2015 Domaine Christian Clerget, Echezeaux Grand Cru en Orveaux, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Christian Clerget, Echezeaux Grand Cru en Orveaux, Bourgogne, FrankrigThomas havde faktiske taget to 2015 Echezeaux Grand Cru vine med til vor gourmetaften og den anden var denne Echezeaux Grand Cru en Orveaux fra Domaine Christian Clerget.

Vinhuset ligger i Vougeot i Côte de Nuits og det har nu igennem 4 generationer været drevet af Clerget familien.

I dag er det Christian og Isabelle Clerget, der driver vingårdens med dens 6 hektar vinmarker i Chambolle-Musigny, Morey-St-Denis, Vougeot and Vosne-Romanée, hvorfra de producerer en række vine med aftryk af det lokale terroir.

Som nu fx denne Echezeaux Grand Cru en Orveaux, hvor druerne kommer fra marken Grand Cru Echézeaux … en 1,09 hektar parcel nær Orveaux. Faktisk ligger Clergets parcel lige over Clos de Vougeot på grænsen til Musigny.-

Marken ligger i 280 meters højde, er stenet med masser af lerkalksten og godt drænet, mens vinstokkene er plantet i 1945 og 1946. Alle druer er selvfølgelig høstet med håndkraft og sorteres i samme forbindelse. Efter ankomst til vinkælderen, så er alle druerne igen sorteret inden de afstilkes og overføres til gæringskarrene.

Efter en afkøling, så sker gæringen kontrolleret ved temperaturer op til 32 grader med daglig pigeage. Så presses vinen og hvilker derefter 3-4 dage inden lagringen på 18 måneder på barriques, heraf 50% nye fade. Vinen flaskes uden klaring eller filtrering.

Stilen er duftmæssigt langt mørkere i denne Echezeaux Grand Cru end den foregående fra Arnoux-Lachaux og samtidig stærkere i alle aromaerne. Frugten virker ganske mørk, sorte kirsebær, hindbær og en snert solbær, kul, tørv, let mælkede noter, brændte elementer, røg og har også nogle blækagtige noter. Der er blomster, kaffe, krydderier, hvid peber samt mineraler … med mere luft i glasset, så bliver alle aromaerne virkelig forstærket.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie … vinen er klart pænt maskulin med mere kraft, power og alkohol end Arnoux-Lachaux, men også en fin, let og syrlig nerve, hvor frugten er syrlige kirsebær, hindbær og jordbær. Det er fortsat silkeblødt, småfyldigt og elegant, mens tanninerne også er silke, velour og fløjl i munden, mens vinen også har vild lang eftersmag. Stor vin, så klart 6 store tomler med massiv pil op.

Forhandles flere steder, bl.a. kan en årgang 2016 købes hos VildMedVin, hvor en flaske normalt koster 1.575 kr., men pt fås på tilbud til 1.299 kr.

Vinanmeldelse 6/7