2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland Sidste vin i første sæt var tysk og fra en gammel kending i form af Weingut Bernhard Huber og det blev med hans Malterdinger Chardonnay Alte Reben i en årgang 2017.

Allerede tilbage i september 2016, hvor vi besøgte Weingut Bernhard Huber fandt vi ud af, at selvom vingården er kendt for deres fabelagtig Spätburgunder vine, så laver de også fantastiske hvidvine. Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Under besøget faldt vi faktisk for er en fed og voluminøse Weißer Burgunder, som vi endte med at købe.

Bernhard Huber døde desværre i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber, som driver huset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Selvom Spätburgunder fylder omkring 65% af Hubers marker – og Chardonnay 15% – så dyrker Julian også en række andre druer som fx Weißburgunder, Grauburgunder, Auxerrois, Freisamer, Müller-Thurgau og Muskateller … ja faktisk satser Julian en del mere på hvidvinene end hans far gjorde.

Hans mål er at få hvidvinene op på samme niveau som husets rødvine, hvilket bl.a. sker ved at lave vinene slankere og derfor laves de fleste af hvidvinene alene på rustfrie ståltanke, selvom de store vine på Chardonnay også lagrer i egetræsfade som de franske forbilleder.

Og det er jo netop sådan en fætter, som vi her har i glasset … 2017 Malterdinger Chardonnay Alte Reben lavet med spontangæring på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering lagret på franske barrques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen langt mere eksplosiv end de to foregående … der er mere skrald på, mere opulent eller småfed og svulstig, parfumeret og så har den også godt med fadpræg, gær, toast, ristede noter, røg, brunet smør samt vanilje og blomster. Frugtmæssigt snakker vi dåsepærer og abrikos.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere ren, fast og kølig med en syrlig saftighed, rustik og ren frugt, hvor der er også pærer, abrikos, citroner og lemon. Der er klart lidt kalkede noter, salt, bitterhed, men mest af alt en skarp citronsyre, som giver en livlig, frisk og nærmest helt umoden vin med en mineralsk eftersmag. Man får med Malterdinger Chardonnay Alte Reben både stor fed duft og kølig, frisk og skarp smag. Flot.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7