Ved vor gourmetaften skulle jeg igen møde lidt vine fra Domaine Arnoux-Lachaux … først deres basisvin Pinot Fin i årgang 2014, som jeg havde smagt før, men også i en nyere årgang 2018.
Navnet Pinot Fin er et ord, som de lokale kalder de gamle stokke på markerne i Chambolle-Musigny, Vosne-Romanée og Nuits Saint-Georges. Vinen er lavet med gæring i gæringskar og efter endt fermentering er vinen lagret 3-4 måneder på fade, der er anvendt 1 eller 2 gange tidligere. Vinene fra Domaine Arnoux-Lachaux er meget efterspurgte og altid hurtigt udsolgte … de bedste er endda særdeles svære at skaffe.
Duftmæssigt er 2018’eren klart mørkere, mere landlig end 2014’eren og samtidig mere parfumeret. Den har en fantastisk duft, æterisk, fin med skovbær, jordbær, søde mørke kirsebær, sød tobak og lidt grønsagsfond. Der er snert af lakrids eller fennikel samt en lille smule vanilje.
I munden er frugten også mørkere end 2014’eren med sorte kirsebær, skovbær, jordbær, rabarber og ribsgelé. Det er skuet ret godt sammen med nogen fylde, hvilket gør vinen rund og tanninerne er endda også flinke. Der er så meget frugt i vinen og eftersmagen er også fin lang.
Forhandles af Philipson Wine, men er allerede udsolgt … en flaske kostede 350 kr., mens prisen var 329 kr. ved køb af 12 flasker.