2015 Domaine Arnoux-Lachaux, Echezeaux Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Arnoux-Lachaux, Echezeaux Grand Cru, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte med Domaine Arnoux-Lachaux, for Thomas havde taget denne Echezeaux Grand Cru årgang 2015 med og den fik englene til både at synge, spille harpe og flyve rundt med deres små vinger og drysse stjernestøv over os alle.

Druerne til vinen kommer fra hjertet af appellationen, nemlig fra en lieu dit der kaldes Rouges du bas og er beliggende midt på Echézeaux Grand Cru skråningen. Domaine Arnoux-Lachaux’s andel af denne mark er 0,88 hektar og vinstokkene er omkring 60 år gamle.

Efter høst placeres druerne i gæringskarrene uden knusning af druerne, således druerne er intakte, når gæringen sker … hvilket sker spontant efter en 3-6 dages kold pre-maceration. Den alkoholiske er sket uden intervention og så naturligt som muligt. Den malolaktiske gæring er sket på barriques, hvor vinen også er lagret … og alene med 30% nye fade.

WAUW … sikke en duft … let røg med æterisk lethed, hvor den lyserøde frugt med søde kirsebær, hindbær og lyse blommer kæler med dine næsebor og pakker dem ind i velour og fløjl. Der er fortsat et pænt og subtil præg fra fadene med lidt kanel, mælkechokolade, vanilje og en cremet café-latte. Mums.

Nu snakker vi en mundsmeltende vin, der er så blid og cremet, rund og kontrolleret. Hvor er det engleblid sød musik dirigeret af sødeste elverpiger siddende på fluffy bløde kumulusskyer. Tanninerne er lyse og finkornede, syren er fin og holdt i stramme seler, men frugten er lys, rund og kontrolleret. Jeg læner mig tilbage, falder let i svime og bliver så glad og begejstret … feminin, let og smuk vin, hvor alt går elegant op i en enhed.

Forhandles af Philipson Wine, men er i dag svær at skaffe. Da den kom frem blev den solgt til 2.195 kr., men i dag ligger værdien nok et sted mellem 4-5.000 kr.

Vinanmeldelse 7/7