Til de små blinis med ægte kaviar smagte vi helt passende et sip af himmeriget med denne 2008 Pol Roger Cuvée Sir Winston Churchill.
Det legendariske champagnehus er grundlagt tilbage i 1849, hvor den unge Pol Roger solgte sin første vin. Han havde startet sin forretning lidt af nød, da han far – der var notar – havde fået en uhelbredelig sygdom og ikke længere kunne fortsætte sin praksis og brødføde familien. Pol solgte de første vine til en købmand i Aÿ, hvor Roger familien også boede, men da firmaet udviklede sig, så flyttede Pol til Epernay i 1851.
Allerede i 1855 begyndte Pol Roger at satse på produktion af tør champagne, da han vidste, at det var denne type champagne, som hans stigende andel af engelske kunder foretrak. Og Pols firma fik virkelig succes og deres champagner blev serveret på de bedste restauranter på Champs-Elysées.
Senere drev Pols to sønner Maurice og Georges Roger virksomheden videre og trods modgang undervejs … som fx i 1900, hvor en del af bygningerne kollapsede. Brødrene oplevede også de store vanskeligheder med bl.a. spiritusforbuddet i USA og den russiske revolution, som gjorde den stigende eksport svær.
Under anden verdenskrig blev både produktionen og salget af champagerne fra Pol Roger kontrolleret af den tyske Wehrmacht. Det var måske også derfor, at champagnehuset i den grad blev så inspireret af Winston Churchill, der også selv var stor fan af alle champagnerne fra Pol Roger.
Faktisk blev Churchill sidst i 1940’erne efter krigen venner med den søde Odette Pol-Roger, der var gift med Jacques Pol-Roger, søn af Maurice og dermed 3. generation i champagnehuset. Winston var endda så glad for Pol Roger champagne, at han opkaldte sin væddeløbshest efter sin yndlingschampagne.
Senere i 1975 besluttede firmaet også at hylde denne statsmand med en særlig champagne … og det blev denne Cuvée Sir Winston Churchill, som de første mange år dog alene blev lavet i magnum flasker.
I dag er champagnehuset fortsat ejet af Roger familien … nu i fællesskab af både 5. og 6. generation, idet den 6. generation i form af Bastien Collard de Billy er kommet med i ledelsen. At vinhuset er blevet i privat eje er helt unik og derfor er Pol Roger også medlem af de eksklusive klub Primum Familiae Vini … i daglig tale blot kaldt PFV.
Gruppen består af 12 helt store verdensberømte familieejede vinproducenter, nemlig Antinori, Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils fra Beaucastel og Tenuta San Guido samt endelig Pol Roger.
PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også Leading Wine Families. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer.
Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.
Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieejet står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.
I dag har Pol Roger selv 92 hektar marker, men opkøber derudover druer fra en række faste vinavlere, som opretholder de kvalitetskrav, som Pol Roger kræver. I perioden fra 2001 til 2011 har vingården gennemgået en total renovering, som sikrer af den ansvarlige vinmager Dominique Petit kan lave alle cuvéer med samme ubestridelig konsistens og kvalitet.
Denne Cuvée Sir Winston Churchill er én af disse cuvéer, som dog kun laves i de allerbedste årgange … og netop 2008 var nok en af de bedste siden 2002. Vinen er altid lavet på 50% Chardonnay og 50% Pinot Noir fra 100% Grand Cru vinmarker.
Hver druesort vinificeres først separat, hvor druerne først presses med efterfølgende débourbage, hvor bundfaldet adskilles fra den ugærede mopst. Derefter overføres vinen til rustfrie ståltanke med endnu en débourbage efter 24 timers hvile ved 6 grader. Derefter sker gæring langsomt og køligt under 18 grader.
Efter gæringen sker der malolaktisk gæring inden endelig det endelige blend af de to druesorter sker. Så flaske vinen til den næste gæring på flaske, som sker i Pol Rogers kældre 33 meter nedenunder jorden, hvor den lagret typisk 10 år inden frigivelse.
I næsen er der herligste aromaer … gæret dej, nødder, hasselnødder og allerede fornemmer du med det samme langt bedre balance end ved foregående champagne. Der er virkelig moden elegance, moden frugt med passionsfrugt, pærer, lidt kalkede noter, timian, svagt lidt mynte, hvide blomster og ellers virker den utrolig luftig.
Smagsmæssigt er der små blide bobler, let brus og så modne æbler, pærer, godt med lemon, blid citrus og en saftig æblesyre. Det er også samtidig vildt cremet og vinen nærmest smelter i munden. Vinen er både frisk og samtidig afstemt, justeret og fintunet så flot, at man bliver imponeret. Det er sgu høj, høj klasse.
Forhandles flere steder, bl.a. hos FineWines, hvor en flaske koster 1.695 kr.