertniveau også omfatter en blindsmagning.

Det er således et program, der er beregnet lidt fra nybegynder til ekspert. Hver niveauet udbygger din viden om vinhistorie, geografi, klima, jord, druer, vinlovgivning, vinproduktionen, lagring, officielle klassifikationer, producenter, årgange og handel med vin.

Derefter gav René Langdahl Jørgensen os et indblik i selve programmet via navigering rundt på selve hjemmesiden, der rummer sindssyg meget viden om californisk vin … et virkelig lækkert overblik, der enhver vinnørd vil elske.

Jeg må indrømme, at jeg på ingen måder er specialist i de californiske vine, så måske skal man teste flere amerikanske vine og læse mere om de forskellige vinområder og producenter i det store land. Måske man endda skulle overveje et model eller to af dette Capstone California Wine Education Program.

Vinsmagningen

Derefter stod den på en lille vinsmagning og jeg havde nogle dage forinden fået tilsendt smagesættet … en sød lille æske med 8 søde små flasker af 2 centiliter. Men et hurtigt view på vinene afslørede hurtigt, at California Wine Institute means business, for det var sgu nogle imponerende vine. Det siger sgu også lidt om seriøsiteten bagved vinuddannelsen.

De var alle flasket efter alle kunstens regler af det franske selskab Vinovae, der netop har patent på at forvandle flasker til de små 2 cl. vinprøver, som kaldes Vinottes. Så dermed havde jeg 8 flasker ret spændende Vinottes klar foran mig til smagningen.

De 8 vine, som vi skulle smage fra de små Vinottes var:

René Langdahl Jørgensen guidede os med sikker hånd igennem vinene med lidt info om nogle af husene. Jeg havde allerede – fy ha – tyvstartet med de første, da selve webinaret gik i gang og havde derfor allerede godt med smagsnoter.

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene efter lidt research om de 8 producenter og vinene.

Tak til Pia for invitationen … virkelig spændende lille seance.

Deja-vu til besøget hos Paul Schumacher … test af 2018 Spätburgunderne

Hurra … Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal har fået en dansk importør og det kan vinelskere med forkærlighed for Ahr være glade for, da vinhuset i mine glasklare øjne hører til blandt de bedste producenter i Ahr.

Importøren er Jysk Vin … og det er faktisk yours truly, der har anbefalet dem at kigge på Weingut Paul Schumacher, som jeg tilbage i september 2019 selv besøgte sammen med mine kompisar Gert og Jan. Der mødte vi Paul Schumacher himself og fik en stor smagning samt rundvisning i vinkælderen.

Jeg blev voldsomt duperet af hans vine og det blev efterfølgende ikke mindre, da jeg herhjemme smagte nogle af de indkøbte vine, så da Henrik fra Jysk Vin spurgte, om jeg kunne anbefale en god tysk producent, så var jeg rimelig klar i spyttet … Schumacher.

Vores besøg hos Paul Schumacher under vort roadtrip kan du i øvrigt læse i blogindlægget Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr. Der er jeg skrevet en del om vinhuset, historien og vinene. Vil du vide mere om Ahr området kan du også læse om hele vort roadtrip i indlægget Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.

Som tak for henvisningen, så havde jeg fået alle de 5 vine – som Jysk Vin importerer – til test … og hvem kunne være bedre at dele vinene med end netop Gert og Jan, som jeg besøgte Schumacher med for knap halvanden år siden?

Så til en aften, hvor jeg satte sorte vintertrøfler som tema, så serverede jeg de 5 Weingut Paul Schumacher 2018 Spätburgundere, således vi kunne mindes en af de gode stunder i Ahr. Vi fik vinene til en menu, som denne aften lød på:

  • Hjemmebagt brød 1. med fois gras og syltede enoki svampe og 2. med trøffelpaté
  • Gnocchi med svampe, oksemørbrad samt revet parmesan og sorte trøfler
  • Tøffeloste … og Gnalling

Her lige et par fotos af noget af maden … men glemte sgu at tage billeder af de sidste af retterne. Sådan kan det gå.

Vinene

Vi skulle som nævnt igennem 5 af Schumachers Spätburgunder vine og alle i årgang 2018 og det var følgende:

Fra Paul Schumachers 5,2 hektar på eftertragtede marker som Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay laver han nogle sindssygt lækre vine.

