Houlberg til Mr Ruby smagningen … hvor står tysk Chardonnay?

Jacob aka Mr Ruby havde efter coronatågen var lettet bare en smule hurtigt arrangeret en realtime, real-life og total Old Fashion analog  vinsmagning i sine hyggelige lokaler.

Temaet var; Hvor står tysk Chardonnay? Her skulle en perlerække af Mr Rubys tyske vine i kamp med store Chardonnay vine, selvfølgelig først og fremmest fra Bourgogne, men også andre lande som New Zealand, USA og Argentina.

Den danske forsommer var fortsat kold, så Jacob havde rykket smagningen fra smagelokalet ovenpå til butikslokalet nedenunder, således der var plads til de 10 personer. Jeg ankom et par minutter for starten kl. 17.00 og var selv kørende denne gang og måtte således spytte … men sådan er livet jo en gang imellem.

Den rene Chardonnay smagning var en blindsmagning … dog kendte vi alle, hvilke vine, som vi skulle smage, men vi kendte imidlertid ikke rækkefølgen. Men der var samlet 12 vine … 5 tyske og 1 bourgogne fra Mr Rubys eget sortiment, en bourgogne udefra og så var en oversøiske også fundet ude i byen.

På en liste kunne vi således se, hvilke vine vi skulle igennem, men spørgsmålet var blot, hvilke vine smagte vi hvornår?

Vinene blev smagt i 4 sæt med 3 vine i hver og vi skulle – som vanligt afgive point til hver vin efter 100 point skalaen. Alle vinene var sirlig pakket ind i sølvpapir, blandet og for en sikkerhedsskyld gik vi alle ovenpå, mens Jacob skænkede hver sæt.

Vinsmagningen

Jacob startede med en velkomst … en lille indflyvning til aftenens smagning og lidt om reglerne. Derefter røg vi hurtigt ovenpå, men de første 3 vine blev skænket. Så var vi ligesom i gang.

Samlet smagte vi de 12 vine i denne rækkefølge:

Efter hver vi har jeg skrevet min karakter og derefter det samlede gennemsnit, som hver vin opnåede. Det betød med andre ord, at det var tyskerne, der denne aften løb med guld og sølv, da de 5 vine med de samlede højeste karakterer blev:

  1. 2017 Weingut J. Neus, Chardonnay R, Rheinhessen, Tyskland
  2. 2018 Winzerhof Stahl, Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland
  3. 2018 Pierre Girardin, Chassagne-Montrachet, Bourgogne, Frankrig
  4. 2017 Benjamin Leroux , Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées, Bourgogne, Frankrig
  5. 2017 Kumeu River, Hunting Hill Chardonnay,  Auckland, New Zealand

Min egen top 5 blev imidlertid de 3 bourgogner med Pierre Girardins Chassagne-Montrachet som bedste. De blev så efterfulgt af J. Neus og Bernhard Huber.

Jeg synes også, at det gik hæderligt med at gætte land … havde 8 rigtige bl.a. de 3 bourgogner, mens det dog straks blev meget mere  svært, da vi så – inden alle vinene blev afsløret – skulle forsøge at sætte producent på de enkelte vine.

Men igen må man bare konkludere, at niveauet på tysk Chardonnay er imponerende og samlet endte tyskerne også på førstepladsen, da de tyske vine i gennemsnit opnåede 94,2 point, bourgognevinene 94 point og de oversøiske 93,3 point, hvis de blev puljet sammen.

Og så har vi endda ikke snakket pris, for vinderen fra J. Neus koster 349 kr,, mens min vinder Pierre Girardin Chassagne-Montrachet så koster 799 kr. Dermed kan du få 2 flasker Neus for samme penge … og så har du endda håndører til lidt snolder 🙂

Kvikke Anne Sofie var endda så begejstret for Neus, at hun gav 100 point til vinen og min sidemand Jesper spottede med det samme, at det var Neus … men han er også inkarneret Neus fan. Men det kan man sgu også godt forstå.

Jeg har selvfølgelig linket til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus inklusiv mine nøjagtige, sirlige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine. Et par af vinene havde jeg smagt før, så der har jeg altså blot linket til mine tidligere beskrivelser.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Fantastisk aften med 12 top Chardonnay vine.