2018 Ridge Vineyards, Montebello Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2018 Ridge Vineyards, Montebello Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USASmagningens helt store oplevelse var klart denne 2018 Montebello Estate Cabernet Sauvignon fra det legendariske vinhus Ridge Vineyards, der ligger godt oppe i bjergene på Montebello Road i Cupertino syd for San Francisco.

Historien om vinhuset Ridge Vineyards startede reelt i 1885, hvor lægen Osea Perrone – der var et et fremtrædende medlem af det italienske samfund i San Francisco – købte 72 hektar nær toppen af ​​Monte Bello Ridge. Han anlagde skråningerne i terrasser og plantede vinstokke. Og med den naturlige kalksten byggede han også et vineri og en unik vinkælder hugget ind i bjergsiden i 3 niveauer.

Men projektet gik ikke som forventet, så i 1940’erne blevn den forladte ejendom købt af teologen William Short, som genplantede flere marker med Cabernet Sauvignon i slutningen af 1940’erne, men solgte i 1959 ejendommen til en flok ingeniører fra Stanford Research Institute, Dave Bennion, Hew Crane, Charlie Rosen og  Howard Ziedler.

Dave forleden dog firkløveret, men i 1962 grundlagde de tre tilbageværende partnere så Ridge Vineyards og lavede deres første vin … en Monte Bello Cabernet Sauvignon, som blev regnet som en af de fineste vine i den periode. De plantede også Zinfandel og  stod også bag opkøb af yderligere marker, hvorved vinhuset voksede fra eksisterende 15 hektar til 45 hektar.

I 1968 var produktionen således øget til omkring 3.000 kasser vin årligt og året efter sluttede Paul Draper sig til partnerskabet. Han var også fra Stanford – kandidat i filosofi – og var netop hjemvendt fra Chile, hvor han havde drevet en vingård og derfor havde stor kendskab til vinproduktion.

Under hans vejledning blev nogle af vinmarkerne restaureret og hans var med til at sikre, at vinene opnåede en ensartede kvalitet og det betød et internationale omdømme. Det eksploderer totalt, da en 1971 Ridge Vineyards Monte Bello i 1976 ved den helt legendariske Paris smagning arrangeret af Steven Spurrier kommer på en 5. plads og slår de dyre vine fra Bordeaux.

Lige siden har Ridge Vineyards et ikon blandt de amerikanske vinhuse og sidenhen er det endda også blevet til tre gange 100 point hos Robert Parker for Monte Bello … indtil videre. Paul Draper har viet hele sit liv til Ridge har fortjent opnået global berømmelse, således han i 2015 af Decanter Magazine blev kåret som værende i top-5 blandt alle verdens vinmagere.

Paul Draper er ikke blot en gennemført praktiker, men Draper var også en af de første til at indse, at jo mindre en vinmager blander sig i vinfremstillingen, jo bedre afspejler vinen sit oprindelig terroir. Så Monte Bello kan med rette opfattes som en terroirvin. Det var Paul Drapers kongstanke, at vinen selv skulle spille førsteviolin.

Den legendariske vin gentog endda det enestående kunststykke i 2006 … præcis 30 år siden parisersmagningen. For dér vandt Ridges Montebello Estate Cabernet Sauvignon i årgang 1971 og årgang 2000 førstepladsen i både den originale vintage og den nyeste årgang ved smagninger både i London og Californien.

Efter 47 år som vinmager gik den 80-årige Paul Draper dog på pension i 2018, så i dag varetages rollen som vinmager på Ridge Vineyards af John Olney med et særligt ansvar for vinene fra Monte Bello og Lytton Springs markerne.

Og det er netop den ikoniske Montebello Estate Cabernet Sauvignon, som jeg har fået i glasset i årgang 2018 … en vin, der ellers officielt først frigives senere i år. Den er lavet på et blend af 74% Cabernet Sauvignon, 17% Merlot, 7% Petit Verdot samt 2% Cabernet Franc.

Vinen er lavet med 100% afstilkning, spontangæret alene på de naturlige gærceller og med hele druer. Gæring og maceration er sket over 8 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 17 måneder på helt nye amerikanske og franske fade … primært amerikanske.

Meget rig og spændende start, når man dufter vinen. Der er både brombær, solbær, blommer og klart med et subtil fadpræg, våde fade og tør cedertræ, chokolade, både mørk bitter og lys mælkechokolade, nøddede elementer, sindssyg og vild flot balance, pirrende vanilje, kanel og tobak. Frugten har en frisk syrlig kant og igen kommer Bordeaux ind i tankerne.

I munden sker der meget … både stor tørhed og vinen er langt mere vild i tanninerne end de forrige og det er med en frisk frugt, der giver nerve, rank ryg og vild lang eftersmag. Tanninerne er finkornede og sætter sig blidt, men bestemt på tænderne, frugten smager næsten lidt presset og samlet helt fantastisk. Lige nu ærgrer man sig bare usvigeligt over, at sådan en vinottes kun indeholder 2 cl.

Forhandles herhjemme af FineWines, men 2018 er ikke tilgængelig endnu, men en årgang 2016 koster 1.695 kr. for 1 flaske og 1.495 kr. hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7