Det er klart vine til den lyse, feminine, stringente og syrerige side, men jeg synes, at de er utrolig elegante. Det er selvfølgelig alle 2018 og dermed til den unge side, så de kunne med fordel ligge et par år i vinkælderen eller vinkøleskabet, men allerede nu smager de bare monstergodt. De bedste er vinene fra Rosenthal og Kräuterberg, men kan heller ikke undgå at blive imponeret af Schumachers almindelig basis Spätburgunder.

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og hvor var det godt at mindes Ahr og vores roadtrip til området igen.

Houlberg tester en hel røvfuld bourgogne vine

Man siger altid, at man ikke kan få ordentlig bourgognevin til fornuftige menneskepenge. Men er det nu også sandt? I hvert fald har COVID-19 pandemien skubbet noget til den påstand, da mange producenter i Bourgogne er presset og derfor har solgt vine under de normale markedspriser for at skaffe likviditet.

En af de danske importører, som har opdaget dette er Supervin i Hjørring. De har indkøbt en række vine fra kældre i Bourgogne til fornuftige priser … 65.000 flasker, hvilket ifølge de gæve nordjyder fylder 7 hele lastbiler. Det er et hav af små restpartier fra kendte og mindre kendte producenter og vine fra Pommard, Volnay, Gevrey-Chambertin, Santenay, Meursault, Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet og mange flere appellationer … alle navne, som klinger sødt hos alle bourgogneelskere.

Og nu sælger Supervin så de vildt mange vine på tilbud og udfordrer dermed samtidig også påstanden om, at bourgognevine altid koster alt for meget. Og de har skam også sendt nogle af vinene til test hos den altid flittige vinblogger og det er nemlig disse:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Virtuel Master Class med ungarske vine

I starten af februar fik jeg fra den ungarske ambassade en invitation med teksten; The Embassy of Hungary is pleased to invite you to an exclusive online Master Class, where a selection based on Hungarian red varieties will be presented.

Og I kender jo efterhånden den flittige vinblogger, der altid er nysgerrig på at opdage nye dele af vinverdenen og smage nye vine, så derfor tilmeldte jeg mig selvfølgelig til smagningen, hvor man skulle smage 6 forskellige vine fra Ungarn.

Bevares … jeg har da smagt vine fra Ungarn før og vel også anmeldt 14-15 vine her på bloggen allerede. Men min viden om Ungarn som vinland er nok meget naturligt lidt begrænset, så derfor gav det selvfølgelig god mening at deltage i denne Master Class.

Og jeg fik da også efter tilmeldingen en ganske høflig bekræftelse med, at de … with the help of couriers, we will be able to send you the samples prior to the online Master Class.

Så et par dage inden fik jeg tilsendt linket til selve Zoom Master Class webinaret og samtidig kom prøverne også med posten … 6 små plastik uringlas med de 6 vine. Jeg havde måske forventet 6 flasker, men de små prøver var faktisk tilstrækkelig til, at man lige kunne smage den enkelte vine. Tjek ved det.

Master Class webinaret

Den eksklusive online Master Class blev startet af Zsófia Elek fra ambassaden. Hun bød os alle velkommen … og vi var vel samlet lidt over 40 deltagere, hvilket også omfattede enkelte af de vinmagere, som vi skulle smage vine fra.

Selve webinaret skulle ledes af Dr. Dip.WSET og vinkonsulent Mihály Konkoly, men inden han fik ordet, så fik vi også lige velkomst fra Mihály Fekete, der ejer vinforretningen Wine & Spirit Store, der forhandler ungarske vine og havde stået for fremsendelse af vinene, som vi skulle smage i denne Master Class.

Men derefter gik ordet over til Mihály Konkoly, som indledte med at fortælle lidt om Ungarn som vinland og de forskellige vinregioner og vindistrikter. Det var også Mihály Konkoly, som skulle guide og igennem de 6 smagsprøver, som jeg havde modtaget.

Men lad os først se lidt nærmere på Ungarn som vinland.

Vin i Ungarn

Ungarn er opdelt i 6 store vinområder, som samlet består af 22 vinregioner Denne aften skulle vi dog kun smage vine fra 3 af disse 22 regioner, nemlig Eger, Villány og Szekszárdi.

