Selvom 1999 i området St. Julien, St. Estephe og Pauilliac ikke regnes som nær så god som den efterfølgende årgang 2000, så var denne 1999 Pauillac 1. Grand Cru Classé fra Château Mouton Rothschild nærmest et lille sip af himmelen.
Michael havde haft denne vin liggende i mange år og synes, at vi lige skulle smage den efter de to champagner inden vi skulle i gang med næste ret og aftenens øvrigt vine. Det gav meget god mening, for sådan en vin skal nydes i ro og mag uden forstyrrende elementer … altså lige bortsat fra Brix.
Château Mouton Rothschild har jeg skrevet om tidligere … og har indtil videre været heldig at smage den dyre og eksklusive vin i flere årgange, nemlig 1982, 1989, 1992, 1994, 1997, 2002, 2009, 2014 og nu altså også en 1999.
I denne årgang 1999 er vinen lavet på 78% Cabernet Sauvignon, 18% Merlot samt 4% Cabernet Franc. som har gæret i 64 egefade på 225 hektoliter og totalt temperaturstyrede. Malolaktisk gæring sker også i de store fade, hvorefter vinen lagrer et sted mellem 19-22 måneder på franske barriques … og alle er selvfølgelig nye fade.
Kunsten på etiketten er lavet af den nu afdøde franske plakatkunstner Raymond Savignac, der også tidligere drev en café-restaurant i Aveyron regionen og i øvrigt var kendt for sine karikatur tegninger. Han har også lavet billeder for store firmaer som Bic, Air France, Dunlop og Pepsi Cola.
I glasset har vinen en fin indikativ orange/brun kant, som fortæller, at dette er en moden vin … og sådan er duften også med dyb, moden og sort frugt, solbær, fed lakrids, sød tobak, gamle våde fade, vanilje, skovbund, mulle kælder, mahogni og andet ædeltræ, lidt peber og så lette krydderier. Uha. hvor det dufter godt. Det er sgu sådan en duft, hvor man lige for en stund bliver stum af sand velfryd.
Smagsmæssigt er vinen SÅ cremet og blød, men fortsat med vildt levende frugt og syre. Der er bitter chokolade, solbær, hindbær og alt er bare zen. Det smelter i munden med dyb koncentration samt nærmest glatte og smooth’ tanniner, så meget i balance med kæmpe kompleksitet. Hvor smager det vildt godt … et lille sip af himmelen.
Vinen forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i nyeste årgang koster omkring 4.599,95 kr., mens de ældre årgange er dyrere … og de allerbedste årgange endnu dyrere.