De 6 vinområder er Balaton, Pannon, Duna, Felső-Pannon – også kaldet Nord Transdanubien – Felső-Magyarországi, der vel blot til dagligt kaldes den øverste ungarske vinregion, hvor vi bl.a. finder vinregionen Eger – og så tilsidst Tokaj.

De mest kendte af de 22 vinregioner er nok Tokaj, Eger, Balaton, Szekszárd, Villány, Sopron og Etyek, mens de største er Kunság med 21.000 hektar vinmarker, Mátra med 6.600 hektar, Tokaj med 5.800 hektar og Eger med 5.700 hektar.

Samlet er der i hele Ungarn 65.395 hektar vinmarker, hvoraf 70% af hvide druer, hvorfor der således helt klart produceres mest hvidvin i Ungarn … selvom vi til denne Master Class alene skulle smage nogle af deres rødvine.

Den samlede produktion var i 2019 på 2.743.175 hektoliter vin … og det bliver da til nogle flasker, hvilket er fordelt på både kendte samt mange lokale sorter. De mest udbredte hvide sorter er:

De mest udbredte røde sorter er:

De 6 ungarske vinprøver

Mens vi så løbende smagte vinprøverne, så guidede Mihály Konkoly os igennem vinene fra de 3 vinregioner og fortalte samtidig lidt om de enkelte regioner.

Eger

Vinregionen Eger ligger i der øverste ungarske vinområde Felső-Magyarországi. Det er et koldklima område med vel omkring 5.335 hektar vinmarker og det område, som er kendt for Egri Csillag, som er en hvidvine lavet på et blend af forskellige druer, samt rødvinen Egri Bikavér, der også populært kaldes tyreblod.

Ingen af disse skulle vi dog smage, men derimod disse to:

Villány

Vinregionen Villány ligger i vinområdet Pannon i den sydligste del af Ungarn, hvor klimaet svarer mere til det sydlige Middelhav, hvorfor er også dyrkes mere rødvin der end typisk i andre områder.

Der er samlet 2.483 hektar vinmarker i Villány og de mest udbredte druer der er Cabernet Franc, Portugieser, Kékfrankos, Cabernet Sauvignon, Merlot, Olaszrizling, Hárslevelű og Chardonnay.

Vi smagte disse to vine fra Villány.

Szekszárdi

Vinregionen Szekszárdi – ligger som Villány – også i vinområdet Pannon og har samlet 2.153 hektar vinmarker og Vesztergombi Winery, som vi netop skulle smage to vine fra, er et af de mest kendte vinhuse i det område.

Szekszárdi er det andet område i Ungarn, hvor de også laves de kendte Bikavér vine, der populært kaldes tyreblod. I Szekszárdi er 80% af vinproduktionen rødvine og vi smagte disse to:

Som vanligt har jeg linket til mine smagsnoter og anmeldelser af alle vinene, men da jeg denne gang ikke har selve flaskerne, så har jeg forsøgt at fuske lidt med mine fotos i blogindlæggene.

Konklusion

Samlet blev det en spændende 1-1½ time med ungarske vine, hvor jeg bestemt fik min viden øget et par ekstra grader. Og lad mig bare slå fast, at der bestemt laves gode vine i Ungarn, hvilket denne lille Master Class også bekræftede.

Mr Rubys online vinsmagning med Angelina Lenz fra Weingut Franzen

Sikke nogle søde mennesker … jeg snakker om det unge winzerpar Angelina og Kilian, der driver Weingut Franzen. Forleden var jeg til en onlinesmagning med netop dét moselhus arrangeret af Mr Ruby og med Angelina Lenz som repræsentant for Franzen.

En smagning med vine fra Bremmer Calmont … den stejleste vinmark i hele Mosel, ja formentlig hele verdenen? Det skulle jeg absolut deltage i, så derfor havde jeg – som en flok andre Riesling lovers – investeret i den kasse med 3 Riesling vine fra Franzen, der gav adgang til smagningen.

Weingut Franzen

Weingut Franzen ligger på adressen Gartenstraße ved lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Det er et godt stykke nord for mere velkendte Bernkastel-Kues.

Familien Franzen har været vinbønder der i flere århundrede, men det var Ulrich Franzen, der efter overtagelse af driften i begyndelsen af 1980’erne, lagde kimen til den nuværende vingård og satsede benhårdt på produktion af tørre vine med lav syre.

Det var også Ulrich Franzen, som opkøbte de braklagte parceller på Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader.

For omkring 100 år siden var der omkring 24 hektar vinmarker på Calmont, men de svære arbejdsbetingelser og til tider svingende efterspørgsel af vinene fra Mosel betød, at mange parceller i løbet af 1980’erne simpelthen blev opgivet, således der alene var sølle 4 hektar vinmarker tilbage.

Det betød dog samtidigt, at Ulrich Franzen kunne købe forholdsvis billig jord, bl.a. parceller på den del af Bremmer Calmont, der kaldes Fachkaul, som er den mest stejle del af marken … men med en helt perfekt sydlig eksponering. Faktisk opkøbte Franzen hele 112 forskellige små parceller af Fachkaul.

Forinden købet af de 112 parceller med hjælp fra Kulturamtes Mayen, så havde Ulrich allerede i 1999 startet på at genbruge et 1,5 hektar område på Bremmer Calmont. Det betød blot et benhårdt og farligt arbejde med at rydde det område, der havde været brak i årtier og genplante markerne.

Indenfor tre år gravede han og et team af utrættelige hjælpere omkring 7.900 Riesling vinstokke i den ufrugtbare skiferjord og etablere en Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg.

I dag har Weingut Franzen samlet 10,1 hektar vinmarker fordelt på markerne Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. Det er primært Riesling – omkring 90% af markerne er Riesling, men derudover er der også lidt burgunder sorter samt den gamle og mere ukendt sort Elbling. Den samlede produktion ligger på omkring 90.000 flasker årligt.

I dag drives vingården af næste generation i form af Kilian Franzen og hans hustru Angelina. Kilian kom i en ung alder på blot 23 år – og Angelina 20 år – lidt hovedkulds ind i driften, da Ulrich desværre pludselig døde i 2010 i en tragisk ulykke ude i vinmarkerne, hvor hans traktor væltede.

På det tidspunkt studerede Kilian til ønolog på Geisenheim, hvor han øvrigt også mødte Angelina. Det blev derfor Ulrichs kone Iris, som så først overtog driften med hjælp fra Kilian, men i dag er Kilian og Angelina gift og har overtaget driften helt.

Og det har det unge par ikke gjort helt dårligt, for de blev i februar 2018 blev kåret som årets newcomer af magasinet Falstaff med en anerkendelse af deres fortsatte arbejde med at genrejse Bremmer Calmont, som ellers var ved at forsvinde.

I dag er Weingut Franzen et af de mest spændende huse i Mosel og selv Mr Ruby er oppe at ringe over vinene derfra. Han siger, at det er som at tappe saft direkte fra de stejle klipper.

De unge mennesker har i hvert fald gjort det imponerende og har seneste i 2018 også bygget et nyt moderne vineri … og ovenover kan I se et udsnit derfra.

Online smagningen og aftenens vine

Webinaret startede med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset og hans historie med samarbejdet med dem  … hvorefter den søde og smilende Angelina tog over med en smittende energi og et udbrud; dann bin ich der chef!

Angelina fortalte lidt om den svære start, som de – som helt unge – havde efter Kilians far døde, men også en masser af det at lave vin på de sindssygt stejle vinmarker på op til 65 grader stigning … ja faktisk fortalte Angelina, at det stejleste stykke endda nærmere har en stigning på 68 grader.

Vinene vi skulle smage til denne online smagning var alle i 2019 årgangen, som er en årgang, som Angelina betegner som værende et normalt år. Hvor 2017 var et besværligt år med masser af regn og 2018 et varmt år, så var 2019 helt normalt, hvilket Angelina selv elsker, mens Kilian er mere til vinene i 2017 og 2018, som måske sammenlagt er lidt varmere i stilen.

Kilian laver vinene med lang skindkontakt, spontangæring og malolaktisk gæring, hvilket er lidt usædvanligt for Mosel, men det gør ifølge Angelina vinene mere cremet.

Derefter gik Angelina igennem de 3 vine, som vi skulle smage og det var disse vine:

Men disse kommentarer kan I læse om i mine anmeldelser af vinene, som selvfølgelig er de næste indlæg her på Houlbergs Vinblog.

Tak til Mr Ruby og Angelina for en god time i fredags, hvor vi virkelig kunne smage nogle exceptionelle eksempler på, hvad hvidvinene fra Weingut Franken kan. WAUW.